I den sandfarvede hjørnesofa sidder 62-årige Pia-Britt Ruberg og kigger på et billede af sig selv. Stilen er maskulin, og stemmen er dyb. Hun har ikke benene over kors, men sidder mandigt med spredte ben, og armene ligger langs ryglænet på sofaen. Bag de let-grålige lange lokker kan man skimte et par perleøreringe, og i dagens anledning er læbestiften og øjenskyggen fundet frem.
Men de sirlige og feminine detaljer ved udseendet drukner i den mandige fremtoning. Hun holder billedet mellem de lidt for store hænder, hvor den lyserøde neglelak er begyndt at skalle af i kanten. Pia ved godt, at hun ikke altid er så kvindelig mere. Hun taler mere som en mand, og hun er igen begyndt at interessere sig for biler, fly og ting, som mænd normalt går op i.
Efterhånden er Per begyndt at komme mere tilbage, og det sætter også sit tydelige præg på det lille hvide hus i Brandstrup på Lolland. Overalt er der sorte kabler, musikinstrumenter og tv-udstyr både fra det band, Pia spiller i, og fra de tv-produktioner, hun en gang imellem laver til de lokale tv-nyheder.
Den lykke, som hun troede ville være en naturlig følge af operationen fra mand til kvinde, er efterhånden meget svær at fornemme.
På billedet ser hun sig selv, som hun så ud lige før kønsskifteoperationen. Dengang lignede hun en mand på en prik. Dengang var hun Per en mand med hvid skjorte, blåt slips og en kortklippet frisure. I 53 år har hun levet et liv som Per. Et liv som en mand udadtil, men som kvinde indadtil. Hvert sekund, hvert minut har splittelsen været der, og følelsen af at være fanget i den forkerte krop trængte sig mere og mere på, som årene gik.
Allerede som helt lille kunne Per mærke, at han ikke var som de andre drenge. Dengang boede han som enebarn i Sydafrika sammen med sin mor og far.
Jeg gik på drengekostskole. Men jeg følte mig ikke som de andre. Jeg har altid følt, at der var noget galt. Da jeg var helt lille dreng, kunne jeg godt lide min mors kjoler, fortæller Pia og retter lidt på håret.
Efter nogle år flyttede familien til Danmark igen, og Per havde flere pige-kærester. Der har aldrig været nogen tvivl om, at han var til kvinder og ikke til sit eget biologiske køn, som nogle andre transseksuelle mennesker er. Som årene gik, trængte behovet for at være kvinde sig mere og mere på. Per forelskede sig i en kvinde, som han var gift med i 22 år. Men det var ikke et helt almindeligt ægteskab.
Hvis jeg var ude at rejse med min kone, gik der kun tre dage, så ville jeg bare hjem og være pige. Hjem og rulle gardinerne ned og have pigetøj på. Det hader hun mig for i dag. I starten undrede hun sig over, hvorfor hendes højhælede sko blev større. Men efterhånden vidste hun godt, hvem jeg var. I dag taler vi ikke sammen, fortæller Pia om den hustru, som hun i dag er skilt fra.
Når gardinerne blev rullet op, og Per tog på arbejde som personalechef i et luftfartsselskab, var det iført nålestribet jakkesæt og guldmanchetknapper.
Flere gange er jeg faldet om på jobbet, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg måtte hjem og forsvinde ind i min drømmeverden. Hjem og være pige. Det var som et narkotikum. Det gav mig fred i sjælen.
Men helt fred gav det ikke. Det var ikke nok at lade som om. Han måtte have mere, og han måtte have det helt rigtige for at blive lykkelig. For under kjolen havde Per stadig det forkerte køn. Han havde i mange år tigget og bedt lægerne om at få en operation. Men uden held. En dag for otte år siden fik han dog at vide, at det alligevel kunne lade sig gøre.
Jeg blev så lykkelig. For endelig kunne jeg få rigtig fred. Endelig kunne jeg blive den, jeg følte, jeg var. For jeg væmmedes ved min egen krop, fortæller Pia.
For at få grønt lys til operationen skulle Per leve og klæde sig som kvinde i flere år. Men det var ikke altid uden problemer.
