Finanskrise? Ikke i danskernes velgørenhed

Pengene fosser ind til miljø, dyrevelfærd og nødhjælp, men de kirkelige organisationer halter bagefter

Folkekrikens nødhjælp insamling søndag 1. marts. Kirstine West indsamler i en opgang på Nørrebro i København.
Folkekrikens nødhjælp insamling søndag 1. marts. Kirstine West indsamler i en opgang på Nørrebro i København. Foto: Casper Christoffersen.

Almennyttige organisationer i Danmark er i fortsat kraftig vækst – trods den økonomiske krise. Det viser en ny undersøgelse af 71 organisationers indtægter i 2008 fra Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisationer, Isobro. Organisationerne repræsenterer omkring 60 procent af al almennytte herhjemme.

2,2 milliarder kroner lykkedes det de 71 at få ind til nødhjælp og udvikling, sociale og kirkelige formål, natur og dyrevelfærd samt sygdomsbekæmpelse. Det er over 150 millioner kroner mere end året før.

Det er alene penge, som organisationerne har skaffet via kontingenter, gavebidrag, arv, salg af genbrugsvarer, indsamlinger og lignende. Set over fem år er denne såkaldte egenfinansiering steget med 547 millioner kroner eller 33 procent.

Generalsekretær Robert Hinnerskov forklarer, at der er stor forskel på, hvordan de enkelte grupper af organisationer har klaret sig.

For eksempel er der stor vækst i økonomien hos dyrevelfærds-, nødhjælps- og udviklingsorganisationer, mens de kirkelige organisationer nu oplever en lille nedgang i indtægterne.

– Der er en sammenhæng mellem, hvor mange ressourcer organisationerne investerer i at samle penge ind, og de stigninger, der har været i de indsamlede beløb. Det betaler sig at være på forkant med nye indsamlingsmetoder og bedre kommunikation, siger Robert Hinnerskov.

– Når miljø- og dyrevelfærdsorganisationerne går frem, skyldes det ikke kun, at det er emner, som er oppe i tiden. Det skyldes især, at de organisationer har satset mere på at samle flere penge ind, siger han.

Langt de største beløb indsamles fortsat til nødhjælp og udvikling. Kommunikationschef Mads Klæstrup Kristensen fra Folkekirkens Nødhjælp bekræfter, at det i høj grad handler om, at indsamlingsmetoderne er blevet fornyet, men også om, at man har fået flere faste bidragydere.

– Vi har oplevet en generelt stigende givervilje, og den er ikke så påvirkelig af kriser. Indtil nu ser det heller ikke ud til, at vi kommer til at mærke ret meget til krisen i år, siger han.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk