Far til 20 børn udløser krav om børnepengeloft

Den syriske flygtning Daham Al Hasan kan årligt få 200.000 kroner i børnepenge, når han får 17 af sine 20 børn til Danmark

Den 47-årige bygningsarbejder Daham Al Hasan kom til Danmark i marts, og i øjeblikket bor han på en nedlagt skole nær Esbjerg sammen med sin ene hustru og otte børn. I Syrien venter yderligere 12 børn og 2 hustruer på at komme til Danmark. Arkivfoto fra dansk flygtningecenter - børnene på billedet er ikke en del af den omtalte familie.
Den 47-årige bygningsarbejder Daham Al Hasan kom til Danmark i marts, og i øjeblikket bor han på en nedlagt skole nær Esbjerg sammen med sin ene hustru og otte børn. I Syrien venter yderligere 12 børn og 2 hustruer på at komme til Danmark. Arkivfoto fra dansk flygtningecenter - børnene på billedet er ikke en del af den omtalte familie. Foto: Mikkel Østergaard.

Når en syrisk familiefar vil hente 20 børn og tre koner til Danmark, er det bigami ad bagvejen og et udtryk for misbrug af det danske velfærdssystem. Derfor bør Danmark reagere ved at genindføre et loft for, hvor mange børn staten kan give børnepenge til.

Sådan lyder reaktionen fra De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, efter at det er kommet frem, at en syrisk flygtning i Esbjerg forsøger at stifte en familie i Danmark med 20 børn og tre koner.

Den 47-årige bygningsarbejder Daham Al Hasan kom til Danmark i marts, og i øjeblikket bor han på en nedlagt skole nær Esbjerg sammen med sin ene hustru og otte børn. I Syrien venter yderligere 12 børn og 2 hustruer på at komme til Danmark.

Ifølge Ekstra Bladet har 9 af de 12 børn opnået tilladelse til familiesammenføring. Da Danmark ikke tillader flerkoneri, må de to koner i Syrien selv flygte til Danmark. En anden mulighed er, at de kan søge familiesammenføring med deres børn, efter at de er kommet til Danmark. Daham Al Hasan er afhængig af offentlig forsørgelse, da han siger, at han på grund af psykiske problemer ikke kan arbejde.

”Sagen udfordrer gældende lovgivning. Det danske samfund står over for at skulle forsørge en stor børneflok. Ekstra Bladet har lavet en beregning, der viser, at den syriske flygtning vil få 200.000 kroner om året i børnepenge til 17 børn. Velfærdssamfundet er ikke skruet sammen til at give børnepenge til 17 børn. Vi må have en grænse som den, der eksisterede før 2011, hvor en familie maksimalt kunne få 35.000 kroner i børnepenge. Ydermere siger den syriske flygtning, at han er for syg til at arbejde. Den attitude er med til at underminere befolkningens opbakning til at tage imod flygtninge,” siger Naser Khader.

Den konservative politiker henviser til, at den syriske flygtnings ægteskaber formentlig er islamiske og ikke anerkendt i Danmark. Derfor kan myndighederne sandsynligvis ikke forbyde ham at leve sammen med flere kvinder.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti bakker op om det konservative udspil.

Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti skriver i et debatindlæg på TV 2’s hjemmeside, at sagen bør mane til eftertanke.

”Danmark kan ganske enkelt ikke være socialkontor for hele verden. Der må være rimelighed i tingene. Som danske politikere er vi først og fremmest ansvarlige for at tage vare på Danmark og danskernes tarv,” skriver Pia Kjærsgaard.

SF’s finansordfører, Jonas Dahl, advarer til gengæld mod at lovgive på baggrund af en enkeltsag.

”Når det er sagt, så er sagen ekstrem. Problemet har været, at den pågældende flygtning ikke giver udtryk for, at han vil bidrage til samfundet. Det, tror jeg, forarger rigtig mange. Derfor er det nødvendigt at diskutere, at flygtninge ikke bare kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De skal stå til rådighed,” siger Jonas Dahl.

Sager om flygtninge, der har flere koner og mange børn, er generelt meget sjældne, fortæller Farwha Nielsen, der arbejder som tværkulturel familiekonsulent for en række kommuner, politiet og Socialstyrelsen.

”Der er ganske få tilfælde. De fleste ved godt, at flerkoneri ikke er lovligt her. De troende muslimer ved udmærket, at det ifølge Koranen kræver meget af manden at tage flere koner. Derfor bliver den løsning ofte frarådet. Der er for eksempel krav om, at den første kone skal være enig i valget af ny kone, og hustruerne må ikke forfordeles, men skal have de samme fysiske rammer,” siger Farwha Nielsen.

Statistikken bekræfter, at Al Hasans sag er et ekstremt tilfælde.

Siden den 1. januar 2014 og frem til i dag har der kun været fire sager om familiesammenføring mellem en herboende flygtning og et stort antal børn.

Ifølge Udlændingestyrelsen var der i 2014 og 2015 tre sager med 10 børn i hver sag. I den fjerde aktuelle sag drejer det sig om 17 børn. Sidste år fik 10.856 asylansøgere ophold i Danmark, mens 12.133 familiemedlemmer kom hertil på grund af familiesammenføring.

I de første tre måneder af 2016 har 1833 flygtninge fået asyl, mens 2177 personer er kommet hertil på grund af familiesammenføring.