Filip Richs-Jensens campinghytte er ”en klar opgradering” fra hans forrige hjem, selvom dét kan være svært at begribe. Før boede han i en båd uden vand og el i Fredens Havn, der var en omdiskuteret båd-kirkegård vest for Christiania i København, hvor især hjemløse og andre udsatte mennesker fandt et hjem og et fællesskab.
Men da havnen blev ryddet i januar i år måtte også Filip, 37 år, rykke.
Nu bor han på Corona Camping ved Bøgede, cirka 20 kilometer vest for Køge. Hans hjem på pladsen består af ét rum med en halvvæg som rumdeler. Madrasserne på sengen i soveafdelingen er beige af snavs og røg. Filip har lige støvsuget, men på hyttens væg-til-væg-gulvtæppe ligger cigaretskod og et afgnavet kødben til hunden Djargo. I en hjørnereol er en el-kogeplade sat pænt på plads, lamineret i pletter af smeltet ost og en rest bacon.
Filip Richs-Jensen er misbruger, forgældet og har en dom hængende over hovedet, som snart skal afsones. Han er blandt de såkaldt socialt udsatte, som i stigende grad forlader de store byer og finder et hjem på landet, som Kristeligt Dagblad beretter om i disse dage.
Det hjem ender for nogle personer med at være som fastboende på en campingplads, og sådan en plads er Corona Camping, hvor omkring 60 personer lige nu bor fast.
Filip Richs-Jensen er blandt de absolut mest udsatte på pladsen, hvor andre af beboerne har valgt campingformen som livsstil.
Han var glad for at bo i Fredens Havn, der var som et lille samfund af ligesindede. Og når han nu engang er smidt ud af havnen, er campinghytten et okay alternativ:
”I starten troede jeg ikke, jeg ville blive længe, men jeg begynder at blive glad for det og finde lidt ro. Men jeg har brug for et transportmiddel, så jeg kan komme til toget og til Roskilde og sælge aviser,” siger han om afstandene herude og de problemer, det skaber for ham som sælger af hjemløseavisen Hus Forbi.
Dansk trailerpark
Da Kristeligt Dagblad tidligere på dagen ankom til pladsen, blev fotografen korrigeret af en beboer:
”Det her er en trailerpark, ikke en campingplads”, fik han at vide.
Corona Camping er nok Danmarks mest kendte campingplads, hvor beboere har deres faste adresse, ligesom i amerikanske trailerparks. Stedet er blandt andet portrætteret i TV2-programmet ”Trailerpark Danmark”, og ifølge både sociale organisationer og indehaver Susanne Farnø findes der adskillige pladser i Danmark, hvor folk bor fast, selvom det er i strid med campingloven.
Dertil kommer, at de faste beboere har fået en mere skæv social profil, siger Susanne Farnø, som har Corona Camping med sin mand Michael Farnø.
”De seneste år har vi fået flere af dem, vi kan kalde fattige. Filip, som er hjemløs. Mennesker, som bliver skilt og ikke kan købe et nyt hus, fordi de har gæld. Det tog til for fem-seks år siden med kontanthjælpsloftet. Hver gang der ændres negativt i sociale ydelser, mærker vi det her.”
Hun vurderer, at omkring halvdelen af dem, der lige nu bor fast på pladsen, kan puttes i kategorien ”socialt udsatte”, det vil sige cirka 30 mennesker.
En lille plads koster 1500 kroner om måneden, en stor koster 3000, og man kan spare en tredjedel på prisen, hvis man betaler for en sæson ad gangen.
Susanne Farnø er uddannet socialpædagog, og her på pladsen arbejder hun frivilligt som social blæksprutte i lige så høj grad, som hun er indehaver og forvalter.
”Sådan har det udviklet sig. For hvad gør du, når der står et menneske uden for din dør og beder om hjælp?,” siger hun.
