Professor Lars-Henrik Schmidt lukker en altandør, så lyden af legende børn ikke skal forstyrre os for meget.
Overfor den kendte filosofs villa på Frederiksberg ligger der nemlig en børnehave, og ejendomsmægleren jokede i sin tid med, at huset helst skulle sælges i weekenden, da Lars-Henrik Schmidt købte det som rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, fortæller han og tilføjer:
”Mig gør børnene nu ikke noget. Jeg er tredje barn ud af en søskendeflok på ni i Vejle, så jeg blev tidligt vant til at koncentrere mig i en kakofoni af børnestemmer. Men folkeskolens bibliotek var samtidig mit hellige retrætested. Jeg gik med mælk fra jeg var ni år for at hjælpe familien, men når jeg ikke skulle arbejde, sad jeg dagligt der og nød stilheden og bibliotekets bøger, som jeg nærmest systematisk stavede mig igennem,” siger han og læner sig tilbage i sin stol i arbejdsværelset.
Den østjyske dialekt bor stadig i hans lange, formfuldendte sætninger, ligesom han heller aldrig har sluppet forkærligheden for bøger. Arbejdsværelset er i sig selv et helt bibliotek med bugnende bogreoler, der kun efterlader få reserverede pladser til gipsfigurer af Sokrates, Buddha, Voltaire, H.C. Andersen og øverst en Kristusfigur fra Rio klemt ind mellem bøger med udstrakte gipsarme.
Og Kristus er også at finde på gulvet, hvor et indrammet broderi forkynder det glade budskab om, at ”Jesus elsker dig”.
”Det er jo rart at vide, at der altid er en, der elsker mig. For jeg blev født før abortens frigivelse, og jeg var med sikkerhed ikke noget ønskebarn. Det var ingen af os søskende. Men som min far sagde, da jeg var voksen: ’Jeg vil gerne indrømme, at I hverken var planlagt eller ønsket, men når I nu kom, så skulle vi også tage os af jer’. Det var sagens kerne. Det bedste havde været, at vi ikke var der, men når vi nu kom som konsekvens af de voksnes handlinger, skulle de også tage sig af os. Og det gjorde de da også, selvom de nu overlod en del af opdragelsen til os søskende.”
Som den ældste dreng overtog han også helt fysisk sin fars stol, når han ikke var der, så det var i sig selv en lille mellemlederuddannelse. Men det var også en gave at have så mange søskende. For det var i høj grad dem, der skabte en stemning af hjemmelighed.
Og i dag ses han stadig ofte med sine søskende, og ugentligt samles kernefamiliens tre generationer i et måltidsfællesskab under hustruens vinger, fortæller Lars-Henrik Schmidt, der til gengæld ofte havde en følelse af at gå i vejen for de voksne som barn:
”Vi børn skulle også helst lege udenfor. Jeg ser stadig min mor for mig, mens hun stønnende trækker vasketøj ind gennem det åbne vindue. Med ni børn i huset var der altid enorme mængder af vasketøj og bleer i huset. Og når min mor jamrende samlede tøjet sammen, kunne man få fornemmelse af, at vi børn først og fremmest var til besvær. Det fyldte os med skyld over hovedet at være til. Derfor har jeg hadet synet af vasketøj siden. Begge mine hustruer har altid elsket duften af rent tøj, som hænger på en tørresnor. Men for mig repræsenterer det hårdt arbejde.”
Sanglinjerne ”det’ da godt at vi blev født, før aborten den blev fri” fra Kim Larsens ”Vi er dem, de andre ikke må lege med” og ”vi var en kæmpe børneflok, og der var aldrig penge nok” fra Shu-bi-duas ”Den røde tråd” rimer således på Lars-Henrik Schmidts barndomserindringer.
Men det var også lærerigt at vokse op på den måde, fortæller han:
”Det gav mig tidligt en fornemmelse af, at intet kommer af sig selv. En gang om året lejede vi en bil og kørte en tur. Men vi havde aldrig råd til nogen rigtig ferie eller nogen form for anden luksus, og hvis man ville have en ny ting, måtte man tjene sine egne penge og spare op af dem. Og min egen historie er også et eksempel på, hvordan familien har ændret sig i min egen levetid. Alle børn, der blev født efter abortens frigivelse, er jo per definition ønskebørn og derfor forældrenes selvvalgte projekter, ligesom man i stigende grad har valgt familien til og fra. Det vidner skilsmissestatistikkerne jo om. Det er ikke længere nogen selvfølge, at et par bliver sammen, og hjemmet betyder ikke længere det samme, som det engang gjorde.”
Velfærdsstatens opbygning og kvindefrigørelsen betød, at kvinden pludselig ikke længere var økonomisk afhængig af manden, efter hun i stigende grad kom ud på arbejdsmarkedet.
