Filminstitut må opgive at kræve etniske optællinger

Persondatareglerne forhindrer filminstituttet i at registrere folks etnicitet for at fremme mangfoldigheden i dansk film. Ideen om at registrere folk på den måde er også ”syg”, mener filmproducent

Claus Ladegaard, der er direktør for Det Danske Filminstitut, oplyser til Kristeligt Dagblad, at man alligevel vil ikke optælle og registrere ansatte med anden etnisk baggrund, så de kan få økonomisk støtte fra instituttet, da GDPR-regler kommer i vejen.
Claus Ladegaard, der er direktør for Det Danske Filminstitut, oplyser til Kristeligt Dagblad, at man alligevel vil ikke optælle og registrere ansatte med anden etnisk baggrund, så de kan få økonomisk støtte fra instituttet, da GDPR-regler kommer i vejen. Foto: /ritzau/Cecilie Smetana (arkiv)

Hvordan stopper man diskrimination og grænseoverskridende adfærd i film- og teaterbranchen?

Det spørgsmål var omdrejningspunktet i rapporten ”Grænseoverskridende adfærd”, forfattet af lektor Camilla Møhring Reestorff fra Aarhus Universitet, som blev offentliggjort i sidste uge.

Rapporten fik direktør for Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard til i dagbladet Politiken at love, at film- og tv-producenter i fremtiden skulle optælle og registrere deres ansatte med anden etnisk baggrund, hvis de ville have økonomisk støtte fra instittuttet.

Nu viser det sig, at det alligevel ikke vil ske. Det oplyser Claus Ladegaard til Kristeligt Dagblad, som nævner reglerne om persondata som en af forklaringerne på, at man foreløbig ikke vil opstille såkaldte diversitetsmål for at tildele støtte.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad lørdag viste rapporten, at kvinder med minoritetsbaggrund i branchen i markant højere grad end andre oplever at blive udsat for chikane, diskrimination og uønsket seksuel opmærksomhed. Kvindelige skuespillere med minoritetsbaggrund oplever også, at de har svært ved at få roller, der ikke er knyttet til deres etnicitet.

En af de 13 anbefalinger i rapporten var, at film- og teaterbranchen skulle have konkrete diversitetsmål, som man for eksempel har i det britiske filminstitut.

Det har har altså vist sig lettere sagt end gjort.

Lektor Ayo Næsborg-Andersen, Juridisk Institut, Syddansk Universitet, er ekspert i den for et par år siden meget omtalte persondataforordning fra EU, i daglig tale GDPR. Ifølge hende skal man som udgangspunkt have ”en god grund” til at indsamle personlige oplysninger.

Forordningen kategoriserer oplysninger om race og etnisk oprindelse som ”særlige oplysninger”. Dem må man gerne bruge, hvis man kan få samtykke til det, men problemet er, at en arbejdsgiver og en lønmodtager ikke er i et lige styrkeforhold under en ansættelse. Derfor må arbejdsgiveren ikke spørge til en ny medarbejders etniske forhold, ligesom han eller hun ikke må spørge til tro, politisk overbevisning, seksuelle orientering og lignende.

”Der vil ikke kunne være tale om et frivilligt samtykke i en ansættelsessamtale,” forklarer Ayo Næsborg-Andersen.

I kulturens verden giver filmproducenten Peter Aalbæk Jensen ikke meget for hele ideen om at skulle registrere køn og etnicitet for at få filmstøtte.

”Hvis vi først starter den registrering, hvor stopper den så?” spørger han og fortsætter:

”Hele tankegangen om registrering er jo syg. Den mest radikale skævvridning er i øvrigt også, at der kun bliver lavet film med centrum-venstre-livsanskuelser, så hvis man skulle fremme diversiteten, skulle man kraftigt opfordre folk, der stemmer borgerligt, til at søge støtte hos filminstituttet.

Det ville være epokegørende. I al den tid, hvor jeg har lavet film, har vi lavet film for halvdelen af befolkningen. Og så er det mærkeligt at snakke om rummelighed, når man ikke kan rumme Dansk Folkeparti. Og når man snakker om diversitet, at man ikke vil trykke en borgerlig biografgænger i hånden. Vi har aldrig skildret dansk landbrug positivt. Vi har aldrig skildret en succesfuld erhvervsdrivende positivt,” siger Peter Aalbæk Jensen.

Han erkender, at han selv har været med til at foretage den skævvridning, men ved godt, hvordan en ansøgning skal udfyldes for at gå igennem, som han siger.

Camilla Møhring Reestorff mener godt, at man kan gøre op med problemerne med manglende diversitet, selv om reglerne sætter grænser for, hvad man må spørge om.

”Mange af mine respondenter med anden etnisk baggrund beskrev en frustration over, at de kun blev tilbudt stereotype indvandrerroller som terrorister, taxachauffører og kioskejere, hvad der gjorde det sværere for dem at føle sig fagligt tilfredsstillet i branchen,” siger Camilla Møhring Reestorff.

”Mange føler sig selvfølgelig også som danske, når de er født og opvokset her, selvom deres forældre eller bedsteforældre kommer fra et andet land. Løsningen kunne være at skelne mellem nationalitet og etnicitet, så folk selv kan udtrykke deres tilhørsforhold, ligesom jeg gav mine respondenter i rapporten lov til at udtrykke, om de følte, at de havde mere end én etnicitet.”