Fattigdom 1998-2008

En læser fortæller, hvordan fattigdom har haft store konsekvenser for det sociale liv

Jeg har aldrig sultet. Jeg har altid haft et sted at bo, og jeg har heller aldrig manglet tøj, men man kan godt føle sig fattig alligevel.

I april 1990 blev jeg fyret efter mange år i samme virksomhed. Der manglede ordrer, og derfor ville man klare sig med færre ansatte.
Ledigheden var høj og jeg havde måske ikke lige de rigtige kompetencer.

I maj 1998 var det slut med at få dagpenge. Både mens jeg havde arbejde, og mens jeg fik dagpenge, var jeg meget aktiv med frivilligt arbejde primært inden for spejderbevægelsen. Der var også tid og penge til kulturoplevelser og en lille ferietur en gang imellem.

Da dagpengene ophørte, var jeg henvist til at leve af min opsparing. Jeg skar ned på næsten alt 'unødvendigt'. Det var fritidsinteresserne, kulturoplevelserne og samvær med gode venner. Nogle venner forsvandt grundet skilsmisser og nye forhold.

Det er trist at miste gode, gamle venner, men for mig var det også positivt. Når man kun har meget få venner, der inviterer, så er der kun få udgifter til gaver, taxi hjem og festtøj. Desuden slipper man selv for udgifter til mad til gæster. Efter nogle år var det kun familiefester, der krævede, at jeg købte andet en billigt hverdagstøj.

Efter to år med nogle småjobs havde jeg haft så mange arbejdstimer, at jeg igen kunne få dagpenge, men kun 67 procent af maksimumsatsen. Det er (før skat) 10.465 kroner om måneden i 2009. Jeg fortsatte altså med at leve meget enkelt.

I årevis har jeg klaret mig uden TV, mobiltelefon og fastnet. Jeg telefonerer højst en gang om ugen. Mine transportudgifter kan klares for 125 kroner om måneden, hvis jeg ikke er i aktivering, som kræver transport. Jeg har heldigvis hverken børn eller børnebørn, så der er ingen udgifter til gaver og transport.

Efter en årrække med lav aktivitet begyndte jeg at opleve mig selv som en slags tilskuer til livet. Familiesammenkomster ændrede karakter fra noget sjovt til noget, som bare skulle overstås. Når familien var samlet, blev der snakket om fritidsoplevelser, ferier og indkøb til hus eller bil. Jeg oplevede ikke noget, så jeg lærte at tie stille og lytte i stedet.

I flere år blev jeg indbudt til julefrokost i en virksomhed, hvor jeg var ferieafløser. Jeg sagde altid nej tak. Ikke på grund af prisen på cirka 100 kroner, men fordi jeg ikke havde noget at snakke med de andre om.

I mange år undgik jeg at færdes på gaden om eftermiddagen og om lørdagen. Jeg ville ikke møde gamle bekendte. Jeg var blevet et gråt og kedeligt menneske. Jeg holdt også op med at komme i en menighed.

Jeg føler mig fattig, når ikke kan bidrage til en samtale, men må nøjes med at lytte.

Jeg føler mig fattig, når jeg må nøjes med gratis kulturoplevelser, og må fravælge en tur til stranden eller besøg hos gamle venner, der bor uden for cykelafstand.

Jeg føler mig fattig, når jeg møder andre mennesker, som spørger: Hvad skal du lave i weekenden/påsken/sommerferien? og jeg altid svarer: Ingenting.

Jeg føler mig fattig, fordi jeg har måttet fravælge frivilligt arbejde. Jeg ville ellers kunne gøre gavn i mange bestyrelser, men det kræver penge til telefon, transport, IT med videre, og socialt arbejde, som eksempelvis besøgsven, er slet ikke noget for mig. Jeg har ikke noget at fortælle og jeg orker ikke mere 'lytteri'.

Jeg har næsten glemt, hvordan man laver spændende mad til gæster.
En positiv ting er dog, at jeg har været medlem af en forening for arbejdsledige, hvor andre end mig har en lav indtægt.

Når 'samfundet' kun har tildelt mig en lille indkomst, så er det fordi en del politikere tror, at jo mere man udsulter og isolerer et menneske, jo større er sandsynligheden for, at vedkommende får et fuldtidsjob med en normal indtægt og dermed en normal tilværelse.

Fakta er imidlertid, at hverken kvalifikationer eller helbred er blevet bedre i de 10 'magre' år.

I dag snakker man rigtig meget om, hvor vigtigt det er at have et netværk, men hvis et netværk skal vedligeholdes, så kræver det altså nogle penge til samvær. Jeg forstår godt de mennesker, som vælger familien fra, fordi de selv er blevet fattige og marginaliserede.

Her i 2009 har jeg fået et støttet job, som jeg kan beholde i fire år. Min månedsløn er brutto på 15.200 kroner. Det er ikke meget, men nok til at jeg igen kan få lidt positivt samvær med andre mennesker. Det bliver spændende at se, om jeg kan få suppleret min bekendtskabskreds og finde nogen at dele kulturoplevelser med.

Jeg er 56 år. Som yngre havde jeg let ved at finde venner, men jeg har på fornemmelsen, at det er sværere nu, da folk i 50´erne er mere etablerede.

Jeg vil også forsøge om jeg kan finde en forening, som jeg kan engagere mig i.

Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.