Fem gode ideer til Mors dag

På søndag er det Mors dag, og hvorfor ikke benytte lejligheden til at være kulturel i kvindeligt selskab? Fra Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku er her fem forskellige forslag

Den anden søndag i maj er det Mors dag. I USA er dagen en officiel helligdag.
Den anden søndag i maj er det Mors dag. I USA er dagen en officiel helligdag. . Foto: Monkey Business Images.

1. Tag på visit i en kradsbørstig kvindes verden
Fra Shakespeare til Asterix har navnet Kleopatra stået for drama og passion. Men hvem var hun egentlig? Udstillingen Kleopatras verden på Ny Carlsberg Glyptotek i København bringer publikum i øjenhøjde med den egyptiske dronning og præsenterer myter og mystik side om side med den nyeste viden. På Kleopatras tid var Egypten hårdt presset af Romerriget. Snigmord og intriger var en del af datidens politik. Og Kleopatra kastede sig ud i magtkampe og slag, der ændrede verdenshistorien.

LÆS OGSÅ: "Kleopatras verden" på Ny Carlsberg Glyptotek

2. Oplev den kvindelige skagensmaler
Arken i Ishøj har samlet skagensmaleren Anna Anchers indtil for nylig uudforskede pasteller. Flere af værkerne vises for første gang. Man kan følge hendes udvikling i denne teknik og sammenligne pastellerne med tegninger, olieskitser og oliemalerier. Anna Ancher er en bemærkelsesværdig kunstner, som formåede tidligt at trænge igennem som anerkendt kunstner i en tid, hvor kvinder stadig var forment adgang til Kunstakademiet.

LÆS MERE: Anna Ancher på Arken

LÆS OGSÅ: Mødre i verdens religioner

3. En kvinde med sans for mode
Trapholt i Kolding portrætterer Margit Brandt, som revolutionerede den danske modeverden og den måde tøjdesign blev tænkt på. I forårskollektionen 1970 lancerede hun f.eks. 15 frakker, hvor ikke to havde lommer udfærdiget på samme måde. Udstillingen Margit Brandt modedesign 1965-1980 portrætterer en kreativ ildsjæl, der var meget ambitiøs med sine designs.

LÆS OGSÅ: Margit Brandt på Trapholt

4. Moderskabet på godt og ondt
På Kunstforeningen Gammel Strand i København er den fransk-amerikanske billedkunstner Louise Bourgeois røde akvareller, som viser moderskabet på godt og ondt i hendes sene værker. Udstillingens motiver er undfangelse, graviditet, fødsel og amning. Hun interesserede sig for menneskets eksistentielle vilkår og for at fortolkede dem på forskellige måder i sit arbejde.

LÆS OGSÅ: Louise Bourgeois' udstilling

5. Efterdønninger fra tvillingedåben

Amalienborgmuseet udstiller de kongelige tvillingers dåbskjoler, sammen med de dragter Kronprinsparret, Prins Christian og Prinsesse Isabella bar ved barnedåben. Det er i anledning af Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys tvillingedåb, at Amalienborgmuseet huser udstillingen Jeg døber jer, som fortæller om den kongelige dåb - både som statslig begivenhed og som en vigtig dag i den kongelige familie.

LÆS OGSÅ: "Jeg døber jer..." på Amalienborgmuseet