Prøv avisen

Farvel til statsministerens pressemøde

Statsminister Helle Thorning-Schmidt ved det ugentlige pressemøde tirsdag den 28. maj 2013. Foto: Keld Navntoft

Debat i folketingssalen frem for de ugentlige pressemøder med statsministeren giver andre ledende politikere ordet, men risikerer at samle offentlighedens opmærksomhed om en lille inderkreds af partildere

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har opgivet at holde tirsdagspressemøder. Til gengæld skal hun efter britisk forbillede fremover i skarp debat med andre partiledere i folketingssalen hver anden uge. Pressemødet var ellers en helt original institution, som i 1965 blev skabt af statsminister Jens Otto Krag (S), en af de statsministre som bedst forstod at organisere sit arbejde.

Krag indførte pressemødet som en uformel baggrundsorientering om et bord til journalisterne. Det var uden for referat. I statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) tid blev det tilladt at referere fra mødet, men man måtte ikke filme. Atmosfæren ved pressemøder var uformel og hyggelig.

LÆS OGSÅ: De udtalelser husker vi fra det ugentlige pressemøde

Anders Fogh Rasmussen (V) omformede pressemødet til et fast tv-show iscenesat med magtens scenografi i Statsministeriets spejlsal med plexiglastalerstol beregnet på transmission i tv. Alt var til citat.

Pressemødet gav mange journalister associationer til Det Hvide Hus i Washington. Fogh stod som en autoritativ leder på niveau med amerikanske præsidenter.

En journalist beskrev det sådan: Når mikrofonen er slået til, minder stemmen om den velkendte fejlfri robot, der aldrig fortaler sig, men spytter helstøbte let forståelige sætninger ud.

Fogh lukkede for de plagsomme løbende henvendelser fra journalisterne om stort og småt, hvor journalisterne har initiativet og vælger tidspunktet og til tider også stedet, hvor man forsøger at overrumple ministeren.

Op til pressemødet noterede Foghs medierådgivere, hvad der for tiden var til debat i medierne. Stort set altid ramte de plet med hensyn til, hvad Fogh ville blive spurgt om. Men de forberedte også altid nogle positive udspil, så tiden ikke gik med kun at være defensiv. Man bad mandag morgen om bidrag fra andre ministerier til gode historier.

Fogh kunne forberede sig og udnyttede sit store erfaringsmæssige kendskab til journalisterne til at sortere i de journalister, han gav ordet. Han begyndte med tv-journalisterne, så han kom ud til seerne så direkte som muligt. Bagefter kunne han godt give ordet til en journalist, som han vidste altid stillede ukritiske spørgsmål. Det var også en fordel ved tirsdagspressemøderne, at Foghs departementschef altid kunne være med og dermed fik et bedre grundlag for at give Fogh politisk medierådgivning.

Ingen af Foghs efterfølgere kunne så overlegent som han styre pressemøderne. Efter de første års benovelse over Fogh var journalisterne blevet skarpere. Lars Løkke Rasmussen (V) blev ikke sjældent irriteret af spørgsmålene. Og Danmarks første kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, blev i de første måneder på det ugentlige pressemøde mødt af et aggressivt pressekorps, der helt anderledes end tilfældet var for hendes mandlige forgængere angreb hende og stillede kritiske spørgsmål.

Det er ikke glemt, at hun på et pressemøde atter og atter gentog: Der kommer en god løsning i morgen. Det svar blev selvsagt brugt i sommerrevyerne det år. Fogh ville have aflyst pressemødet, hvis det var alt, der kunne siges.

Thorning er næppe ked af at slippe pressemødet. Men nu skal hun gennem jernhårde debatter i Folketinget. Det kan blive endnu hårdere for hende.

Er det et fremskridt? Jo, nu får andre ledende politikere også ordet. Det negative kan være, at det til gengæld i endnu højere grad samler vores opmærksomhed om en lille inderkreds af partiledere. Politik bliver måske i endnu højere grad fokuseret på enkeltpersoner og deres retorik end på substans. Og det er rigtig uheldigt, hvis det fører til, at journalisterne får meget vanskeligt ved at få statsministeren i tale.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.