Far-vitser er en vigtig del af børns dannelse

Ifølge forskeren bag verdens første videnskabelige artikel om far-vitser indgår de usjove ordspil i fædres oplæring af deres børn til at kunne håndtere pinlighed og dermed møde verden

Forskeren bag en ny videnskabelig artikel om far-jokes sammenligner i sin artikel den dannende funktion af den usjove vits med de tumlelege, som forældre altid har leget med deres børn for at hærde dem til livet. Tegning: Rasmus Juul
Forskeren bag en ny videnskabelig artikel om far-jokes sammenligner i sin artikel den dannende funktion af den usjove vits med de tumlelege, som forældre altid har leget med deres børn for at hærde dem til livet. Tegning: Rasmus Juul

En vittighed fra New York lyder: ”Mit kærlighedsliv er i en forfærdelig tilstand. Sidste gang jeg var oppe i en kvinde var, da jeg besøgte Frihedsgudinden!”.

Denne vits er forholdsvis dårlig, den spiller på en sproglig dobbelttydighed, og der er en pæn chance for, at hvis en far fortæller den til sine teenagebørn, vil de himle med øjnene over, at nogen kan finde på at sige noget så pinligt.

Alligevel er Frihedsgudinde-vitsen ikke en rendyrket far-vits. Den har nemlig det klassiske vits-kendetegn, at den bryder med de sociale normer for, hvad man må tale om, i dette tilfælde sex. Det særlige ved far-vitsen er derimod, at den kun bryder med en rent sproglig norm – samt normen om, at man ikke må fortælle usjove vitser.

”Normalt bygger vi vores sprog op om, at ordene kun betyder én ting. Far-vitser er bygget op, så ordene kan betyde to forskellige ting. Som i den far-vits, hvor det ene vejskilt spørger det andet ’Er du gift?’ og får svaret ’Nej, jeg er skilt!’,” forklarer Marc Hye-Knudsen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han er videnskabelig assistent i engelsk ved Aarhus Universitet og har forfattet det, der vistnok er verdens første videnskabelige artikel nogensinde om fænomenet far-humor. Artiklen ”Dad Jokes and the Deep Roots of Fatherly Teasing” er optaget til publikation i tidsskriftet Evolutionary Studies in Imaginative Culture og analyserer sig frem til, at far-vitser ikke alene har et vigtigt opdragelsesmæssigt formål, men formentlig også har rødder tilbage til de tidligste mennesker eller endnu længere tilbage.

”Jeg synes, det er interessant, at der på den ene side er enighed om, at far-vitser er usjove, men alligevel er der en kolossal interesse for dem. Der er udkommet mindst 300 bøger med samlinger af far-vitser, og den amerikanske underholdnings-hjemmeside Reddit har et forum med flere millioner medlemmer udelukkende om far-vitser,” fortæller Marc Hye-Knudsen

I sine undersøgelser af sammenhængen mellem fædre og far-vitser er han nået frem til, at vitserne ikke forsøger at være sjove, overraskende, provokerende eller normbrydende i klassisk forstand, men derimod skubbe til forestillingerne om, hvad der er sjovt og i orden at sige. En form for humoristisk anti-humor.

”Der er mange, der ligefrem definerer en far-vits som en usjov vittighed. Det, mener jeg, er forkert. Jeg diskuterer muligheden af, at fædre til alle tider har været mere grænsesøgende i deres leg og humor med deres børn for derved at skubbe til deres børns grænser for for eksempel pinlighed. Ikke mindst i årene omkring puberteten er der virkelig mange ting, børn synes er pinlige. Ved at påføre børnene den andenhånds-pinlighed, en far-vits er, lærer de deres børn, at pinligheder ikke er noget, man dør af. Dermed bliver børnene hærdet over for senere pinligheder og lærer at stå ved sig selv,” forklarer Marc Hye-Knudsen.

Han sammenligner i sin artikel denne dannende funktion af den usjove vits med de tumlelege, som forældre altid har leget med deres børn for at hærde dem til livet. Denne adfærd findes også hos chimpanser, og evolutionsforskere antager derfor, at den har været med menneskearten lige så længe, den har eksisteret. Far-vitsen er den sproglige pendant hertil. Barnet forberedes på de fortrædeligheder, livet kan bringe, i en ufarlig, legende udgave.

Ved at formulere denne teori risikerer Marc Hye-Knudsen at støde ind i to særdeles varme debatter. Dels den, som handler om forskellen på kønnene, dels den, som diskuterer, hvor meget af menneskets adfærd, der er natur, og hvor meget, der er natur.

”Selvfølgelig fortæller kvinder og mødre også far-jokes, men fædre kan være særligt tilbøjelige til det, i kraft af at de ofte er mere drillende i deres humor rettet mod deres børn. Rent statistisk er der hos flere fædre nogle personlighedstræk, som på tværs af kulturer går i retning af at være mere aggressive, frembusende og selvhævdende og mindre bange for at skade barnet i deres opdragelse sammenlignet med mødre,” siger Marc Hye Knudsen, der betegner sig som ”biokulturel forsker”, fordi han vurderer, at de kulturelle særtræk lægger sig oven på nogle psykologiske træk, der er typiske for hele arten menneske.

”Man kan se på tværs af flere kulturer, at fænomenet far-jokes findes i omtrent samme betydning, og at det altid knyttes til mænd. På engelsk tales der om dad jokes . Japanerne har begrebet oyaji gyagu, der kan oversættes til gamle mænds vittigheder, og i Danmark opererer vi både med far-, morfar- og onkel-humor. Fælles for alle begreberne er, at de omhandler usjove ordspil, og at de refererer til mænd, der er så gamle, at de har børn omkring sig, som de kan rette de pinligt platte vittigheder mod,” siger Marc Hye-Knudsen.

Men selvom far-vitsen måske trækker rødder helt tilbage til urtiden, så mener han, at bestemte kulturer i bestemte tidsaldre kan være ekstra disponeret for at praktisere far-humor. Og formentlig har far-vitserne aldrig haft bedre levebetingelser end i den vestlige kultur i disse tider, hvor fortidens strenge, autoritære faderskikkelse er afmonteret og erstattet af en ofte ret gemytlig far-type, som mere naturligt kan flette ordspillet ”Hvad koster en hjort? Den er rådyr!” ind i samtalen med sine børn.

”En far-vits er i sagens natur harmløs. Det er en vits, man piller sig selv ned med. Det er et forholdsvis uskyldigt drilleri af børnene, som passer fint til den moderne vestlige kulturs optagethed af, at hver enkelt kan stå frem som sit autentiske jeg og bryde med de sociale normer,” siger Marc Hye-Knudsen.