Kun 176 udenlandske børn blev sidste år adopteret af danske familier, og det er mere end en halvering siden 2010, hvor i alt 419 adoptivbørn blev hjemtaget til Danmark.
Tallene vækker bekymring hos såvel adoptionsfamilier som eksperter, der peger på, at færre adoptivbørn og -familier kan føre til marginalisering og forringelse i adoptionsekspertise og støttetilbud. Antallet af adoptioner har været støt faldende siden 2002, hvor 609 børn kom til Danmark.
LÆS OGSÅ: Øget pres for adoption af befrugtede æg
Tallene er nu så små, at det nødvendigvis må give anledning til refleksion over, hvad det betyder for adoptivfamilier som gruppe. Jo færre vi bliver, jo vanskeligere bliver det for os og ikke mindst vores børn at spejle sig i andre, der deler samme identitetshistorie. I dag vilde fleste adoptivbørn møde en jævnaldrende med samme baggrund i skolen, men sådan ser det ikke ud til, at det vil blive i fremtiden, hvis den her udvikling fortsætter, siger Jens Damkær, formand for interesseorganisationen Adoption og Samfund, som repræsenterer godt 3000 adoptivfamilier i Danmark.
Minoritetsforsker og lektor emeritus Helen Krag har forsket i magt og indflydelse blandt minoriteter og peger på, at færre adopterede kan føre til forringelser i tilbud og viden om adoption.
Vi ved, at størrelsen på en minoritetsgruppe har betydning for dens gennemslagskraft og mulighed for at sikre egne interesser. I det felt kan de adopterede være særligt sårbare, fordi de på grund af deres historie kan stå med nogle særlige udfordringer og problematikker, der kræver adoptionsspecifik viden og ekspertise, siger hun.
Flere undersøgelser viser for eksempel, at adopterede børn er i større risiko end ikke-adopterede for at udvikle psykiske lidelser, identitetsproblemer og indlæringsvanskeligheder.
Og ifølge May Britt Skjold, psykolog Ved Center for Adoption, bliver de adopteredes helt særlige udfordringer ikke mindre af, at der bliver færre af dem. Tværtimod vil de adopterede i højere grad kunne skille sig ud fra majoriteten.
Mange adopterede siger selv, at det først er, når andre forholder sig til dem som anderledes, at de bliver konfronteret med, at de er anderledes. Det er altid svært at være anderledes og være adopteret som farvet ind i en hvid kultur, siger May Britt Skjold.
Privatpraktiserende psykolog Lene Kamm er tilknyttet Ankestyrelsens rådgivning til adoptivfamilier. Hun tvivler på, at det har afgørende betydning for adoptivbørns psykiske velbefindende, at de bliver færre.
Der er mange andre faktorer, der spiller ind i forhold til adoptivbarnets velbefindende end spørgsmålet om, hvorvidt der lige er et andet adoptivbarn i parallelklassen. Man kan håbe på, at de mennesker, for hvem det lykkes at komme gennem det nåleøje, man i dag skal igennem for at kunne adoptere, bliver endnu mere parate til at være forældre og gearet til opgaven. Jo større parathed og åbenhed hos adoptivforældre, jo større trivsel og selvværd hos det adopterede barn, siger hun og tilføjer:
Vi lever i en globaliseret verden, og der er mange andre mennesker, for eksempel flygtninge og indvandrere, som adoptivbørn kan spejle sig i. De har selvfølgelig brug for at identificere sig med andre, der ligner dem selv udadtil.
Men den køber formanden for Adoption og Samfund ikke.
Vores børn har en særlig identitetshistorie, der ikke kun handler om, at de ser anderledes ud, men i allerhøjeste grad også handler om, at de har mistet deres biologiske familie. Det identitets-fællesskab er truet, og derfor kan jeg ikke se faldet i antallet af adoptioner på anden måde end, at det sætter adoptionsbarnets status og adoptivfamilien som velkendt og accepteret familieform under pres, siger Jens Damkær.
Faldet i antallet af adoptivbørn vurderes at skyldes, at donorlandene tilbyder færre børn til adoption, at prisen på adoption er mere end fordoblet, og at flere barnløse i dag kan hjælpes med fertilitetsbehandling.