Farvel til nærvær og fordybelse: Det fysiske brev lever på lånt tid

Om tre år kan det danske postvæsen fejre 400 års fødselsdag. Men det er tvivlsomt, om man til den tid rent faktisk kan få bragt et fysisk brev ud. Indtil videre har staten kun aftalt udbringning til og med 2022, men minister håber, at brevet overlever i hvert fald dette årti

Der bliver sendt færre og færre breve. I 2010 sendte danskerne 885 millioner breve. På blot ti år er antallet faldet til 192 millioner. Alligevel vil regeringen og støttepartierne sørge for, at danskerne stadig har mulighed for at sende et brev med posten.
Der bliver sendt færre og færre breve. I 2010 sendte danskerne 885 millioner breve. På blot ti år er antallet faldet til 192 millioner. Alligevel vil regeringen og støttepartierne sørge for, at danskerne stadig har mulighed for at sende et brev med posten. Foto: Torben Klint/Ritzau Scanpix.

”I regn og slud

I sne og frost

Skal posten ud,

Når man er post

Og ikke en kryster

I Vinterbyøster

Det er dér, jeg er post.”

Sådan synger Morten Post i julekalenderen “Vinterbyøster” fra 1973. Snart kan det være fortid for både Morten og Post Danmark.

Regeringen og dens støttepartier blev tidligere på ugen ganske vist enige om at forlænge aftalen med Post Danmark A/S til den 31. december 2022. Men om man derefter kan sende et fysisk brev, er ikke sikkert.

De færreste sender i dag et brev for at fortælle nyt om tomaterne i haven eller barnebarnet. I stedet bliver det en hurtig e-mail eller sms. Ifølge PostNord sendte danskerne for ti år siden 885 millioner breve, hvor tallet i dag er helt nede på 192 millioner breve.

Grafik: Anne-Sofie Christensen
Grafik: Anne-Sofie Christensen

Post Danmark er en juridisk enhed under PostNord, som er den virksomhed, der i kraft af befordringspligten i Danmark skal sikre omdeling af post i hele landet, og for transportminister Benny Engelbrecht (S) er det vigtigt, at danskerne fortsat kan sende fysiske breve.

”Det skal være muligt at få et brev og skrive til familien, uanset hvor i landet man bor. Derfor skal aftalen med Post Danmark forlænges, så danskerne kan være forvisset om, at posten kommer ud, mens det politiske arbejde med at få en ny, langsigtet postaftale på plads fortsætter,” siger Benny Engelbrecht, der håber på, at der vil være et flertal i Folketinget, som også i fremtiden vil sikre brevuddelingen.

I 2024 kan det danske postvæsen fejre 400-årsfødselsdag. Men det er ikke sikkert, at det kan modtage et fysisk fødselsdagskort til den tid. Det ærgrer Otto Kjærgård, redaktør af Posthistorisk Tidsskrift.

”Det er mere personligt at sende et fysisk brev. Den fordybelse, der ligger i at skrive et brev og læse et velformuleret tilbagesvar, er der desværre ikke længere,” siger Otto Kjærgård, der selv stadig sender breve med posten.

Tidligere på ugen sendte han blandt andet et brev til sin gode ven, der er bosat i USA.

”Vi brevveksler tit lange synspunkter om politik. Jeg kunne også bare have sendt ham en e-mail – det er jo langt hurtigere om at nå frem – men det er bare overfladisk.”

Det er Anne Katrine Lund enig i. Hun er retoriker og har skrevet en ph.d.-afhandling om brevskrivning.

”Jeg synes, det er vigtigt at bevare muligheden for at kunne udtrykke sig på skrift end blot den digitale måde. Når noget er svært og nært, kan den skriftlige udtryksform noget andet end mailen. Man etablerer et nærvær i fraværet med et håndskrevet brev,” siger hun og uddyber, at nogle ting er nødvendige at modtage på skrift:

”Nu er jeg lige blive vaccineret mod corona og har fået papir på det. De kunne også have sendt mig en mail, men det, at jeg får et brev er en krykke for en forståelse for noget, der er komplekst. Man sender også fysiske invitationer til bryllup, konfirmation eller fest. Det er særlige mærkedage, der kræver lidt mere end blot en hurtig mail. Brevet gør bare lidt ekstra. Man dvæler ved ordene og læser dem igen og igen,” siger hun.

Transportministeren håber, at man fortsat kan sikre muligheden for at sende fysiske breve i dette årti.

”Vi skal ikke glemme, at der er mange borgere, som ikke kan eller ikke ønsker at være digitale. Selvfølgelig vil det antal blive mindre over årene, men man må ikke glemme dem,” siger han.

Otto Kjærgård, redaktør af Posthistorisk Tidsskrift, forudser også et sprogligt tab i takt med, at flere udskifter det fysiske brev med hurtige tekster på e-mail eller Facebook og andre sociale medier.

”Det er korte, ukorrekte sætninger, hvor der ikke er taget højde for grammatik og omtanke. Det bliver overfladisk, hvor det bare skal gå hurtigt med at sende og modtage svar,” siger Otto Kjærgård.

De politiske drøftelser om en langsigtet løsning forventes at gå i gang i 2022, hvor-efter der skal gennemføres lovgivning.