Fangekoret styrker indsattes selvværd

Hurtige mirakler kan ikke redde alvorligt kriminelle, siger Louise Adrian, leder af Fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel og bogaktuel

”Jeg savner nuancer i den aktuelle debat. Det fremstilles lidt, som om forbrydere er mennesker, der ikke fortryder deres handlinger. Jeg mærker smerten over det, de har gjort, i deres tekster,” siger leder af Fangekoret Louise Adrian, der er en af hovedpersonerne i en ny bog om Fangekoret, der er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. –
”Jeg savner nuancer i den aktuelle debat. Det fremstilles lidt, som om forbrydere er mennesker, der ikke fortryder deres handlinger. Jeg mærker smerten over det, de har gjort, i deres tekster,” siger leder af Fangekoret Louise Adrian, der er en af hovedpersonerne i en ny bog om Fangekoret, der er udkommet på Kristeligt Dagblads Forlag. –. Foto: Daniel Øhrstrøm.

Louise Adrian undskylder, at hun er lidt træt. Den 47-årige leder af fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel er netop kommet tilbage efter et par øvetimer med koret i fængslets kirke. Stemningen blandt de indsatte var stresset efter de seneste dages pressedækning og en forside fra Ekstra Bladet med overskriften Det er Meyers kokke dømt for. Fire af korets medlemmer har også meldt sig til den berømte koks madskole i fængslet, og to af dem er nu havnet på forsiden. Det gør ondt.

LÆS OGSÅ: "Fanger kan synge sig ud af kriminalitet"

Louise Adrian understreger, at Fangekoret og kokkeskolen er to helt forskellige initiativer.

Kokkeskolen er et resocialiseringstilbud, der giver de indsatte nogle erhvervskompetencer i løbet af et tre måneders kursus, og det er de indsatte lykkelige for. Fangekoret har eksisteret i 17 år, og vi er et musikalsk tilbud ikke primært et resocialiseringsprojekt, siger Louise Adrian.

I denne uge udgiver Kristeligt Dagblads forlag bogen Fangekoret. Journalist og forfatter Daniel Øhrstrøm har fulgt korets medlemmer og Louise Adrian, og bogen fortæller flere af fangernes livshistorier.

Vi har ni ringbind med artikler om fangekoret. Men det er første gang, at flere af kormedlemmernes personlige historier bliver beskrevet, og vi er spændte på modtagelsen. Vi synes selv, at bogen er blevet solid og sober, fortæller Louise Adrian, da vi mødes på en café på Vesterbro i København, få gader fra hendes hjem, hvor hun bor sammen med fængselspræst Erik Adrian og parrets fem børn i alderen fra 12 til 18 år.

Det er 17 år siden, at Louise Adrian fik stillingen som organist i fængselskirken i Vridsløselille Statsfængsel og Anstalten Herstedvester. Samtidig blev hun ansvarlig for kirkekoret, og hun fik hurtigt den idé at øve mere målrettet med koret.

Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund 10 kilometer fra København rummer nogle af landets mest hårdkogte fanger, der er dømt for forbrydelser som mord, massiv narkohandel, serier af røverier eller grov og gentagen vold.

Men trods det hårde klientel har Louise Adrian fra starten oplevet stor velvilje blandt fangerne.

Mange af mine venner frarådede mig i begyndelsen at arbejde med fangerne, men jeg kunne også mærke, at mine venner ikke havde ret, når de stemplede de indsatte som uberegnelige psykopater. Jeg oplevede tværtimod nogle enormt søde mænd, der godt nok som regel var negative, når jeg kom, men som blødte op og gav mig enormt meget positiv respons, når jeg mødte dem med tillid og respekt, fortæller Louise Adrian, der selv er opvokset i et musikalsk hjem i Albertslund ikke langt fra Vridsløselille Statsfængsel.

I dag består koret af 22 medlemmer, hvoraf de 13 er indsatte og ni løsladte. Koret turnerer rundt i Danmark med et repertoire på 25 sange og tekster, som korets medlemmer selv har skrevet om deres egne livshistorier.

De første ni år foregik al optræden inden for fængslets mure. Men da koret blev kendt i medierne, opstod der efterspørgsel efter koncerter uden for fængslet, og Direktoratet for Kriminalforsorgen udfærdigede derfor særlige regler, så de indsatte kan få udgang til at optræde.

