Det er ikke ”højre”populisme

Det mest markante ved de fleste af de partier, som kaldes ”højrepopulistiske”, er, at de kombinerer en klassisk socialdemokratisk økonomisk-politisk dagsorden med en stærk indvandrerkritisk og EU-skeptisk holdning

Geert Wilders’ Frihedspartiet stod i meningsmålinger omkring årsskiftet til at vinde 25 procent af vælgerne og dermed blive Hollands største parti. Frihedspartiets valgsejr i onsdags blev væsentlig mindre, og mange bekymrede har draget et lettelsens suk.
Geert Wilders’ Frihedspartiet stod i meningsmålinger omkring årsskiftet til at vinde 25 procent af vælgerne og dermed blive Hollands største parti. Frihedspartiets valgsejr i onsdags blev væsentlig mindre, og mange bekymrede har draget et lettelsens suk. Foto: Peter Dejong/AP.

Det hollandske valg i onsdags var det første af tre europæiske valg i år, som mange med stor bekymring har ventet ville blive voldsomt præget af den national-populistiske bølge, som har sat den politiske dagsorden i den vestlige verden siden Brexit og Donald Trumps erobring af præsidentposten i klodens mægtigste land.

Bekymringen har været understreget af meningsmålinger, som har registreret voldsomt stigende tilslutning til national-populistiske partier i Frankrig, Tyskland, Holland og Sverige.

Geert Wilders’ Frihedspartiet stod i meningsmålinger omkring årsskiftet til at vinde 25 procent af vælgerne og dermed blive Hollands største parti. Frihedspartiets valgsejr i onsdags blev væsentlig mindre, og mange bekymrede har draget et lettelsens suk.

Men bekymringen har hvilet på en mangelfuld analyse. For eksempel har det været udbredt at kalde de national-populistiske partier ”højre-populistiske”. Men det mest markante ved de fleste af de partier, som har haft fremgang, er, at de – som vi også kender det herhjemme – kombinerer en klassisk socialdemokratisk økonomisk-politisk dagsorden med en stærk indvandrerkritisk og EU-skeptisk holdning.

Det er ikke en klassisk ”højre-dagsorden”, men en relativt ny politisk retning, der først og fremmest er kendetegnet ved prioriteringen af det nationale fællesskab, sådan som vi også i de senere år har kendt Dansk Folkeparti herhjemme.

Geert Wilders er en enestående og særlig figur i den national-politiske bølge. Han er suveræn parti-ejer, og han er udpræget islamofob, det vil sige, at hans modvilje mod indvandring helt overvældende er rettet generelt mod islam som religion. Han har krævet Koranen forbudt og alle moskéer nedrevet. Denne enerådende politiker har af ukendte årsager i stort omfang holdt sig ude af de store politiske valgdebatter i denne omgang.

Der er ikke grund til at tro, at de nye national-politiske bevægelser er specielt anti-islamiske. Der er i de fleste lande en mindre gruppe intellektuelle anti-muslimer, men der er al grund til at tro, at det store flertal af vælgere, der er bekymret over indvandringen, frygter for tab af national enhed og fællesskab og ublu konkurrence om arbejdspladser, hvad end indvandrerne kommer fra Mellemøsten, Afrika eller Polen.

Geert Wilders sololøb som anti-muslim, hans fravær i debatter og hans mangel på konstruktivt program kan have mindsket hans fremgang.

Herhjemme har Dansk Folkeparti markeret den nye tendens, klassisk socialdemokratisk omsorg for de svage og modstand mod indvandring, med et stadigt voksende tillidsforhold til Socialdemokratiet til følge.

Men i virkeligheden har den amerikanske præsident, Donald Trump, også været mere kontant lydhør over for de svagere stillede amerikaneres hverdag, end den almindelige elitære Trump-bashing giver indtryk af.

Således har Trump under hele sin valgkamp i modstrid med andre republikanske kandidater støttet den offentlige finansiering af sygesikring, som var grundtanken i Obama-care, Trump har bare konsekvent hævdet, at Obama-care var skruet uhensigtsmæssig sammen – blandt andet fordi den har øget forsikringsprisen for store dele af middelklassen, som allerede var forsikret. Samtidig har Trumps krav om bedre regulering af illegal mexicansk indvandring været et løfte om en reel beskyttelse af amerikanske og legalt indvandrede arbejdere mod den ubillige konkurrence, som illegale, retsløse indvandrere udgør, idet de er rede til at sælge deres arbejdskraft til bundpris og ikke nyder nogen som helst rettigheder og beskyttelse, da enhver kontakt med myndigheder kan betyde udvisning.

De regerende vestlige eliter bør nok i højere grad lægge strategi i forhold til en ny, socialt indstillet bekymring over for indvandring og tab af national identitet end at fryde sig over, at den særegne Wilders sejr blev mindre end ventet.

Erik Meier Carlsen er politisk uafhængig kommentator.