FAKTA: Det vil Paludan og partiet Stram Kurs arbejde for

Forbud mod islam, et særligt politi og velfærd til danskere er blandt de sager, som Stram Kurs kæmper for.

Rasmus Paludan er stifter og partileder i Stram Kurs. Han har en kandidatgrad i jura. I april 2019 blev han dømt for racisme, dommen er anket. (Arkiv.) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er lykkedes den stærkt indvandringskritiske politiker Rasmus Paludan at samle nok vælgererklæringer til, at hans parti, Stram Kurs, kan blive opstillet til folketingsvalget.

Partiets filosofi er "mest muligt lykke til flest mulige etniske danskere".

Her kan du få et overblik over partiets politik:

* Partiet mener, at islam skal forbydes i Danmark. Danmark skal være landet for danskerne.

* Desuden skal enhver ikkevestlig person, der har opnået asyl, og som ikke er oprindelig statsborger i et af Danmarks nabolande, udvises.

* Partiet støtter midlertidigt ophold for turister samt højt kvalificerede arbejdere, der ikke har til hensigt at bosætte sig og ikke har kultur, der medfører en adfærd, der strider mod danske værdier.

* Partiet har defineret en dansker som en person, der blandt andet har dansk statsborgerskab fra fødslen og ikke har andre statsborgerskaber. Danskere har ifølge partiet dansk slægt og dansk som modersmål.

* Partiet støtter en politistyrke på 30.000 politifolk. De skal "bekæmpe De Fremmede Fjender", som ifølge partiet er "udlændinge i Danmark, der hader Danmark og danskerne".

* En stor mængde af politistyrken skal være et såkaldt specialiseret udlændingepoliti, der skal finde og udsende illegale migranter.

* Danskere, der lever op til særlige krav om god moral og en årlig skydeprøve, må have lov til at bære våben, mener partiet. Det skal ikke gælde for kriminelle og personer, der ikke er danskere.

* Partiet mener, at velfærd som udgangspunkt kun skal ydes til danskere. Det vil give "enorme besparelser".

* Jobcentrene skal nedlægges, og arbejdsløse skal i stedet motiveres til at klare sig selv.

* Læger skal vurdere og behandle syge. Den vurdering skal også danne grundlag for, om en person skal kunne sygemeldes eller tildeles førtidspension.

Kilder: Stram Kurs, Ritzau og Altinget.

/ritzau/