Det ændrede som bekendt de gamle familiestrukturer. Men Lars-Henrik Schmidt mener, at det er overset, hvor meget det også har betydet for vores opfattelse af hjemmet:
”Familien blev oprindeligt skabt som en arbejdsdelingskonstruktion. Filosoffen John Locke skrev om en mands property, hans ejendom, der både dækkede kone, børn, heste og får. Og hjemmet var båret af et ”house”. Det er derfor, at det hedder en madmor, en husmor, og en hustru, for konen var bundet til huset, ligesom familien var bundet til et bestemt hus. Sådan var det helt frem til stavnsbåndets ophævelse. Men efterhånden som færre og færre landmænd og håndværkere havde den slags store huse med dertilhørende arbejde til alle, gik man i stedet over til en arbejdstidsfordeling. Det er den proletariske familie, hvor alle skyder noget ind i familien i form af den enkeltes arbejdskraft. Det karakteriserede den jordløse familie, hvor familien var en del af faderens arbejdskraft. Som arbejdsdreng skulle man aflevere sin løn derhjemme, ligesom jeg gik med mælk og senere aviser,” siger professoren og fortsætter:
”Siden romantikken har vi været vant til at tænke, at familien ikke længere var båret af arveinteresser som slægten, men af den romantiske kærlighed. Det er så den borgerlige kernefamilie, der blev født gennem sanselighed og seksualitet, reproduktion og ømhed mellem mand og kvinde, og en tro på, at man skal nære kærlighed for hinanden for at leve sammen. Og ægteskabet blev så også rammen om det at danne et hjem sammen. Det er i princippet to forskellige ting, men når det er så svært at skille ad, skyldes det, at kvinden er hovedpersonen i begge ting. Og familien bliver båret af hjemlighed. Men i min levetid har vores forestillinger om både hjemmet og familien ændret sig radikalt. De færreste bliver på samme sted i samme hus og i samme familie hele livet, og det har skabt en stor følelse af eksistentiel hjemløshed i tiden.”
Hjemmet er blevet en stadig mere flydende størrelse. Det er ikke længere nødvendigvis et konkret hus eller en konkret familie. Nu sætter kun fantasien og kønsdriften grænser for, hvilke familieformer man kan finde med sammenbragte familier på kryds og tværs.
Og efter Lars-henrik Schmidt selv blev enkemand har han også fået to bonusbørn i medgift af sin nuværende hustru, så de nu tilsammen har fire børn og fire børnebørn, fortæller han:
”Familien er stadig knyttet til ens hjemlighed. Ikke til et bestemt hus, men til gengæld er ting, der knytter sig til ens barndomshjem, stadig vigtige for mange. De fleste af os har en ting fra vores hjem. Og det betyder mere, end vi lige aner. Undersøgelser viser også, at emigranter klarer sig bedre, hvis de har noget med fra deres oprindelige hjem. De kan virke negativt integrationsmæssigt, at man for eksempel skal klamre sig til sin farfars karlekammerskab, men det repræsenterer jo ens rødder. Det er også derfor, at danske emigranter nærmest holder mere fast ved de danske skikke end danskere, der bor i Danmark. For uden hjemlighed havner man selvsagt hurtigt i en følelse af hjemløshed. Men det brud med familien oplever alle jo, når de flytter hjemmefra, og det går op for en, at man ikke bare kan flytte tilbage. Hvis man bliver ved med at være fars dreng, bliver man aldrig sin egen dreng. Så forudsætningen for at blive sig selv er at holde op med at være sig selv, så man kommer i en situation, hvor man selv kan skabe en ny hjemlighed.”
Det er dybest set et åndeligt identitetsprojekt, mener han:
”Et hjem er ikke kun en tingslig størrelse, en bomaskine, men også en åndelig størrelse. Hvem repræsenterer den så? Det gør moderen. Det er derfor moderens pligt at skabe et hjem for sine kære, men det kan kvinder ikke tåle at høre. For det føles ikke længere som en livsopgave for en moderne kvinde at skabe et hjem, for hun skal jo skabe sit eget liv. Derfor vil hun ikke acceptere en rolle som tjenende ånd, men det, hun faktisk gør, er alligevel at bygge en rede for hjemlighed. For hun er stadig den vigtigste figur i hjemmet, hun er hjemmets ypperstepræstinde. Og det kan hun også være i den moderne familie, hvor man ikke er blodsbeslægtede. For en moderne familie handler ikke om, hvem man deler gener med, men hvem man vil have med til juleaften. Det er den moderne familie og den moderne hjemlighed. Og den moderne familie er således også mere et udtryk for et bestemt tilvalg. I dag er der jo masser af mennesker, der i vores singlekultur overvejer, om de overhovedet gider besværet med at sætte børn i verden.”
Gjorde du også det selv?
”Nej, jeg mødte tidligt min første hustru, og vi var aldrig i tvivl om, at vi skulle have børn. Spørgsmålet var blot hvornår. Men jeg var nok heller ikke en helt moderne far. Moderne forældre gør det til et projekt at være sammen med deres børn, mens mine forældre intet gjorde. Og jeg har nok lagt mig midt i mellem. Jeg er ikke sikker på, at mine børn vil sige, at jeg var fraværende, men jeg var klart ikke nogen legeonkel, og jeg brugte heller ikke mine weekender på at køre rundt til fodboldstævner. Jeg afleverede børnene i institution om morgenen, og når jeg havde fri fra arbejde, købte jeg ind og lavede mad, mens min kone var sammen med børnene. Og det er først i bakspejlet, at jeg kan se, at jeg hyggede mig med at lave mad, mens min kone foretrak at være sammen med børnene. Jeg involverede mig ikke i børnenes lege på samme måde, som min søn leger med sine børn. Der kan jeg se nogle klare forskelle.”
Hvad var så bedre i din barndom?
”Der var måske en større tillid til, at vi selv kunne lege. Vi havde intet legetøj, mens mine kammerater med enlige mødre havde bunker af legetøj. Og den tendens er kun fortsat. Det kan være et våbenkampløb at følge, hvordan skilsmisseforældre giver deres børn bunker af legetøj som tegn på deres kærlighed og kompensation for den fraværende far. Det er jo også nemmere at give en ny bunke Lego end at gå en tur. Det betyder samtidig, at børnene bliver dårligere til at lege for sig selv. Det kan man også se på den måde, man fremstiller legetøj og børnebøger på i dag, hvor de i stigende grad skal støtte både børn og forældre, så de voksne kan komme væk og gå på Facebook og skændes om de daglige pligter, mens børnene er parkeret på Netflix. Det kan man ikke gøre, hvis legetøjet var designet til, at de voksne også skal være med til at flytte brikkerne i Ludo. Men mit indtryk er, at nutidens forældre gør, hvad de kan for at være nærværende, så længe de har overskuddet til det. Og der er ingen tvivl om, at folk kæmper for at skabe hjemmelighed for dem selv og deres børn i det rod af sammenbragte familie mange alligevel forstår at finde sig til rette i,” siger han og tilføjer:
”Jeg tror sådan set også, at familien har en stor fremtid for sig. Ingen gjorde protester, da Kristeligt Folkeparti i sin tid fik indført i skoleloven, at familien er fundament-samfundet. Det mener jeg stadig, at den er, ligesom jeg mener, at man kan forklare mange af samfundets strukturer ud fra familiens figuration. Nu overdrager ’faderen’ bare noget magt til ’datteren’, jeg kalder det learkomplekset, men det er de samme grundlæggende familiebrikker, som samfundet er bygget af. Og mens singlekulturen og individualismen i samfundet har frigjort os fra de gamle familiebånd, dyrker folk slægtsforskning som aldrig før og er besatte af at finde deres ophav. Blodets bånd betyder alligevel noget, når det kommer til stykket, for al den frihed fører hurtigt til en følelse af rodløshed, og det ligger dybt i os alle sammen at forsøge at finde hjem på den ene eller anden måde.”
Udviklingen kan sammenlignes med forskellen på det nye og gamle testamente. Hvor blodets bånd var væsentlig i Det Gamle Testamentes mange opremsninger af slægtstavler hus Guds udvalgte folk, giver Jesu blod i Det Nye Testamente et nyt åndeligt slægtsskab, der inviterer alle til at finde tilbage i en identitet i at være Guds børn.
Paulus taler ligefrem om at være udlænding på Jorden, idet de kristnes egentlige hjem er i Himlen. Og på samme måde var fortidens hjemlighed knyttet til et konkret hus og en konkret slægt, mens den moderne hjemmelighed er et mere åndeligt projekt, mener Lars-Henrik Schmidt og peger igen på ”Jesus elsker dig”-broderiet, som man blandt andet kan føle sig hjemme med:
”Det er et moderne identitetsprojekt at finde hjemlighed i verden. Familien er måske mere eller mindre opløst, som vi engang kendte den, men så må man finde nye slægtsskaber og nye steder at føle sig hjemme. Dette hus, min hustru og de ting og sager, vi omgiver os med, er et hjem, men jo også et forsøg på at skabe hjemlighedens sanselighed. Det er os, og det vi hentyder til, når vi siger ’vi’. Og jeg håber da, at jeg skal bæres ud herfra. For jeg føler mig hjemme her”, siger han, inden han følger mig ud i haven, hvor lyden af legende børnehavebørn er blevet en del af hans hjemlighed.
