Hygiejne: Hånd-spritten skal stadig med i tasken
Det er for kynisk at glæde sig over det øgede fokus på hygiejne, som coronakrisen har ført med sig. Men vi kommer til at se i statistikkerne, at antallet af for eksempel mavetilfælde er faldet voldsomt.
De grundlæggende hygiejneråd om at vaske hænder, at bruge håndsprit, at undgå at røre sig i ansigtet med urene hænder, at nyse og hoste i ærmet, at rengøre overflader og udstyr hyppigt og at blive hjemme ved symptomer på sygdom er ikke opfundet til coronakrisen, og det er kun fornuftigt at fortsætte med at følge dem. Hvor længe denne adfærd vil fortsætte, er dog svært at sige. Personligt kan jeg godt frygte, at opmærksomheden allerede nu er faldende, for eksempel på at holde afstand i supermarkedet.
Jeg er mere fortrøstningsfuld i forhold til, hvordan vi i stigende grad indretter for eksempel automatik ved døråbning, så alle ikke skal røre det samme håndtag. Den slags automatik og berøringsfri betjeninger tror jeg, vi vil se mere af, ligesom koleraepidemien for 150 år siden bidrog til bedre kloakering og flere træk-og-slip-toiletter. At smitte spreder sig på grund af dårlig hygiejne og berøring af fælles flader, hører ikke kun coronakrisen til. For eksempel er der en øget forekomst af kronisk leverbetændelse blandt ansatte på sociale institutioner, der må formodes at være blevet smittet på jobbet.
Hvad angår fødevarer, tror jeg ikke, at så meget vil ændre sig, hvis opmærksomheden fortsætter med at falde. Der vil igen blive serveret mad ved kantine-buffeter, hvor det, der er ekstra smitterisiko ved, er kontaktflader som fælles salatbestik, skeer og fade. Jeg har allerede nu set flere eksempler på folk, der har holdt sammenkomster udendørs og med afstand til hinanden for at undgå smitte, men så har rakt kagefadet og kaffekanden rundt til hinanden. Så er man lige vidt.
Man kan håbe, at der i eftertiden er flere, der vil have fokus på hygiejne, på ikke at dele service og på at emballere fødevarer bedre. Men det vil fungere bedst ved at være et samfundskrav. Det er altid de personer, som trænger mest til det, der netop ikke gør noget ved hygiejnen. Derfor fungerer strukturelle og kollektive løsninger bedst. Personligt har jeg altid håndsprit i tasken.
Ældrepleje: Mere direkte omsorg
Hvis coronakrisen kan betyde, at vi får færre møder og kurser og færre ledelseslag i ældreplejen, vil det være fantastisk. Dermed ikke sagt, at personalet ikke skal videreuddanne sig, men der er brug for en kulturændring, så plejehjemmet i langt højere grad fokuserer på den enkelte ældres behov. Vi har for eksempel set, at ledere under corona nogle steder er begyndt at arbejde direkte med de ældre. Coronakrisen kan lære os at blive mere skarpe på den enkelte beboer. Når vi står over for en trussel, bliver vi bedre til at planlægge og prioritere efter etiske værdier og faglighed. Men det er samtidig vigtigt at sige, at der har været store problemer på nogle plejehjem.
Under corona har de pårørende kun haft begrænset adgang til besøg. Men vi må ikke bruge krisen til at mindske inddragelsen af de pårørende. Vi skal tværtimod bruge situationen til at forstå, hvor meget de pårørende betyder. Om corona vil ændre ældreplejen, afhænger meget af, hvor længe krisen varer. Hvis alt er normalt om et par måneder, tror jeg desværre ikke, der vil ske de store forandringer, for møde- og kursuskulturen er massiv. Hvis krisen varer længere tid, vil ældreplejen blive forandret.
Bureaukrati: Tilbage til kerneydelsen
Over de seneste 10-15 år er der sket det på mange offentlige institutioner – og til dels også private – at kerneydelsen er gledet i baggrunden. I stedet har der været øget fokus på dokumentation, evaluering og processer. I en krisesituation som den nuværende sker der automatisk det, at bureaukratiet bliver skrællet bort og der frisættes et fokus på kerneydelsen.
