FAKTA: Valg i utide og uro i grønlandsk regeringsparti

Grønlænderne går til valg 6. april. Omstridt mineprojekt i Sydgrønland splitter befolkning og partier.

Intern uro i det mangeårige regeringsparti Siumut og politisk splittelse om et stort mineprojekt i Sydgrønland betyder, at grønlænderne går til valg i utide tirsdag 6. april.

Her skal vælges 31 medlemmer til det grønlandske parlament, Inatsisartut. Samme dag er der valg til øens fem kommuner.

Læs mere om valget her:

* Mineprojektet i Sydgrønland med udvinding af uran og sjældne jordarter skaber heftig debat i befolkning og partier.

Tilhængere peger på, at projektet vil skabe mange arbejdspladser og indtægter til det grønlandske samfund, mens modstandere frygter store konsekvenser for natur, miljø og sundhed.

* Samtidig er der uro på de indre linjer i det socialdemokratiske parti Siumut, der bortset fra fire år har haft fast abonnement på magten i Grønland, siden hjemmestyret blev indført i 1979, og som i 2009 blev til Grønlands Selvstyre.

Uroen kulminerede, da regeringschef Kim Kielsen i november blev væltet som partiformand til fordel for Erik Jensen. Men Kielsen valgte at fortsætte som leder af regeringen, Naalakkersuisut, og det har skabt usikkerhed om, hvem der er den reelle leder af partiet.

* I februar forlod partiet Demokraatit/Demokraterne regeringen med den begrundelse, at det ikke længere ville stå model til Siumuts interne magtkampe.

Netop uroen i Siumut får det store oppositionsparti Inuit Ataqatigiit (IA), der repræsenterer den yderste venstrefløj i Grønland, til at tro på et magtskifte.

IA vil stoppe mineprojektet i Kvanefjeld, hvis partiet vinder valget, mens Siumut vil gå videre med planerne.

* Økonomi, arbejdsløshed og stigende leveomkostninger er de største bekymringer, grønlænderne har ifølge en undersøgelse fra Grønlands Universitet og HS Analyse.

Selv om der tales om stigende arktisk interesse fra USA, militær oprustning fra Rusland og stigende indflydelse fra Kina, fylder udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke meget i den grønlandske befolkning. I hvert fald ikke ifølge undersøgelsen, som blev offentliggjort i februar.

Kilder: Sermitsiaq.ag, knr.gl., Grønlands Universitet.

/ritzau/