Prøv avisen

Børnefamilie bor på herberg med 90 hjemløse mænd

Familien deler de grønne arealer med beboerne, men har trods alt et lille hjørne af haven, der er deres eget, hvor de har kæledyr og blomsterbed. Foto: Leif Tuxen

I de seneste ti år har familien Sabroe Jensen boet dør om dør med 90 hjemløse mænd. Det har været en stor udfordring, der har sat sit præg på familielivet

”Sælger du kun smøger hernede? Sælger du ikke vodka?” spørger Birger. Han er 51 år og har boet på herberget Kollegiet Gl. Køge Landevej i København i lidt over fire måneder.

”Det kommer an på, om du har penge med,” siger receptionisten.

”Det handler sgu også alt sammen om penge,” svarer Birger og trasker ud for at ryge en cigaret.

Her bor han sammen med 89 andre mænd, der har været hjemløse og levet på gaden. Og en børnefamilie.

Tem Sabroe Jensen er rådighedsvagt på herberget og har sammen med sin kone Gry og parrets fire børn haft hjemme blandt folk, de færreste ønsker som deres nabo.

Når dagpersonalet holder fri klokken 18, møder Tem på arbejde. Det er sammen med to andre tilsynsførende hans job at se til, at herberget også står, når klokken bliver 7 næste dag, og dagpersonalet igen møder ind.

En del af hans arbejde handler om at have styr på hverdagsproblemer, som enhver familiefar kan forventes at have styr på. Når et vandrør eller en sikring springer, hvis vaskemaskinerne går i stykker, eller hvis brandalarmen går, er det Tem Sabroe Jensens arbejde at finde en løsning.

Men udover de problemer, skal han også håndtere situationer, man sjældent ser i almindelige familier.

”Når nogle beboere er oppe at toppes, og det sker en gang imellem, er det mig, der ringer efter politiet, og hvis de kommer til skade, er det mig, der ringer efter en ambulance,” siger han, mens han går rundt i herbergets have med sin 6-årige søn Hugo.

Oprindeligt var planen, at familien skulle bo der i to år, spare penge op og flytte ud igen. Det holdt imidlertid ikke stik. Familien har boet på Kollegiet Gl. Køge Landevej i over ti år.

”Vi fik vores datter lidt under et år efter, vi flyttede ind, og vi tænkte ikke, at vi ville lade hende vokse op her. Men de andre tilsynsfamilier, der bor her, havde jo også børn, og de havde det rigtig godt, så vi besluttede os for at blive boende,” siger Tem og går ind mod en af bygningerne forbi en stor flaskecontainer, der er fyldt til bristepunktet.

”Nutella-glasset er vores, ellers er det beboernes,” siger han om indholdet, der ud over pålægsglasset består af mange hundrede tomme vin-og spiritusflasker. Containeren bliver tømt hver uge.

Inden for på gangen i herbergets blok 4 har solen vanskelige vilkår. Stort set alle dørene til beboernes værelser er lukkede, og de enkelte, der er åbne, har gardinerne trukket for. Lugten af fyldte askebægre udkonkurrerer de fleste andre sanseindtryk. De få af solens stråler, der kommer ind, står tydeligt markeret i cigaretrøgen.

Tem går med Hugo i hånden gennem en gang, der minder mere om et værtshus end om et hjem for en dreng, der lige er startet i børnehaveklasse.

Familien havde også gjort sig deres overvejelser, da de flyttede ind. Var det et sted, de ønskede, at deres børn skulle vokse op?

Og det har haft sine omkostninger at bo på herberget. Usikkerheden og nogle af beboernes utilregnelige adfærd har været en stor udfordring for familien.

For under et år siden endte det sågar med, at en 32 årig beboer blev stukket i hjertet med en fiskekniv og døde af sine kvæstelser. Både gerningsmanden og offeret boede også på Kollegiet Gl. Køge Landevej, og havde ofte hjulpet familien med at bære indkøb op ad trappen.

Sådanne hændelser gør, at den lille familie blev ekstra opmærksomme på, hvilke mennesker de omgås i deres dagligdag.

”Man skal blive ved med at møde dem åbent. Personligt har Gry og jeg aldrig været bange for beboerne. Men når det banker på døren ind til vores lejlighed, sørger jeg altid for, at det er mig og ikke børnene, der åbner,” siger Tem Sabroe Jensen.

Netop børnene og deres behov har naturligvis været et emne, der har fyldt meget i familiens overvejelser. Men så længe de kan mærke, at beboerne vil børnene det bedste, har de ingen problemer med at blive boende.

”Alle de mennesker, der bor her, er i udgangspunktet rigtig søde, og jeg tror faktisk også, at vores børns tilstedeværelse et eller andet sted afvæbner beboerne. De er mere rolige, når der er børn i nærheden,” siger Tem Sabroe Jensen.

På gangen i blok 4 er døren ind til et værelse åben. Fem grønlandske mænd sidder med Slots Pilsnere i hænderne, og på bordet ligger en gammel hashpibe.

”Vores grønlandske beboere har nærmest altid besøg. Først på måneden kommer de trofast slæbende med et par kasser guldbajere, som de skal op og dele,” siger Tem, mens de fem grønlændere vinker til Hugo, Tems søn.

”Jeg kan sagtens forstå, at det for andre familier er grænseoverskridende. Men for os, som jo har boet her i mange år, og som kender beboerne, er det altså et trygt liv. Beboerne kender os og vores børn, og jeg er slet ikke i tvivl om, at de ønsker os det bedste. Mange af dem har jo ligesom os boet her i mange år,” siger han, mens han hilser på en ældre herre, som sidder i solen.

Lædervesten dækker halvt over fodboldklubben Frems logo på den sorte og lidt plettede t-shirt. Et hårdt liv har sat sit præg på hans ansigt, og tænder er der kun 8-10 stykker af. Han har boet på Kollegiet Gl. Køge Landevej i over 20 år.

”Jeg går i hvert fald ikke frivilligt ud herfra. Den eneste måde, jeg kommer herfra, er ved at blive båret i en kiste,” siger han.

Tem Sabroe Jensen, konen Gry og tre af parrets fire børn. Foto: Leif Tuxen
”Alle de mennesker, der bor her, er i udgangspunktet rigtig søde, og jeg tror faktisk også, at vores børns tilstedeværelse et eller andet sted afvæbner beboerne. De er mere rolige, når der er børn i nærheden,” siger Tem Sabroe Jensen. Foto: Leif Tuxen