Sommer er synet af humle, mælkebøtter og skvalderkål. Og så er det synet af tynde aviser med meget store fotos. Det har altid undret mig, at aviserne ikke bruger sommeren til at gøre mere reklame for sig selv, for det er jo den tid på året, hvor folk har tid til at læse avis.
Når det er sagt, mener jeg slet ikke, at denne artikel hører hjemme i en kristen avis. For i kristendommen må man ikke beundre skabningen, men kun skaberen. For den kristne er intet helligt. Der er ingen hellige steder, så dyrkelsen af naturen og sommeren er dybest set ukristelig. Bare se på Thøger Larsens to sommersange – ”Danmark, nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig” – som er den rene og skære hedenskab. Det handler om at miste bevidstheden og gå i ét med naturen. Det er så ukristeligt, som noget kan være.
Sommeren er duften af naboens grillpølser. Det er en grim lugt, og man ved jo også godt, at det er livsfarligt at spise.
Sommer er lyden af hækkeklippere og græsslåmaskiner, hvis man er heldig og har et lille parcelhus. Hvis man har købt en lejlighed til 10 millioner kroner nede ved Tuborg Havn, så er det lyden af ghettoblastere, og hvis man bor inde i byen, er det lyden af fulde mennesker, der vralter rundt hele natten og brøler.
Sommer er smagen af jordbær, der ikke smager som dem, jeg spiste som barn. De smager vandede, hvorimod dem, man selv havde dyrket i haven som barn, virkelig havde smag. I dag er jordbær blevet en industrivare, hvor alle mulige former for hjælpemidler ganske vist gør dem store, røde og pæne, men hvor smagen mere eller mindre er forsvundet. Det er ligesom med kyllinger, hvor produktionen også drives frem i en pokkers fart.
Sommer er følelsen af frygt for, om vejret holder. Vejret holder os danskere fast i en skruestik hele sommeren. Tiden går med at slæbe bohave i sikkerhed for den næste regnbyge. Og nattesøvnen bliver ødelagt af frygt for, om den planlagte havefest drukner i regn. Vi er vejrslaver. Vejret afgør, om vi skal til stranden eller – endnu værre – i badeland. Sommeren er også den konstante påmindelse om dagens UV-indeks. Den livgivende sol er blevet en dræber – det var den altså ikke i min barndom. Vi kunne ikke blive brune nok som børn, men nu er der kommet en slange i paradis, der hedder hudkræft.
Jeg kunne sagtens fortælle om alt det søde og fine ved sommeren, men den er altså ikke så rosenrød, som vi ønsker. Sommeren minder os om den sommer, vi husker, men som aldrig fandt sted. I vores barndoms sommer skinnede solen altid, og vi levede af flødeis og jordbær, men sommeren var jo aldrig, som vi husker den. Vores erindring om sommer er påvirket af, at sommeren symboliserer paradis, men sandheden er en anden.