Prøv avisen

FAKTA: Pisa tester 15-åriges evner til at læse og regne

Danske elever ligger fortsat over internationalt gennemsnit, når det gælder læsning, matematik og naturfag.

Danske elever ligger fortsat over OECD-gennemsnittet i både læsning, matematik og naturfag.

Men for naturfags vedkommende går det tilbage, viser resultatet af den seneste Pisa-undersøgelse, der tirsdag er blevet offentliggjort.

Her kan du læse om, hvad Pisa er for en størrelse.

* Pisa er en OECD-undersøgelse, der sammenligner skoleelevers resultater i alle medlemslandene samt en række "partnerlande".

* Hensigten er at teste, hvor gode 15-årige elever er til matematik, naturfag og læsning. De nyeste tal hedder Pisa 2018, fordi tallene er indsamlet sidste år.

* På verdensplan deltager cirka en halv million elever fra 79 lande i testen.

* I Danmark er cirka 400 skoler udtrukket til Pisa-undersøgelsen. Fra hver skole deltager udvalgte elever.

* Testen består af en række praktiske opgaver indenfor læsning, matematik og naturfag.

* Der kommer en ny undersøgelse hvert tredje år. Det er syvende gang, at Danmark er med.

* Den første Pisa-undersøgelse blev lavet i 2000 og bestod kun af en læseprøve.

* I 2003 blev matematik tilføjet, og i 2006 kom naturfag med.

Kilder: Undervisningsministeriet, Vive.

/ritzau/