Prøv avisen

Fattigdom i 1950'erne

En læser fortæller, hvordan en julekurv fra spejderne hvert år reddede julen

Denne beretning handler om min egen barndom. Jeg voksede op i halvtredserne på Lolland som den ældste af tre børn.

Vores forældre var, hvad man dengang kaldte landarbejdere, det vil sige, at der var arbejde, når der skulle hakkes roer cirka maj-juni, høst cirka juli, og når roerne skulle trækkes op med håndkraft oktober-december. Når vi børn kom i skolealderen, var det almindeligt, at vi deltog i markarbejdet efter evne.

Min far var i fagforening, og jeg husker en uge hvor han fik udbetalt 95 kroner i understøttelse. Det var cirka det halve af året, vi klarede os for det beløb pr. uge. Om sommeren skete det, at far var ude at slå vejgræs for kommunen, og om vinteren kom han af og til ud at skovle sne. Det var dengang, der var forskel på sommer og vinter.

Vi boede i et gammelt utæt tofamiliershus. Opvarmningen var en kakkelovn, der stod i stuen, og da der ikke var råd til at fyre over, det vil sige fylde kakkelovnen op med koks eller kul om aftenen og så skrue spjældet til, var vinduerne altid bundfrosne om morgenen.

En dag hvor min bror og jeg var ude at lege i sneen, kaldte mor os ind til varm kakao og syltetøjsmadder, hvad vi var meget forundrede over. Det viste sig så også, at det var for at de andre børn ikke skulle vide, hvor fattige vi var, kakaoen var the og syltetøjsmadderne var tørt rugbrød som vi dyppede i theen og dryssede et meget tyndt lag sukker på. Men jeg kan ikke huske, at vi nogensinde gik sultne i seng.

Vores tøj var selvfølgelig aflagt tøj fra bøndernes unger, men mutter syede det altid om, så ingen kunne genkende det og drille os med, at det var deres tøj.

Hun bankede os tre unger, men der var ikke andre, der skulle genere os, høj eller lav, så blev de sat på plads på vestjysk med et sprogbrug, som ikke tåler gengivelse. Den eneste, hun ikke bandede og svovlede overfor, var præsten, som havde formastet sig til at slå min søster med katekismen. Hun havde vist glemt lidt af de ti bud.

Men julen blev altid jul. Sct. Georgs Gilde-spejderne kom hver jul med en julekurv, hvor der var alt til julen hørende og gaver til os børn. Og så var der fyrværkeri, som vi kunne bruge nytårsaften.

Vi tre søskende har tit været rasende på vores forældre især mor, for det var altid hende, der slog, og øretæverne sad løst. I dag, 55 år senere, er jeg dog kommet til en anden opfattelse. Hvordan det lykkedes dem at opfostre tre unger under de økonomiske vilkår, er mig en større og større gåde.

Vi er alle tre kommet godt i vej, som mutter sagde, og vi skulle s'gu ikke bukke hovedet for noget eller nogen.

Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.