Prøv avisen

Fanøboerne er stadig deres egne

Fra den selvstændighed, som fanøboerne opnåede ved frikøbet i 1741, kan man drage en parallel til afstemningen i 2005 i forbindelse med strukturreformen. Da stemte nemlig 66 procent eller to tredjedele af fanøboerne ja til at forblive en selvstændig kommune. Med sine godt 3200 indbyggere er øen i dag Danmarks næstmindste selvstændige kommune efter Læsø. Foto: Henning Bagger

Den 10. juli er det præcis 275 år siden, at fanøboerne købte deres ø fri af kongen, hvilket fejres med 10 dages fest. Trangen til frihed lever stadig, hvilket man så ved den seneste kommunesammenlægning, hvor den lille ø også bevarede sin selvstændighed

I 2005 stemte fanøboerne om, hvorvidt øen skulle fortsætte som selvstændig kommune, eller om den skulle lægges sammen med Esbjerg. Op til folkeafstemningen kæmpede fortalerne for selvstændighed under sloganet ”1741 – lad os gøre det igen”. Det, de gjorde i 1741, var at købe deres ø fri af kongens ejerskab.

Frikøbet skete ved en auk-tion den 10. juli, og den dag i dag står historien om frihedsbrevet stadig så levende i øboernes bevidsthed, at de i går indledte 10 dages fest for at fejre 275-årsjubilæet.

”Man kan godt trække nogle linjer fra dengang op til i dag,” siger Fanøs borgmester, Erik Nørreby (V).

”Der er stadig en stor frihedstrang herovre. Mange flytter hertil, fordi de godt kan lide at have det frit, de kan godt lide, at her er udsyn og højt til loftet. Og det udsyn stammer fra sejlskibstiden, da i hvert fald mændene kom ud i den store verden.”

Og netop sejlskibstiden var et direkte resultat af frikøbet. I anledning af jubilæet udgiver Fanø Kommune bogen ”Da fanøboerne fik foden under eget bord” af Per Hofman Hansen og Hans Jørn Kristensen, hvor hele historien bliver fortalt.

Siden middelalderen havde Fanø og Mandø hørt under Riberhus Ladegaard, som kongen ejede. Øboerne var fæstebønder og måtte hverken drive selvstændig handel eller søfart. Den ret tilhørte ripenserne. Fanøboerne var ellers duelige søfolk, der tog hyre på sejlskibe fra Altona og Holland, som sejlede på Vest- og Ostindien, eller de rejste på farefulde hvalfangertogter til Ishavet. Det generede de driftige øboer, at de ikke havde samme rettigheder til selv at drive søfart som deres naboer i Ho, Oksby og Hjerting. Men i 1741 fik de en mulighed for at blive selvstændige.

Da satte kong Christian VI blandt andet Riberhus Ladegaards jorder inklusive Fanø til salg på en auktion. Riget fattedes penge, fordi Svenskekrigene havde lænset statskassen, og fordi Kongen var gået i gang med kostbare byggerier af Eremitagen, Hørsholm og Christiansborg Slot.

Fanøboerne havde allerede i 1719 forgæves forsøgt at købe øen af den tidligere konge. I de efterfølgende år havde de sparet penge sammen, så de var klar, hvis øen igen kom under hammeren.

En anekdote, som stadig fortælles i dag, og som tu- risterhvervet også bruger i sin arkedsføring, vil vide, at det lykkedes fanøboerne at snyde sig til købet af deres ø. Et par dage før auktionen på Ribe Rådhus den 10. juli sejlede skipper og møller Sonnich Jensen Møller fra Sønderho og skipper og gårdmand Niels Sørensen fra Nordby med følge til domkirkebyen. På auktions- dagen tog auktionarius sig en middagslur, og han havde bedt rådhusbetjenten om at blive vækket, når auktionen skulle gå i gang. Det fortælles, at Sonnich Jensen Møller bestak betjenten til at stille rådhusuret en time frem.

Så da auktionarius blev vækket og satte auktionen i gang, var der ikke mødt andre end fanøboerne frem, og de fik derfor hammerslag på deres bud. Da deres værste konkurrent, herremanden fra Trøjborg ved Tønder, red op foran rådhuset, var auktionen således allerede overstået.

