Farvel til blomsterne

Den vilde flora Danmarks vilde blomsterflor forsvinder med rivende hast. Og vi er tilsyneladende ligeglade. Måske fordi vi intet aner om naturens mangfoldighed og det, der forsvinder. Politikerne ved det heller ikke. Skolen har i tre årtier stort set ikke undervist i, hvad natur er

Blåhat.
Blåhat. Foto: .

"Gid ingen iblandt os skal ende med at blive så alene, at slet ingen ved det," sang Peter A.G. fra Gnags i et stemningsbillede af en nytårsmorgen i Århus.

Intet i verden fortjener glemsel, og da slet ikke den overflod af blomster, som Jorden fra naturens hånd er så begavet med. Alligevel er det, som om vi er ved at glemme den vilde danske flora, der får ringere og ringere vilkår. Mange arter er faktisk blevet så alene, at de fleste slet ikke ved det.

Helt fra min tidligste barndom i 1960'erne har jeg elsket at kende til og følge den vilde danske blomsterpragt. Nordbornholm, hvor jeg voksede op, var et sandt eldorado med blåhat, blæresmælde, gul snerre, blåklokke, timian, tjærenellike og snehvid stenbræk i grøftekanterne. Det gamle bondeland med græssende dyr og kvier i tøjr på enge og blomstrende bakker var der stadig først i 1960'erne. Og de steder myldrede det med blomster og sommerfugle.

Det var helt vildt, hvad der var af blomster, og virkeligheden mindede endnu om de danske sange, som vi lærte i skolen. Det var let at forstå digternes lovprisning af landets skønhed og naturens undere.

Men siden er det gået ned ad bakke. I min barndom muntrede vores nabo sig med at sprænge dalens hegn og stengærder i luften med dynamit for at få større marker, og engene blev drænet og gødet, så områderne kunne bruges til dyrkning af korn i stedet for til høslæt og græssende kvier. Sådan gik det over hele Danmark. De blomsterrige steder blev pløjet op eller gødet og sprøjtet ihjel i løbet af 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Først i 1992, efter at omkring halvdelen af Danmarks moser, enge, heder og overdrev var forsvundet på 40 år, fik vi en lov, der skulle beskytte, hvad der var tilbage: naturbeskyttelsesloven.

Af naturbeskyttelseslovens kryptiske lovtekst fremgår det blandt andet, at tilstanden af heder, moser og lignende, strandenge og strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev ikke må ændres, hvis sådanne områder alene eller tilsammen dækker arealer på mere end 2500 kvadratmeter.

Desværre virker loven ikke efter hensigten. Juristerne har formuleret loven kringlet for at forhindre erstatningskrav fra lodsejere. Det betyder, at et beskyttet område fortsat kan gødes, sprøjtes, drænes eller opdyrkes, hvis det før 1992 har været praksis. Og et areal kan vokse ud af beskyttelsen, hvis det for eksempel springer i skov, fordi det ikke længere bliver brugt til høslæt og græsning, eller hvis det bliver forurenet af gylle og ammoniak, så de karakteristiske planter forsvinder. Samtidig siger loven, at arealer, der ligger udyrket hen, vokser ind i beskyttelsen, hvis de karakteristiske plantearter indfinder sig. Det betyder, at enhver økonomisk bevidst landmand prøver at forhindre, at arealer ligger hen og bliver til blomstrende natur. Den natur er der nemlig ikke støttekroner i!

Da loven om naturbeskyttelse kom i 1992, var den ledsaget af en vejledende udpegning af de beskyttede landarealer landet over. Så skulle man jo tro, at disse arealer var sikret som natur – eller i det mindste kun kunne anvendes til andet end natur efter en nærmere undersøgelse og en dispensation. Men af vejledningen til loven fremgår, at udpegningen ikke er bindende for ejere eller myndigheder. Det afgørende er, om arealet på tidspunktet for et indgreb faktisk opfylder de biologiske kriterier for at være en beskyttet naturtype. I så fald er indgrebet ulovligt. I praksis betyder det, at myndighederne først i forbindelse med en konkret sag eller en forespørgsel afgør, om arealet er beskyttet efter loven.

Ude i virkeligheden står myndighederne imidlertid ofte magtesløse, når en jordejer har inddraget et areal, der er registreret som beskyttet. Beviset for, at der er tale om en lovovertrædelse, vil nemlig som regel være væk, når arealet er pløjet op. På den måde forsvinder mange blomsterrige steder i Danmark. Dertil kommer, at de fleste af de udpegede arealer er afhængige af let græsning eller høslæt for af bevare deres blomsterflor. Denne driftsform er der imidlertid ikke penge i for landbruget, der får langt mindre støtte til at drive naturarealer end til at dyrke korn – selvom det burde være omvendt. Så arealerne gror til og mister det blomsterflor, de skal have for at være beskyttede ifølge loven.

