FC Udfordringen: Her beder træneren en bøn før kampen

Den 11. september skal de spille mod OB. Mød den kristne fodboldklub FC Udfordringen med klare værdier og plads til alle

FC Udfordringen: Her beder træneren en bøn før kampen
Foto: Screenprint fra klubbens hjemmeside.

I en tid, hvor fodboldverdenens rekordhøje transfersummer fylder sportssektionerne i aviser og blade, stiller en lille fodboldklub i Valby fokus på andre værdier. FC Udfordringen er nemlig en dedikeret kristen fodboldklub.

I røde og blå trøjer, blå shorts og med et kors som logo kan man se fodboldspillere fra den kristne fodboldklub træne i Valby Idrætsanlæg hver tirsdag og torsdag klokken 18.

Fodboldklubben, som også hedder 'Exercitus For Christ Udfordringen', blev grundlagt i 2004 med udspring i 'Exercitus For Christ' (motion for Kristus, red.) - på det tidspunkt en landsdækkende organisation, der blandt andet arrangerede fodboldstævner.

LÆS OGSÅ: Klubfodbold som trossag

På FC Udfordringens hjemmeside kan man læse om klubbens grundlag og værdier.

Her lyder det blandt andet:

I FC Udfordringen vil vi ikke kun formidle vores glæde ved fodbold, men også dele vores begejstring for Jesus Kristus. Et sted, der inspirerer medlemmerne til at blive bedre fodboldspillere og komme tættere på Gud. Igennem FC Udfordringen ønsker vi at være en forsmag på et kristent fællesskab.

Klubbens formand, Jonas Weinkouff Hansen fortæller, hvordan FC Udfordringens udgangspunkt var at skabe et fællesskab for de aktive kirkegængere, der var interesserede i at spille fodbold.

"Vi ville skabe en tværkirkelig organisation, hvor man kunne blive enige om at spille fodbold. Folk stillede op fra den kirke, de nu tilhørte, uanset hvilken type kirke, det var, eller hvor det var geografisk," forklarer han.

Et blandet bagland
FC Udfordringen hører i dag under Københavns Boldspil-Union (KBU) og har fire senior herre-hold og et kvindehold. Klubbens førstehold spiller i Serie 2, og klubben har cirka 100 medlemmer, som har forskellig kirkelig relation:

Fordelingen er nok 60-40 mellem folk, som har en aktiv kirkerelation og folk, som ikke har nogen, fortæller Jonas Weinkouff Hansen.

Ikke en eksklusiv kristen klub
FC Udfordringen er en kristen fodboldklub, men klubben har aldrig været eksklusiv kristen, forklarer formanden:

Vi har holdt fast i, at når man melder sig ind i klubben, skal man kende klubbens værdier og ville bakke op om dem. Om man så har en aktiv dagligdag, hvor man er involveret i en kirke, eller om man har en anden personlig tilgang til livet, det vil vi ikke blande os i.

LÆS OGSÅ: Når Gud er med på grønsværen

Det særligt kristne
I klubben forsøger de at holde fast i forskellige initiativer, som ifølge formanden netop understreger det særlige ved klubben, at den er kristen:

En af de ting, vi har gjort, er, at vi har indført en tradition om, at man beder en bøn før kampen det er typisk træneren, der gør det. Så har vi sagt, at vi gerne vil udtrykke nogle af værdierne, og det har vi så blandt andet gjort i vores koncept omkring inklusion, at vi vil gøre plads til alle, uanset om de er skæve eksistenser eller ej."

Men klubben tænker også ud over egne rammer. Det er blevet til en række støtteprojekter nationalt og internationalt:

"Ti procent af det kontingent, spillerne betaler til klubben, går til et lokalt socialt initiativ, og hvert år på generalforsamlingen kan medlemmerne vælge, hvem der skal modtage den. Vi har også valgt at støtte et projekt i Brasilien, hvor de bruger fodbold til at hjælpe børn med at komme ud af fattigdom og blive aktive i skolen og til at skabe en ordentlig social krog at hænge deres liv op på. Det støtter vi ved at arrangere en årlig støtteauktion, som klubben og sponsorerne støtter op om, og det er vores måde at række ud over egne grænser, fortæller Jonas Weinkouff Hansen.

Konkurrencen
Og hvad så egentlig med det sportslige. Hvordan forholder FC Udfordringen sig til divisionens rangering?

Som udgangspunkt og vision er det ikke et mål for os. Men vi er alle sammen konkurrencemennesker, så der er en naturlig længsel efter at forbedre sig og få større udfordringer, forklarer Jonas Weinkouff Hansen.

Klubben forsøger at få plads til alle niveauer. Førsteholdet træner mere og fokuserer måske mere på at vinde kampe, end fjerdeholdet gør. Målet for klubben er dog ikke at finde på pointtavler men i klubbens værdier, understreger han.

Klubbens førstehold ligger lige nu som et af de gode hold i serie 2 og spiller med om oprykning.

Helt særligt er det dog i år for FC Udfordringen, at de i år er gået videre i Pokalturneringen og skal møde OB fra Superligaen den 11. september.

Jonas Weinkouff Hansen kalder det en sensation og fortæller, at FC Udfordringen i den seneste tid har fået lidt af et pressetække.

Det er stort. Uanset om vi er en kristen klub eller ej, slutter formanden.