Hvis jeg fra starten havde sagt: Målet er, at I skal ud at synge, og I skal i medierne, så havde projektet været dødsdømt. Når vi er nået så langt, skyldes det, at vi har arbejdet med koret i mange år. Mange af de indsatte higer efter nogen, der gider være sammen med dem. De savner gennemgående personer i deres liv, og derfor betyder det meget, at jeg har kunnet arbejde med Fangekoret i 17 år, siger Louise Adrian, der understreger, at arbejdet med de alvorligt kriminelle kræver en lang, tålmodig indsats.

Mit job har konstant handlet om at finde ud af, hvad de indsatte i koret kan og gerne vil. Det nytter ikke at tro, at man kan skabe mirakler med små hurtige løsninger, siger Louise Adrian.

Også på det musikalske plan har koret været et tålmodighedsarbejde. Langt fra alle synger rent, men Louise Adrian har udviklet metoder, så alle lærer at ramme tonerne. Hun understreger, at kirken og det kristne budskab betyder meget for Fangekoret.

80 procent af de tekster, fangerne selv har skrevet, handler om Gud. Mange oplever, at de kun har Gud tilbage, og de har en religiøs længsel, fordi omverdenen tager afstand fra dem, forklarer Louise Adrian.

I koret lærer de indsatte at samarbejde og lytte til hinanden og at indgå i et forpligtende fællesskab, hvor de ikke bare kan stikke af.

Men jeg kan ikke generalisere og sige, at alle kriminelle ryger ud af kriminalitet, hvis de synger i et fangekor. Der er nogle, som er uden for rækkevidde. Måske er de født med ADHD og har været kriminelle, siden de var fem år. Men lige nu kan vi glæde os over, at mange af de løsladte fra Fangekoret klarer sig godt, siger Louise Adrian.

Hun understreger, at koret har en lige så stor berettigelse for de indsatte, der falder tilbage i en kriminel løbebane.

Uanset hvad er koret med til at bygge dem op som mennesker, og der er ingen, som kan tage de musikalske oplevelser fra dem, selvom deres straffeattest er plettet, siger Louise Adrian.

Men kan det ikke krænke ofrene, at mordere og vaneforbrydere drager rundt på kirketurné og oven i købet kommer på tv?

Du går ikke ind i City 2 og oplever Fangekoret helt tilfældigt. Koret er kun tilgængeligt der, hvor folk ønsker at møde dem. Korets budskab er, at fangerne er kede af det, de har gjort, og gerne vil sige undskyld. Hvis koret bestod af 22 selvforherligende sangere uden den mindste skygge af samvittighed, så fandtes koret ikke, siger Louise Adrian, der oplever angeren over forbrydelsen som en stærk følelse blandt næsten alle korets medlemmer.

Jeg savner nuancer i den aktuelle debat. Det fremstilles lidt som forbrydere er mennesker, der ikke fortryder deres gerninger. Jeg mærker deres smerte over det, de har gjort, i deres tekster. De fleste fortryder, men der er også enkelte, der ikke synes, de har gjort noget forkert og siger, at det er samfundets skyld. Lige nu har jeg en dialog med en fange, som jeg synes bagatelliserer den kriminalitet, han har begået. Jeg kan ikke tage den følelse fra ham, men jeg kan bede ham om ikke at skilte med sin holdning, siger Louise Adrian.

Hun fortæller, at den aktuelle diskussion om ofrene har gjort indtryk i fængslet.

Alle sænker blikket, når det handler om ofrene. Holdningen er, at det er vigtigt, at der er nogen, der tager sig af dem. Men det er også klart, at de indsatte hellere vil gå på Claus Meyers kokkeskole end at sove på en kedelig fængselsarbejdsplads i 12 år. I forhold til Fangekoret er det Direktoratet for Kriminalforsorgen, der beslutter, hvornår fangerne skal lukkes ud for at optræde, og det kan først lade sig gøre, når de er langt i deres afsoning. Hverken Peter Lundin, Stein Bagger eller Amagermanden kommer til at stå som forsangere i Fangekoret. Der er ingen grund til at provokere eller træde på folks retsfølelse.

Bogen Fangekoret af journalist Daniel Øhrstrøm er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag i denne uge