Om denne frisættelse holder ved på den anden side af krisen afhænger meget af de politiske og administrative beslutningstagere, men det bliver interessant at se. Det vil kræve et grundigt oprydningsarbejde.
Jeg tror ikke, at der bag bureaukratiseringen har ligget en øget mistillid og trang til kontrol, men den utilsigtede konsekvens af ønsket om øget dokumentation har været, at arbejdstagere som pædagoger, lærere og sygeplejersker har oplevet det negativt som mistillid og kontrol.
Min vurdering er, at en heldig og formålstjenlig erfaring fra coronakrisen kan være, at andre ting er vigtigere end styring og dokumentation. At ældres, børns og syges helbred og trivsel er vigtigere end bureaukratiets helbred og trivsel.
Møder: Spildtid kan undgås
Medarbejdere bruger og spilder en masse tid på møder i vore dage, og måske vil nogle af coronatidens erfaringer med virtuelle møder føre nogle forandringer med sig.
Først og fremmest har alle nok lært, at det faktisk ikke er særlig svært at holde møde over internettet. Det betyder, at vi vil se langt færre situationer, hvor man vælger at køre to timer med tog fra Esbjerg til Aarhus for at holde møde, og endnu færre, hvor man flyver til New York. I de tilfælde vil man leve med, at mødeudbyttet et 10 procent ringere ved et virtuelt møde.
Hvad angår møder mellem kolleger på samme arbejdsplads, kan man håbe, at barren er sat lidt højere for, om der overhovedet er grund til at holde et møde, og at møder vil blive faciliteret bedre som effekt af en periode, hvor møder har været begrænset i antal, varighed og form.
I stedet for traditionel mødeledelse, hvor ordstyreren bare giver ordet rundt som til en generalforsamling, kan effektiv mødefacilitering gøre en stor forskel. Det betyder, at der er én person, som holder fokus, giver ordet rundt, samler op på, hvad der bliver sagt, og griber ind, hvis der opstår gentagelser eller samtalen går i en retning, som ikke er relevant for alle deltagere. Dermed undgår man det, som let sker ved møder, at hovedparten af deltagerne stempler mentalt ud og mødet bliver spild af tid.
Under coronakrisen har mange holdt virtuelle møder på tjenester som Zoom. Her er muligheden for at stemple ud endnu større, og dermed har behovet for effektiv facilitering også været større. Her er der nogle vigtige erfaringer, der vil være gode at tage med sig, når man skal tilbage til mødelokalet.
Læring: Nu kommer den varierede skoledag
Hvis undervisningsområdet har lært noget af coronakrisen, må den allervigtigste lære være, at man kan, når man skal. Det har været imponerende, så hurtigt det lykkedes at omstille undervisningen. Det tror jeg både har overrasket elever, forældre og skolen selv, at man på få dage kunne omstille sig til fjernundervisning.
Jeg tror, den blivende effekt af coronakrisen bliver, at nogle af de elementer fra folkeskolereformen i 2013, der indtil nu har vist sig svære at gennemføre, nu kommer. For eksempel at indføre mere udeskole og mere bevægelse i skoledagen. Det er sundt for innovationskraften at være tvunget til at tænke anderledes, og nu har skolen erfaring med, at det faktisk er muligt at lave udeskole i al slags vejr.
Til gengæld tror jeg ikke så meget på, at digital undervisning vil vinde frem. I hvert fald ikke i grundskolen, måske i gymnasiet og på universiteterne. Selvom det lykkedes at etablere en vis fjernundervisning, blev det også demonstreret meget tydeligt, at der er mange elever, som falder fra, hvis der ikke er en lærer til at give dem hjælp og støtte. Så jeg tror faktisk, krisen har lært selv den mest skoletrætte elev at sætte mere pris på den fysiske tilstedeværelse i skolen. Nogle glæder sig sikkert over, at de lange skoledage har været gjort kortere, men prisen har været, at fokus har været på dansk, matematik og engelsk, mens resten er gået i glemmebogen.
Jeg tror, at når skolen begynder igen efter sommerferien, er det i fuld længde, så der også er tid til de praktiske og musiske elementer. Men det vil være en mere varieret lang skoledag.