Ifølge Henrik Gottlieb, lektor ved institut for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet og dansk bidragyder til den globale anglicisme-database, GLAD, er det værd at bemærke, at en lind strøm af engelske ord i mere end 100 år har fundet vej til dansk, og at mange i dag slet ikke bemærkes som lån fra engelsk.
For eksempel ved kun få, at verberne ”hive” og ”splejse” er engelske sømandsudtryk, som er gået ind i dansk. At ”lockout” er et engelsk lån, er tydeligt, men at ”strejke” også er det, ved færre. Begge ord kom ind i dansk samtidig, dengang arbejdere og arbejdsgivere begyndte at gøre den slags.
”Men i dag er den engelske afsmitning ganske omfattende, og dele af den vækker modstand. For eksempel, hvis der er tale om særlige ’buzzwords’, der skal udtrykke en ’smartness’ inden for erhvervslivet. Eller når der er tale om deciderede fejloversættelser, som når aviser skriver om ’militære barakker’, fordi de fejloversætter ’military barracks’, der betyder ’kaserne’,” siger Henrik Gottlieb, som vurderer, at dansk i dag rummer 12.000 anglicismer.
Han påpeger, at der er mange slags anglicismer. I nogle tilfælde tages et ord direkte ind med både stavning og betydning som ”mindfulness”. Det kan også være ord, hvor enkeltdelene er oversat, for eksempel ”rollemodel”, som kommer af det engelske ”role model”. Og det kan være ny brug af kendte ord, som når man siger ”annoncere” i betydningen at meddele på grund af det engelske ”announce” eller ”jeg tænker, at...” i stedet for ”jeg synes, at...” på grund af det engelske ”I think...”.
Margrethe Heidemann Andersen er forsker ved Dansk Sprognævn og forsker i importord i dansk. Når hun får stillet spørgsmålet om, hvordan det danske sprog mest markant forandrer sig, svarer hun, at det gør det ikke.
”Dansk er faktisk en meget mere stabil størrelse, end de fleste går og tror. Der er nogle forskellige mindre krusninger, som for eksempel at engelsk påvirker vores ordforråd, men selv de engelske indlån bliver bøjet på dansk, og når vi tager et ord som at ’zappe’, bøjer vi det helt almindeligt på dansk,” siger hun.
Hvis hun skal pege på nogle markante krusninger, som er lidt mere end bare enkelte ord, der bliver lånt og gjort danske, peger hun på to eksempler fra engelsk, som vi måske ikke er så opmærksomme på, fordi det ikke er egentlige låneord, men tilsyneladende er danske ord, der med hensyn til ordstilling og betydning alligevel markerer noget nyt.
”Hvis man hører efter højttalerstemmen ude i Kastrup Lufthavn, vil man sikkert kunne høre noget i stil med: ’Venligst gå til gate et eller andet...’. Her er det bemærkelsesværdige ikke, at man bruger det engelske låneord ’gate’, men at man siger ’venligst’ først i sætningen ligesom det engelske ’please’. På dansk ville man traditionelt sige: ’Gå venligst...’ forklarer hun og fortsætter med sit andet eksempel: Jeg elsker dig:
”På engelsk er det meget udbredt at sige ’I love you’ i alle mulige sammenhænge, mens ’Jeg elsker dig’ på dansk har været meget mere begrænset. Det er ved at ændre sig nu.”
I 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne vandt det såkaldt flade a frem i danskernes udtale, men var genstand for voldsom offentlig kritik, hvis for eksempel en journalist på Radioavisen anvendte det.
Men i dag er kritikken forstummet, og det flade a er blevet stuerent, siger Tore Kristiansen, professor ved center for sociolingvistiske sprogforandringsstudier på Københavns Universitet, der karakteriserer dette som et af de mest slående eksempler fra nyere tid på forskydninger i dansk talesprog – og især opfattelsen heraf.