I 2007 blev landbrugets obligatoriske braklægningspligt ophævet. Det betød, at den del af brakmarkerne, der havde udviklet sig til god og blomsterrig natur, blev pløjet op. Regeringen fostrede godt nok en aftale mellem Dansk Landbrug og Danmarks Naturfredningsforening om at registrere de bedste brakarealer for at sikre dem som natur, men da der ikke blev afsat en eneste krone til projektet, blev der ikke sikret så meget som en kvadratmeter. Så blomsterne forsvandt. Og med dem røg sommerfugle, agerhøns, harer og lærker i massevis.

De danske grøftekanter, der engang var så rige på blomster, er også blevet fattige. I grøftekanterne ude i det dyrkede land vokser der efterhånden kun planter som brændenælder, tidsler, giftig pastinak, cikorie og dødssyg draphavre, der alle trives i bondelandets fede gyllejord. Hvis man slog og fjernede planterne fra grøftekanterne, kunne blomsterfloret blive rigere. Men det gør man ikke. Grøfterne bliver slået med en brutal slagleklipper, der efterlader en næringsrig grød af plantedele, så alle nitratplanterne skyder op igen. Her klarer blæresmælde, blåhat, gul snerre og blåklokke sig ikke. Kun langs motorvejene, hvor rabatterne er brede og stenede, er blomsterfloret farverigt og artsrigt. Det er pænt at se på, når man drøner ud ad vejen med 130 km i timen. Men der er adgang forbudt.

I mange egne af landet er der næsten ingen blomster at komme efter mere. Her, hvor jeg bor, på Sydsjælland nær Glænø, er der kun nogle små gode blomstersteder ude langs kysten, men inde i landet - mellem kysten og Slagelse - er blomsterne væk. Der er ikke en eng, ikke en mose og ikke en blomsterrig bakke tilbage. Og omkring skove og småkrat, hvor der passende kunne vokse forskellige vilde planter, er der gødet med gylle og udsået bræmmer af majs til udsatte fasaner.

Det er et trist farvel til Danmarks vilde blomster. Og det mest sørgelige er, at de fleste ikke aner, at det sker. Siden midten af 1970'erne har det nemlig været umoderne at undervise i naturen i folkeskolen. Eleverne har siden da ikke fået tid i skolen til at opnå den fortrolighed og glæde, det er at kende nogle af verdens millioner af mirakler og kunne kalde dem ved navne.

Ved højtidelige og festlige lejligheder synger vi stadig de gamle sange, der hylder naturen i Danmark. Men vi kender dårligt den natur, vi synger om, og unge aner som regel ikke, hvad sangene handler om. Vi er blevet så fremmede over for naturen, at vi ikke kan regne med en bred folkelig forståelse for kampen for at bevare dens mangfoldighed. De fleste af os bor i dag i byer, vi har generelt et unuanceret pussenusseforhold til naturen og er ude af stand til at skelne mellem vild og tæmmet natur. Vi er tilfredse, hvis blot landet er grønt, roserne blomstrer i parker og haver, og der er alskens blomster til salg året rundt i forretningerne. Hvad skal vi egentlig med den vilde natur?

Så vidt er det kommet. Når jeg fremhæver, at kulturen bygger 100 procent på naturen, og at naturen er vores basale inspirationskilde, møder jeg ofte undren. De fleste kan slet ikke begribe, at natur er alt. På godt og ondt. Natur giver os alt, men tager også alt fra os. Naturen er det hele på én gang. Natur opfattet som ensidigt plusord er ikke i orden. Sådan er naturen ikke.

Forståelsen og respekten for den vilde natur - skaberværket, om man vil - er blevet mindre og mindre. Det er næppe noget, vi har ønsket eller villet. Det er bare sket. Naturens mangfoldighed er gået af mode.

Da Connie Hedegaard (K) var miljøminister, forsøgte hun i 2006 at rejse en folkelig debat om naturen og om, hvor vi vil hen med naturen i Danmark. Dengang som nu var der et stort behov for en samlet plan for naturbevarelse i Danmark og for at kende befolkningens holdninger og ønsker. Derfor var Hedegaards initiativ både godt og nødvendigt. Men debatten førte af mange gode grunde ikke til ret meget. Naturens mangfoldighed kan ikke på kort sigt sikres ved en folkelig indsats og oplysning alene. Der skal eksperter til - eksperter, der ved noget på ganske samme måde, som der skal eksperter til at sikre, at syge bliver raske.

I lyset af regeringens opgør med eksperter og ringe lydhørhed over for dem, der faktisk ved noget, ser det ikke særlig lyst ud for naturen i Danmark.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har et vindende væsen og er lyttende. Men hun har tilsyneladende ikke en position, hvor hun kan ændre ret meget på tingenes tilstand i regeringen. Hun er fuldstændig bundet til at støtte op om projekt Grøn Vækst, som regeringen er blevet enig med sig selv og landbruget om vil sikre Danmarks natur. Projekt Grøn Vækst vil i bedste fald begrænse tabet af forurenende næringsstoffer til vandmiljøet en smule, men det vil på ingen måde bremse op for tabet af naturværdier på land.

