Lad os først slå én ting fast: Valget den 5. juni bliver næppe afgjort af kirkepolitiske spørgsmål. Men er man optaget af kristendom, er der grund til at holde øje med en række spørgsmål, som kan få stor betydning for landets kirkeliv.
”Danmark er et kristent land”, stod der i det seneste regeringsgrundlag. Faktisk i de to seneste borgerlige regeringsgrundlag. Der er en mulighed for, at den formulering vil forsvinde, hvis der kommer en ny socialdemokratisk ledet regering, som mange meningsmålinger tyder på.
Det er heller ikke sikkert, at det vil blive stående, hvis der kommer en ny borgerlig regering. For det er en formulering, som er blevet brugt mod regeringen mange gange, når den har været under anklage for ikke at tjene kirkens og kristendommens interesser. Og sætningen har mere stået som identitetsudsagn end som pejlemærke for konkret politik.
Der har politisk været en international bevægelse på dette punkt. USA, Danmark, Ungarn og Norge er blandt de lande, der giver forfulgte kristne særlig opmærksomhed på regeringsniveau. Det kan gøre det vanskeligere at vælge den etablerede indsats fra. Det samme kan det faktum, at undersøgelse på undersøgelse viser, at kristne er klart de mest efterstræbte af de religiøst forfulgte.
Hidtil har også dette område været forbeholdt borgerlige regeringer. Og punktet kan give bagslag som politisk mærkesag, hvis man ikke formår at bringe det videre, sådan som den nuværende regering gjorde ved at sikre kampen for trosfrihed en plads under Udenrigsministeriet.
Metoden til at finde en kirkeminister er ofte at kigge efter en god kulturminister, som også kan håndtere folkekirken som sideopgave. Sådan er fire af de fem seneste kirkeministre fundet. Det vrimler ikke med kandidater, der passer på denne beskrivelse på venstrefløjen, men Mogens Jensen (S) har som kulturordfører været nævnt som et bud.
På højrefløjen har Mette Bock (LA) været en relativt afholdt kandidat i folkekirken. Men hun ser ud til at være på vej til Europa-Parlamentet, så noget taler for, at en ny borgerlig kandidat må findes, hvis det igen bliver en blå regering. Borgerlige kandidater er der mange af, og de vil alle stå for en vis kontinuitet. Det er ved valget af en venstrefløjskandidat, at der kan komme overraskelser.
Afgående kirkeordfører for Socialdemokratiet Karen Klint har i Kristeligt Dagblad luftet tanken om at indføre et bloktilskud. Det vil blandt andet få den konsekvens, at man lægger statens økonomiske tilskud til folkekirken om, så staten ikke finansierer forkyndelse, men kulturarv.
Tydeligt er det også inden for folkekirken, at der stadig er en vis bevægelse i ønsket om at skabe en struktur, der giver kirken bedre mulighed for at træffe beslutninger. Ikke mindst efter gentagne anklager om, at folkekirken statsliggøres, for eksempel da en højesteretsdom i 2017 fastslog Folketingets ret til at træffe beslutninger på kirkens vegne.
Kirkeminister Marianne Jelved (R) opgav i 2014 den store reform, som skulle give kirken et ledende organ, men en socialdemokratisk ledet regering kan muligvis åbne for en ny drøftelse af, hvad der kan gøres på dette punkt inden for de nuværende rammer.
Hvis den nuværende regering har gjort sig upopulær på noget i det kirkelige Danmark, er det ved de kirkeskadelige love, som man har lavet for at bekæmpe islamisme. Fra forkynderes frihed til besøg af udenlandske prædikanter er mønstret, at love vendt mod islamister har ramt kirkelige aktiviteter, og det politiske svar har gennemgående været, at det desværre måtte ramme nogle uskyldige, når man skulle bekæmpe radikale kræfter. Derfor er det som kirkeligt engageret værd at notere sig, hvad der siges, når der kræves en stram kurs over for islamister. Dele af den politik vil formentlig en dag blive til love, som også vil ramme dansk kirkeliv.