”Det flade a blev set som et socialt stigmatiserende træk. Det indgik i en måde at tale på, som forskere gav betegnelsen ’lavkøbenhavnsk’. I dag har det flade a sejret. Ganske vist toppede brugen af det i 1970’erne og 1980’erne og er derefter faldet igen. Men blandt unge er oplevelsen af, at det har social betydning, forsvundet, og i Radioavisen er det blevet mere almindeligt,” forklarer Tore Kristiansen.
Det er lidt vanskeligt på skrift at redegøre for, hvordan et fladt a lyder, men det er en a-udtale foran konsonanter som n og t, der går i retning af et æ. For eksempel kan ”Danmark” udtales neutralt med en kort a-lyd i første stavelse, ”Darnmark” med et meget åbent a, som for eksempel Dronningen gør, og en udtale med fladt a, der lyder lidt mere som ”Dænmark”.
Da Kristeligt Dagblad spurgte Line Pedersen, cand.mag. i dansk og retorik og selvstændig sprogkonsulent i firmaet ”Ordkløveren”, om forandringer i sproget, skyndte hun sig at lave en miniundersøgelse blandt seks unge sprogbrugere i alderen 17-22 år, tre piger og tre drenge, fra hovedstadsområdet.
Hun fandt mange eksempler på slang og gruppesprog, som markerer en stor kreativitet og fornyelse. For eksempel at ”dodo” betyder telefon, ”amus” betyder hemmeligt, og hvis man ”gitter”, tager man hjem. Både drenge og piger kan kalde en kammerat for ”bro” udtalt på engelsk, eller ”habibi”, som stammer fra arabisk.
”Vi lever i positiv forstand i en grænseoverskridende tid, hvor der er mange sprog i spil i byen, ikke kun dansk og engelsk. Unge har mange måder at bruge sproget på til at skabe en gruppefølelse. Ikke så meget for at hægte andre af, men for selv at blive kittet sammen som gruppe,” siger hun.
I det hele taget ser Line Pedersen meget klare tegn hos de yngre generationer på en udbredt og farverig relationskommunikation, som ikke kun handler om indforståede udtryk fra drengegruppen på gaden, men også handler om alle tegn i form af hjerter, smileyer, hashtags og gif’er – altså små animationsfilm – som kommunikationen via smartphone har bragt med sig.
”Men de sprogforskrækkede skal ikke være bange for, at ungdommen helt er ved at skifte sprog. De fleste unge er faktisk meget stil- og genrebevidste og kan godt skelne imellem, hvordan de skal udtrykke sig i gruppe af unge og når de samtaler med deres mormor,” siger Line Pedersen.
På den mere sprogbekymrede fløj finder man Lise Bostrup, forfatter og formand for Den Danske Sprogkreds. Hun peger modsat på en udvikling, der går i retning af registersammenfald, som handler om, at sprogtonen bliver mere ens uanset sammenhængen. Og det knytter sig ikke specifikt til unge.
”Tidligere var der stor forskel på, hvordan man brugte sproget, når man var på arbejde eller skrev i avisen eller på anden måde ytrede sig offentligt, og hvordan man talte, når man var blandt venner og familie eller på gaden. I dag kan man også høre gadesprogs-udtryk som ’hold kæft mand’ eller utydelig udtale på Det Kongelige Teater. Der er nogle, som siger, at det vigtigste er, at vi forstår hinanden. Men der er også en æstetik i det pænt talte sprog og et problem med, at vi ofte må bede om at få gentaget, fordi vi ikke kan høre, hvad hinanden siger,” lyder Lise Bostrups vurdering.
I forhold til engelsk i dansk hæfter hun sig især ved fænomenet domænetab, som handler om, at bestemte områder af samfundet skifter særlig meget sprog ud, for eksempel handelslivet, universitetsverdenen, bestemte medier eller sportsverdenen.
”Med hensyn til engelsk er der områder, hvor der er en voldsom påvirkning, mens andre går forholdsvis fri af det. For eksempel er der ingen, der ville kunne tage en præst alvorligt, som mumlede sin prædiken eller fyldte den med smarte engelske udtryk,” siger hun.