Det var ofte frygteligt at gå rundt ude i verden klædt som kvinde uden at blive accepteret som kvinde. Jeg husker en dag hos lægen, hvor jeg sad i venteværelset med blærebetændelse og var klædt som kvinde som Pia. Men mit sygesikringsbevis havde stadig et ulige nummer til sidst, og der stod Per på sygesikringskortet. Lægen råbte Per Ruberg ud i ventelokalet, og alle stirrede på mig, da jeg rejste mig som kvinde. Det var ikke rart, fortæller Pia med tilpas megen harme i stemmen, som afslører, at det ikke var en enkeltstående oplevelse.
Per havde store forventninger til livet efter operationen. Måske for store forventninger. For alt er ikke blevet, som Per håbede, det ville blive, den dag, der pludselig stod Pia på sygesikringskortet.
Jeg bildte mig selv ind, at græsset var grønnere ovre hos pigerne. Men da jeg først kom derover, opdagede jeg, at det havde samme farve. Jeg har eksempelvis oplevet mange gange, at jeg som kvinde bliver set ned på i forsamlinger med mænd. De overhører én, og mine ord er ofte ikke lige så meget værd mere, fortæller Pia, der af den grund heller ikke har søgt mange af de job, som hun egentlig gerne ville have.
Men det var ikke kun forventningerne til livet som lykkelig kvinde, der ikke blev indfriet. Operationen gik heller ikke som planlagt. Der gik ikke længe, før hele underlivet faldt fra hinanden, og Pia måtte opereres igen for redde, hvad reddes kunne.
I dag er hun vokset sammen forneden, og rent kropsligt har Pia hverken det ene eller andet køn. Hun kommer aldrig til at have et normalt sexliv. Og hun kommer aldrig til at være sammen med den kvinde, hun i dag elsker, og som hun allerede før operationen har haft et forhold til. På trods af deres kærlighed til hinanden bor de ikke sammen. For kvindens børn vil ikke vide af Pia.
Da jeg først var blevet opereret, fandt jeg ud af, at det ikke var ren idyl. Det er ikke bare en lykkepose at skifte køn. Det løser nogle problemer, men det kan skabe andre problemer, som er værre. Og det tror jeg gælder for samtlige, der er blevet opereret, fortæller Pia og fortsætter:
Problemerne fortsætter, og jeg er stadig den samme, selvom jeg er blevet opereret. Jeg har haft meget sorte tanker og har haft det virkelig dårligt. Jeg har på et tidspunkt overvejet, om jeg skulle gøre en ende på livet, fordi jeg kunne se, at jeg ikke havde et liv og ikke ville få en fremtid. Jeg kunne ikke få nogen glæde af det, jeg er gået igennem. Og den kærlighed, jeg har til hende, jeg elsker, kan jeg ikke give 100 procent, siger Pia.
Hun har svært ved at svare på, om hun fortryder kønsskiftet ligesom hun også har svært ved at svare på, om hun er blevet mere lykkelig efter operationen.
Der er ikke noget, der rigtig ændrer sig. Din psyke ændrer sig ikke, for det er den samme hjerne. Der er visse ting, som jeg ikke kan gøre mere, men som jeg savner. Jeg kan godt få lyst til at lægge mig under bilen og reparere den. Men nogle gange siger mine venner, at jeg skal skrue lidt ned for blusset.
Pias forældre, der i dag begge er døde, havde først meget svært ved at acceptere, at deres søn var transseksuel. I mange år var de ulykkelige over, at Per ikke følte sig som den dreng, de havde født. Men da de senere forstod, at en operation var den eneste rigtige beslutning for Per, valgte de at acceptere det. Den resterende familie hører hun ikke fra mere efter operationen. Flere venner har også vendt hende ryggen, fordi de ikke kunne leve med ændringen.
En af dem var en god ven, som Pia på det tidspunkt spillede i band sammen med til konfirmationer og fødselsdage.
Min makker sagde, at han ville gå hjem, hvis jeg mødte op i dametøj. Det ville jeg ikke acceptere, så derfor stoppede jeg i bandet, siger Pia.
Men interessen for musik stoppede ikke. Tværtimod. Musikken spiller i dag en stor rolle i Pias hverdag, og hun spiller stadig ude til forskellige arrangementer. Rundt omkring i stuen er der tre guitarer og to basguitarer, og i hjørnet har hun en mixerpult og tre keyboards.
Pia griber i et snuptag den pink elguitar, og hurtigt breder lyden fra guitar, keyboard og Pias sprøde, men alligevel blide stemme sig i huset. Det er en Cliff Richard-sang, der handler om at miste forholdet til nære relationer:
Its so funny how we dont talk anymore, synger Pia for fuld skrue, så taget på det lille hvide hus næsten er ved at lette.