Hun har kørt Filip til misbrugscentret og til København. Hun har støttet ham i hans kontakt med kriminalforsorgen, så han kan få hjælp til at komme ud af sit misbrug. Hun gav ham et hjem i en af pladsens campinghytter samme eftermiddag, som Christianias sociale team ringede til hende om morgenen, da Fredens Havn blev ryddet, og Filip mistede sit båd-hjem.
Men udover hendes personlige indsats, bliver pladsens sårbare beboere også støttet af det generelle fællesskab, betoner hun.
”Vi har også en revisor og en bankrådgiver. De møder alkoholikeren og den arbejdsløse, når de tømmer toiletspanden eller drikker kaffe i cafeen. De udsatte får et samvær med andre, som de ikke skal kæmpe for. Man kan godt sige, at vi er her for dem, der ikke kan fungere i det ordinære samfund, men de blandes med dem, der kan, og det er et kæmpe plus.”
Et hårdt liv
Filip Richs-Jensen har rød hættetrøje og lysegrå joggingbukser på. Han er tæt og muskuløs som en spejling i menneskeform af hans muskel-hund Djargo. Han er sjov på en galgenhumoristisk måde. Igen og igen rammer han en fin balance, hvor han påtaler sit hårde liv, men holder det ud i ironisk distance (”det er bedst at være lidt fuld, når man sælger aviser”, siger han: ”Er du for fuld, går den ikke, men er du lidt fuld, kommer du ud over rampen”. Og: ”Jeg kan sælge alt. Om det er hash eller aviser: ’I regn og slud skal hashen ud’”).
Han er sårbar. Hele højre arm er tatoveret, blandt andet med en bizar kimære-figur; fusionen af en nøgen kvinde med fire bryster og edderkoppe-ben.
”Kampen mod det sorte. Pointen er, at kvinden ofte er det, der gør ondt og rammer mig mest, fordi jeg er ensom og savner den der tosomhed,” forklarer han.
Han fortæller sin livshistorie som et maraton gennem svære familieforhold, midlertidige adresser, tvivlsomme beskæftigelser, domme og indlæggelser på psykiatrisk afdeling.
Da Fredens Havn blev ryddet, blev han tilbudt en bolig på et herberg, hvor han kunne blive i København.
”Men jeg lærte at ryge kokain på Hillerødgade (herberg på Frederiksberg, red.), da jeg røg ud af fængslet for nogle år siden og boede dér. Man er omgivet af junkier, narkomaner og tyveknægte. Det duer ikke,” siger han.
Nu er han altså havnet hér, i en campinghytte 15 kilometer uden for Køge, og det går – efter omstændighederne – rimeligt.
”Jeg tænker om fremtiden, at jeg skal finde ud af, om jeg skal have en behandlingsdom eller i fængsel, og derefter kunne jeg godt tænke mig en form for arbejde,” siger han.
Bedre end Vesterbrogade
Susanne og Michael Farnø bor i stuehuset, der ligger på et højdedrag og skuer ud over vognene på campingpladsen. Nogle vogne har fortelt, andre har ikke, nogle er skimlede af mos og mug, andre er som små villaer med indgangspartier i træ, blomsterkasser og hvide stakitter.
Michael Holmqvist, 56 år, er ved at forlade pladsen i sin bil, men stopper for at snakke. Han har boet her fast i fem år og boede før det på en plads i Ringsted. Han flyttede i campingvogn efter et dyrt brud med en kæreste, og siden blev han hængende.
Han er blandt pladsens velfungerende beboere. Han er chauffør, og engang var han vognmand med fire vogne. Lige nu er han langtidssygemeldt.
”Folk er forskellige, ik’,” siger han om boformen, der blandt andet tiltaler ham, fordi pladsen er et socialt mikrokosmos. Her er både dem, ”som kan hjælpe, og som har brug for hjælp”, siger han og tilføjer om den sidste kategori:
”Her kan du komme i gang for 5000 kroner. Det er ikke nogen luksus, men det er tag over hovedet og bedre end en papkasse på Vesterbrogade.”