Prøv avisen

FAKTA: 19 børn med dansk tilknytning er i fangelejre i Syrien

En arbejdsgruppe skal finde løsninger til at få børn i syriske fangelejre til Danmark. Læs her mere om dem.

Regeringen er sammen med en række partier blevet enige om at oprette en arbejdsgruppe, som skal afdække løsninger til at få børn med dansk tilknytning i syriske fangelejre til Danmark. Uden deres forældre.

Her er, hvad vi ved om børnene:

* Udenrigsministeriet kender til 19 børn, der enten er født af eller har tilknytning til danske eller tidligere danske statsborgere, som opholder sig i de to fangelejre al-Hol og al-Roj i Syrien. De er børn af seks mødre.

* Tre af de seks mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt. De andre tre mødre, som er danske statsborgere, er blevet afskåret fra bistand fra udenrigstjenesten.

* Børnene er mellem 1 og 14 år. Ni er født i Danmark, mens de resterende ti er født i konfliktzonen. De ti yngstes indfødsret er ikke fastslået.

* I et enkelt tilfælde er Udenrigsministeriet blevet oplyst om, at barnet ikke er et biologisk barn af en dansk statsborger, men et forældreløst barn, som kvinden har taget til sig.

* Danmark har tidligere hjemtaget børn fra syriske fangelejre i særlige tilfælde.

* I juni 2019 blev en 13-årig dansk dreng evakueret fra en syrisk fangelejr uden sin mor og søskende. Det skyldtes, at han havde et skudsår i ryggen og var lam i benene.

* I november 2019 blev et forældreløst spædbarn med dansk tilknytning overdraget til danske myndigheder.

* Desuden blev to forældreløse franske børn med dansk baggrund hentet ud af Syrien til Frankrig i midten af juni 2019.

Kilder: Udenrigsministeriet og Ritzau.

/ritzau/