Da Ulrik Kirk blev 65 år og kunne gå på pension, kom det som lidt af en overraskelse for ham.
”Jeg havde nok ikke rigtigt erkendt, at jeg havde nået pensionsalderen. Jeg følte det ikke sådan. Mit arbejde er mit liv,” siger Ulrik Kirk.
Han bliver 73 år den 20. marts og er høj med buskede øjenbryn under det drengede pandehår og har en kat, der nærmer sig de 90 menneske-år, på armen, da han inviterer indenfor i huset på en af de krogede gader i Nordby på Fanø ud for Esbjerg. Her flyttede han og hans 16 år yngre hustru, Lisbeth Duus, til i 2000 fra Esbjerg. Det er hans ugentlige fridag fra arbejdet som praktiserende læge i øens Sundhedshus, der ligger lige ovre på den anden side af gaden, og hvor hun arbejder som sygeplejerske.
Ulrik Kirk og hans kompagnon, læge Lauge Sidelmann, der er 68 år, satte deres praksis til salg for et år siden.
”Hvis der kommer nogle unge mennesker, der vil have den, er der ingen betingelser. Det er okay, hvis de gerne vil have, at vi fortsætter, og hvis ikke, er det også okay,” siger Ulrik Kirk, der ikke har en plan for, hvornår han går på pension.
”Jeg bliver ved, til jeg falder af pinden,” siger han.
Folketinget diskuterer for tiden pensionsalder, og om det skal være en særlig ret at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for nogle i særligt nedslidende fag. Ulrik Kirk er udover at være speciallæge i almen medicin og søfartslæge også speciallæge i arbejdsmedicin. Og han er uenig i Socialdemokratiets holdning til spørgsmålet om pensionsalder.
”De vil lave nogle kategorier for, hvem der skal have pension på et bestemt tidspunkt. Det, synes jeg, er forkert, det er i hvert fald ikke fyldestgørende. Inden for blandt andet arbejdsmandsfaget er der en stor gruppe, der ikke tager skade af arbejdet og en mindre gruppe, der virkelig tager skade. Og de sidste holder ikke, til de er 65 år og slet ikke 70 år. Det bør man tage hensyn til og på den måde målrette det.”
”Arbejdsmarkedet burde ikke være indrettet, så folk tager skade af det. Og når det kommer dertil, at folk ikke kan mere, skal de behandles ordentligt. Men at sige, at nu skal murerne have lov til at gå tidligt på pension, er ikke rigtigt, for mange af dem kan arbejde i flere år. Jeg synes, det skal være mere individ-baseret,” siger Ulrik Kirk.
Han passer selv godt til en af konklusionerne i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs årlige rapport, der udkom forleden. Heraf fremgår det, at den største karrieremæssige selvtillid og arbejdsglæde blandt andet findes i faggruppen af læger.
”Jeg synes, mit liv har været og stadig er meget rigt. Jeg har svært ved at skelne mellem at arbejde og have fri og har aldrig gjort det. Min tilværelse har på en eller anden måde altid hængt sammen, og jeg har lyst til det, jeg gør.”
Ulrik Kirk synes, det er meningsfyldt at være praktiserende læge på Fanø, der har omkring 3400 fastboende og besøges af cirka en million gæster om året.
”Det betyder først og fremmest rigtig meget for mig socialt. Selvfølgelig er der en mission med, at folk kommer til lægen, ligesom jeg ringer til Henning Tømrer, fordi han er tømrer. Men vi snakker også godt sammen, og det er også på den facon med mit fag. Jeg føler mig sikker i mit arbejde, jeg kan min metier, og det giver en basis af ustress, og sådan har min kollega Lauge det også, kan jeg mærke. Når det er sommer, og det vælter ind med mennesker, går det virkelig hektisk til. Så kan vi hver have 10 patienter i timen. I vintersæsonen har vi bedre tid og kan sagtens have en patient i en halv time.”
”Man kommer jo til at kende de mennesker, der gerne vil ind til mig eller til Lauge. Patienterne deler sig lidt efter, hvilket gemyt der er, og på den måde har jeg sådan en stamkundekreds, hvor det med helbredet er en tredjedel af konsultationen, og resten er noget socialt, vi lige skal have knaldet af. For eksempel er der en, hvor han og jeg lige skal have gjort det helbredsmæssige færdigt, for vi har en fælles interesse i litteratur, og det er vigtigt for os begge at få snakket om,” siger Ulrik Kirk og griner.
Han peger på, at han som læge får en masse erfaringer og følger fagligt med, og så har de fået skabt en god organisation i Sundhedshuset, der forebygger, at medarbejderne bliver overbelastede.
”De seneste 10 år har vi gjort det, som de tæsker rundt med nu, at de praktiserende læger skal til at løse en masse opgaver. Det tog vi hul på for mange år siden. Så vi har skabt en rigtig god organisation, hvor de ansatte kan lide at være og tager ejerskab. Og der er fleksibilitet, så hvis en er syg eller fraværende, synker skuden ikke af den grund. Vi har det rigtig godt, så det er en glæde at gå på arbejde, en glæde at være sammen med dem, man samarbejder med og en glæde at være sammen med de mennesker, der kommer for at få den ydelse, de nu skal have,” siger Ulrik Kirk.
Bortset fra, at hans led er blevet slidte, så han ikke længere kan løbe 10 kilometer et par gange om ugen, har han et godt helbred. Og han konstaterer selv, at det at være læge ikke er lige så nedslidende som andre fag. Til gengæld kan det af og til være mentalt hårdt.
”Der sker jo indimellem tragedier, og jeg har da også siddet her og læsset af over for Lisbeth og tudet og gjort ved. Og jeg har også noget gemt dybt nede i hjernen, som kommer op ved lejlighed, når der kommer et strejf af noget, der kan lukke op for den kasse. Jo, der er en hel masse rædselsfulde oplevelser. Og der skal man passe på, at man ikke lader sig fylde af det. Der er forskel på sympati og empati. Man skal lade være med at blive en kold skid, man skal kunne gå ind i de her situationer, man skal kunne føle folks smerte, tage sig af den og kunne holde om andre mennesker, der har det svært, men man skal ikke gøre det til sit eget.”
Ulrik Kirk stak som 15-årig til søs og kom først hjem igen syv år efter. Derefter aftjente han sin værnepligt, tog real- og studentereksamen på kursus og kunne i 1974 begynde på medicinstudiet på Aarhus Universitet.
”Jeg har jo været smadder heldig, fordi jeg er vokset op i en tid med utallige muligheder. Så hvis man havde evnerne, har man også kunnet udfolde dem. Det har i hvert fald været mit lod, at mit liv har formet sig sådan, at jeg har fået utallige muligheder. Det er jeg dybt taknemmelig for. I mange andre samfund ville det have været en umulig ting at have været matros i handelsflåden og så blive læge. Men det har kunnet lade sig gøre, og på den måde har vi et ekstremt dejligt og gavmildt samfund,” siger han og tilføjer:
”Der er mennesker, der siger, at nu skal de som pensionister til at leve livet, men det synes jeg, at jeg har gjort altid. Du har jo vidst, siden du blev født, at du skal herfra igen. Det er en god ting at have med sig som erkendelse, hvis man kan lade være med at fordybe sig i angsten, at det liv, man har, er helt enestående. Og at det er med at presse citronen og få så meget glæde ud af det som overhovedet muligt.”