Det var et chok for både filosofiprofessoren Lars-Henrik Schmidt og hans familie, da han ud af det blå fik konstateret uhelbredelig kræft ved en rutineskanning i juni. Lægerne gav ham kun få uger at leve i, fortalte han i juli i sit sidste interview nogensinde her i avisen. Og fredag døde Lars-Henrik Schmidt. Han blev 68 år.
Lars-Henrik Schmidt voksede op i et industrikvarter i Vejle som nummer tre ud af ni børn, men hans egne ambitioner blev grundlagt, da karakterbøgerne blev uddelt i 4. klasse, og han pludselig opdagede, at han var blandt de bedste i klassen. Det fortsatte han med at være, og han blev derfor den første i familien, der fik studentereksamen, ligesom han senere fik Aarhus Universitets guldmedalje.
Allerede i 1978 blev han ekstern lektor i kultursociologi ved Københavns Universitet. Siden blev han først lektor og siden docent, forskningsleder, centerleder og forskningsprofessor ved Aarhus Universitet. Og han brugte allerede sin søskendeidentitet, da han i 1987 skrev disputats, hvor den ene halvdel handlede om fællesskabets store filosof Rousseau, og den anden halvdel handlede om Nietzsche, der af mange betegnes som individets største filosof.
Fra 1996-2000 var han direktør for Danmarks Pædagogiske Institut, og derefter blev han rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet og professor i filosofi samme sted. Da Danmarks Pædagogiske Universitet blev sammenlagt med Aarhus Universitet, blev han først dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, siden forskningsdirektør for Forskningscenter GNOSIS ved Aarhus Universitet og professor i filosofi samme sted. Gennem sin karriere har han udgivet en lang række bøger og artikler, ligesom han har undervist i mange lande som gæsteprofessor.
Herhjemme har han blandt andet været medlem af Det Etiske Råd og formand for Uddannelsesrådet for Film og Teater. Og han nød at læse visdomstraditioner fra alle kulturer. Men i sit sidste interview her i avisen denne sommer, pegede han også på Jesu kærlighed som et fundament for vores samfund:
”Du er værd at elske, for Jesus elsker dig, selvom du ikke føler dig set eller elsket af andre. Det betyder samtidig, at du altid skal behandle den anden som en, der er værd at elske. Den anden er guddommelig. For han eller hun er jo også et menneske, som Jesus elsker. Vores fællesskaber hviler på, at vi kan sige det. At alle er elsket. Og det, der virkelig virker trøsterigt, når man selv er på kanten eller skal forlade verden, er, at man er elsket og har været elsket,” sagde Lars-Henrik Schmidt roligt i det, der blev hans sidste interview nogensinde.
Privat var han enkemand, men gift igen og efterlader sig fire sammenbragte børn og fem børnebørn.