Redaktøren af jubilæumsbogen, Per Hofman Hansen, har kigget i auktionskataloget, hvor 21 auktionsnumre var sat til salg, og 11 af dem fik hammerslag, før det blev Fanøs tur. Alle de andre bydende kan næppe have undgået at opdage, hvis der var blevet fusket med tiden.

”Så historien er og bliver en skrøne,” siger han.

Et faktum er det immervæk, at fanøboerne vandt auktionen. Sønderho gik for 1698 rigsdaler, mens fannikerne måtte af med 6524 rigsdaler for den nordlige del af Ejlandet Fanø, som øen hed. Prisen var inklusive de værdifulde strand- og jagtrettigheder.

En anden farverig historie fortæller, hvordan folkene fra Sønderho og Nordby efterfølgende delte øen imellem sig. Det var vigtigt at få så meget strand og så meget eng som muligt – stranden fordi ejerne havde retten til det strandingsgods, der drev i land, engen på grund af dens frugtbarhed.

Den dag, da øboerne skulle fordele jorden, havde de aftalt, at sønderhoningerne skulle medbringe brændevin, og fannikerne skulle have øl med til mødestedet midt på øen. Og de tog godt for sig af drikkevarerne, inden de gik i gang. Dog nøjedes sønderhoningerne med at drikke vand.

Delegationen begyndte at gå mod vest, hvor de nedrammede de pæle, der markerede skellet. Sønderhos nyvalgte sognefoged, Sonnich Jensen, gik til venstre for Nordbys nye sognefoged, Niels Sørensen. For hvert skridt, de tog, fik den noget besofne Niels Sørensen et lille skub i siden med det resultat, at retningen efterhånden blev mere nordvestlig end vestlig, og de endte ude på stranden et godt stykke nord for det punkt, der ellers skulle ligge midt på øen. Næste dag foregik delingen mod øst på samme måde, så sønderhoningerne fik en noget større del af engen, end de var berettiget til.

Den historie kan rumme en flig mere af sandheden end den om auktionen, for da fannikerne opdagede, at de var blevet snydt, lagde de sag an mod deres naboer mod syd. Ved retssagen den 15. marts 1742 indgik parterne dog et forlig, hvor øen blev delt mere retfærdigt.

Da fanøboerne nu efter frikøbet var blevet selvejere, begyndte de at drive selvstændig søfart. I første omgang købte de brugte skibe af deres hollandsk forbindelser og indledte øens storhedstid, sejlskibstiden.

Rivaliseringen og det godmodige drilleri, der stadig foregår mellem sønderhoninger og fanniker, stammer måske fra den episode. Hvis man i dag kommer til at kalde en sønderhoning for fannik, skal man nok få at vide, at det kun er dem, der bor nord for sogneskellet, der hedder fanniker. Betegnelserne stammer fra dengang, da det kun var den nordlige del af øen, der hed Fanø, mens hele den sydlige del inklusive byen mod syd hed Sønderho.

Fra midten af 1700-tallet og indtil slutningen af 1800-tallet voksede skibsfarten fra Fanø, så øen en overgang havde den største handelsflåde uden for København. Skibene, søfolkene og rederne skaffede rigdom til den sandede ø, som også fik en betydelig skibsværftsindustri. De mange skibsdrenge, matroser, styrmænd og kaptajner fra Fanø, der i flere år ad gangen drog på langfart, kom også hjem med det udsyn, som stadig præger holdningen på øen.

”Søfartstiden påvirker fanøboerne på den måde, at de har en mere international orientering. Der bor mange udlændinge på Fanø, og de er blevet godt modtaget. Der er ikke den bondementalitet, der ellers er i andre små samfund,” siger Niels Christian Nielsen, der er geograf og gymnasielærer på Rybners Gymnasium i Esbjerg, og som selv bor på Fanø.

Fra den selvstændighed, som fanøboerne opnåede ved frikøbet i 1749, kan man drage en parallel til afstemningen i 2005 i forbindelse med strukturreformen. Da stemte nemlig 66 procent eller to tredjedele af fanøboerne ja til at forblive en selvstændig kommune. Med sine godt 3200 indbyggere er øen i dag Danmarks næstmindste selvstændige kommune efter Læsø.

”Vi er ikke glade for, at andre skal bestemme,” siger borgmester Erik Nørreby som kommentar til såvel jubilæet for frikøbet som afstemningen om selvstændighed.