En rig natur i Danmark er lige så nødvendig for samfundet, som kærlighed er for et godt parforhold. Det handler altså om væsentlige værdier, som er uhyre vanskelige at håndtere, fordi vi ikke er i stand til at måle dem og sætte kroner og øre på dem. Glæden over naturens mangfoldighed, glæden over de underværker, der skaber grobund for poesien, fantasien, myterne - ja, alting - er ikke noget, der sådan lige kan prissættes. Derfor bliver naturbeskyttelse en død sild i en politik, der udelukkende handler om den velfærd, der kan omsættes til økonomi og materialisme.

Med den tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K) som formand barslede det såkaldte Wilhjelm-udvalg i sommeren 2001 med den hidtil største udredning om naturens tilstand i Danmark. Udvalgets rapport, "En rig natur i et rigt samfund", slog fast, at der er er brug for en national handlingsplan for naturen i Danmark og kom med en stribe konkrete anbefalinger til regeringen.

Wilhjelm-udvalgets rapport blev født under den forrige regering, og derfor blev den syltet efter magtskiftet i 2001. Den eneste anbefaling, der er blevet ført ud i livet, er etableringen af nationalparker. Den øvrige (afgørende) naturbeskyttelse sejler. Naturen er blevet taber i den politiske fløjkamp. Nils Wilhelm sagde for nylig i et interview, at der ikke rigtig er nogen på Christiansborg, der har en dybere viden om naturen. Og han har den grundindstilling, at vi kan ikke være bekendt ikke at vedligeholde naturen, og at vi kan slet ikke være bekendt at aflevere en ringere natur til vores børn end den natur, vi selv modtog. Essensen af Nils Wilhjelms udmelding er, at det er en moralsk pligt at passe på naturen og dens mangfoldighed. Vi skal gøre det for vores egen og vore efterkommeres skyld.

Eksperterne ved godt, hvad der skal til, og at indsatsen koster nogle penge. Men det koster faktisk ikke ret meget. Beregninger viser, at vi her og nu kunne standse naturens tilbagegang ved blot at investere omkring en tredjedel af landbrugsstøtten direkte i målrettet naturbeskyttelse. Samtidig er det et problem, at især den yngre del af Danmarks befolkning stort set ikke aner, hvad dansk natur er. Den problemstilling har Karen Ellemann nu grebet og bebudet, at hun vil gøre biodiversitet (den levende naturs mangfoldighed) til en folkesag.

Hvis regeringen vil gøre naturbeskyttelse til en folkesag, kunne Ellemann starte med at skubbe gang i projekt Danmarks Naturkanon. Projektet skulle have være et folkeligt dannelsesprojekt omkring vores natur, men er blevet syltet i en skuffe i Miljøministeriet.

Styrkelse af den almene dannelse omkring naturen og styrkelse af naturbeskyttelse som folkesag kræver et langt sejt træk uden garanti for, at det vil bære frugt. Derfor er det ikke den medicin, der nu og her kan kurere vores syge land, der har akut ondt i naturen.

Regeringen mener, at Grøn Vækst, EU's habitatdirektiv og tjek af forvaltningen af naturbeskyttelseslovens beskyttede arealer (de såkaldte paragraf 3-områder), vil løse problemerne. Men det er kun regeringen og landbruget, der hævder det. Alle eksperter, der faktisk ved noget om naturen, udtaler, at regeringens handlinger er utilstrækkelige.

Bortset fra de relativt få arter af planter og dyr, der elsker næringsstoffer og fede kornmarker, tordner vores biodiversitet tilbage. Det sker, fordi regeringen ikke lytter til eksperter og ikke vil komme med en plan for Danmarks natur.

For os selv og vore efterkommeres skyld bør vi glemme de politiske fløjkrige, der dræber alle fornuftige bestræbelser på at beskytte den fælles natur. Der er brug for en egentlig plan for Danmarks natur og en ordentlig finansiering, for eksempel ved at omlægge landbrugsstøtten, som eksperter i hobetal har anbefalet i årevis. Som naturens minister bør Ellemann vise ansvarlighed og handlekraft og lytte til de eksperter, som Anders Fogh Rasmussen (V) og navnlig Lars Løkke Rasmussen (V) har lagt på is.

Michael Stolze er biolog og forfatter

Rølikke.
Rølikke. Foto: .
Tjærenellike.
Tjærenellike. Foto: .
Valmue.
Valmue. Foto: .
Blæresmelde.
Blæresmelde. Foto: .
Stenbræk. -
Stenbræk. - Foto: .
Torskemund.
Torskemund. Foto: .
Gul snerre. -
Gul snerre. - Foto: .