Prøv avisen

Kvinder på kampdagen: Vi er stadig ikke i mål

Fra venstre: Thora Rytter Jørgensen, Lajla Heldt, Sarah Gruszow Bærentzen og Mette Dahlmann. Foto: Ritzau Scanpix/privatfotos

På Kvindernes Internationale Kampdag fortæller fem kvinder mellem 15 og 95 år om deres erfaring med ligestilling i Danmark. De har en fælles overbevisning: Der er stadig nok at kæmpe for.

Tove Smidth 95 år. Tresproglig korrespondent, journalist og redaktør i DR 1963-89, borgmester i Gladsaxe 1974-1983. Mor til tre:

Min mand mente, at jeg skulle have lov at bruge mine evner, og han havde mulighed for at støtte mig, fordi han var gymnasielærer og færdig med sit job, så han kunne tage sig af børnene.

De gik på samme skole, hvor han var lærer, og hvis de fik fri før ham, så kom de ind og sad i hans klasse på bagerste række, indtil far skulle hjem.

Min svigermors grundholdning var også fantastisk. Hun sagde til mig, at jeg skulle gå til foredrag med Thit Jensen (kvindesagsforkæmper, red.), og hun sagde til os, mens vi kun var forlovede, at vi skulle opsøge lægen Jonathan Leunbach, der blandt andet gik forrest i introduktionen af pessaret, for sådan fik vi selv styr på de børn, vi fik.

Sådan en som mig var usædvanlig dengang, det ville jeg ikke være i dag. Men der er stadig problemer, for det er heller ikke i dag alle kvinder, der er så heldige at have en mand, der påtager sig at tage sig af børnene på niveau med moderen eller måske endda mere.

Thora Rytter Jørgensen. 36 år. Uddannet miljø- og naturteknolog samt folkeskolelærer på specialområdet. Enlig mor til to. Bor i Ry:

Jeg fik min søn, Toke, da jeg gik i 2.g og var 18 år. Jeg tænkte meget over alle fordommene om at være ung, enlig mor. De sidste 18 år har handlet meget om at modbevise dem. Toke kom i institution, da han var 12 uger. Det var hæsligt. Men jeg var så bange for at droppe ud og ikke få den studentereksamen.

Jeg fik min datter, Asta, da jeg var 25 år. Jeg var den næstyngste mor, da hun gik i 0. klasse.

Nu har jeg fornemmelsen af, at der ikke er noget, jeg ikke kan klare. Men jeg forstår godt de enlige mødre, der dropper ud af skolen. Jeg har tit selv tænkt, at nu giver jeg op og får et job med at pakke flødeboller om natten.

Ligestilling handler om lige vilkår, lige uddannelsesmuligheder. Jeg havde hele tiden følelsen af at skulle præstere lige så godt og måske endda bedre end de ”rigtige” forældre – dem, der er gift, færdiguddannede, husejende. De fordomme skal vi alle lægge fra os for at kunne skabe ligestilling. Et netværk er vigtigt, når man er ung, enlig mor. Det kan også være naboer, frivillige, kommunalt ansatte. Jeg forestiller mig et gammeldags landsbysamfund som model.

Lajla Heldt, 62 år, tillidsrepræsentant for 150 ufaglærte på Danfoss Power Electronik i Gråsten:

Da jeg begyndte på Danfoss for 43 år siden, var vi flest kvinder. I dag er vi blandet, både mænd og kvinder, og derfor er der en helt anden og bedre tone. På en ren kvindearbejdsplads kan der være en tendens til at snakke lidt mere om hinanden. Mænd er ofte bedre til at sige deres mening direkte.

Tidligere havde vi en udfordring, fordi nogle mænd med anden nationalitet havde svært ved at modtage ordrer fra kvindelige teamledere. Den udfordring har vi ikke i dag, selvom vi har mange ansatte med anden etnisk baggrund. Jeg oplever ikke de store ligestillingsproblemer på arbejdspladsen. Lønmæssigt bliver man vurderet efter kompetencer, og for nogle år siden lavede vi en ligelønsstatistik. Den viste, at der ikke var de store lønforskelle mellem kønnene.

Et af de helt store fremskridt de seneste 10-15 år er, at mændene er blevet meget bedre til at tage ansvar i hjemmet. På min arbejdsplads tager langt flere mænd end tidligere barselsorlov. Generelt synes jeg, at det er vigtigt at fastholde diskussionen om kvinders ligestilling.

Sarah Gruszow Bærentzen 15 år, elev i 9. klasse på Ådalens Privatskole i Ishøj. Foto: Privat:

Vi fejrer ikke kun kampdagen, fordi vi har problemer. Vi fejrer også kampdagen, fordi vi har fået løst rigtig mange problemer. Det sidste synes jeg er vigtigt.

Men vi har stadig nogle kønsnormer i samfundet. Det handler om noget så konkret som ligeløn. Det handler også om normer, der betyder, at hvis jeg går nedringet klædt til en fest, så får jeg onde øjne fra de andre. Min krop burde altid være min egen, ligegyldigt hvilket tøj jeg har på. Mange unge kvinder oplever et præstationspres. Jeg kan selv mærke, at jeg får det vildt dårligt, hvis jeg får karakteren 7, eller hvis det billede, jeg lægger ud på Instagram, ikke giver nok likes. Det handler både om det pres, vi kvinder lægger på hinanden, men også om det pres, samfundet lægger på os. Der er nogle normer, som både kvinder selv og hele samfundet må gøre op med.

Et af de største ligestillingsproblemer i min hverdag er, at mange drenge og også nogle piger har svært ved at sidde stille i den meget boglige skole. Jeg synes, vi skal indrette en mindre akademisk skole, så vi giver begge køn bedre muligheder.

Mette Dahlmann, 28 år, uddannet murer. Ansat i Løgten Murer- og Entreprenør i Aarhus:

Jeg blev udlært i Sønderjylland i 2015. Da jeg flyttede til Aarhus sidste år, var det svært at finde job, selvom jeg bestod min svendeprøve med den højeste anerkendelse, en sølvmedalje.

I begyndelsen ville mine kolleger have mig fyret, og jeg følte hele tiden, at jeg skulle bevise mit værd og arbejde tre gange så hårdt som alle andre. Kun to procent af alle murerlærlinge er kvinder, og på Facebook målrettes kampagnen for faget i den grad til mænd.

I dag respekterer mine kolleger mig, men der bliver kigget efter mig, når jeg kommer ud på byggepladser. Det er et kæmpe problem, at murerfaget og en række andre håndværksfag er så kønsopdelte. Argumenter som, at murere skal kunne løfte, holder ikke i dag. Vi har mange hjælpemidler og en arbejdsmiljølovgivning.

Der er brug for flere håndværkere. Forældre og unge må gøre op med uddannelsessnobberiet. Jeg elsker at kunne et håndværk. Jeg tror, både mænd og kvinder kunne få et bedre liv, hvis vi tænkte mindre stereotypt over vores valg af erhverv.