Prøv avisen
Politisk set

Finansloven er en vigtig kamp om små beløb

Det er i denne uge, at de såkaldte sættemøder foregår i forbindelse med finansloven. De består i, at de politiske partier i Folketinget ét for ét møder op i Finansministeriet for at fremlægge deres krav til, hvad de mener, finansloven bør indeholde. På billedet ses finansminister Nicolai Wammen (S). Foto: Clara Ahrens Poulsen/Ritzau Scanpix

Det er finanslovstid, hvor statens motor får energi fyldt på til det kommende år. Det er dog kun en meget lille del af finansloven, som reelt er til forhandling. Alligevel er denne del vigtig for alle parter

Finansloven er landets vigtigste lov og hjulet i statens virksomhed. Alle udgifter har rod heri, og alle statens skatter opkræves på baggrund af denne lov. Det er bestemt i Grundloven.

På visse punkter ligner finansloven et budget for et meget stort firma med en masse afdelinger. De på forhånd båndlagte udgifter udgør langt, langt den største del af budgettet. Det er som den del af isbjerget, der befinder sig under vandoverfladen. Man diskuterer alene den del af budgettet, som befinder sig over vandet, og som alle kan se.

Der er naturligvis forskel mellem et meget stort firma og den danske stats budget. I sidstnævnte tilfælde drejer det sig om anvendelsen af midler kradset ind til kollektivt forbrug. Der er tale om anvendelsen af andre folks penge. I et firma er der tale om anvendelsen af firmaets egne midler.

Den socialdemokratiske regerings forslag til det samlede statsbudget ifølge finansloven for 2020 er på knap 750 milliarder kroner. Heraf har regeringen selv afsat ekstramidler til en række områder, som den mener skal nyde fremme. Det drejer sig om prioriteringer inden for blandt andet klimapolitik og det sociale område. Omkring 98 procent af udgifterne på finansloven består imidlertid af udgifter til lønninger til allerede ansatte, til pensioner, til udgifter til forsvaret, som allerede er aftalt i forsvarsforligskredsen, til sociale udgifter og så videre.

Ud over udgifterne, der er reserveret til konkrete formål på finansloven, er regeringen parat til at foretage et yderligere beskedent løft i udgifterne i omegnen af to milliarder kroner. Det sidste beløb er det, som man regner med, at der skal til, for at skaffe et flertal bag finansloven, når den skal endeligt vedtages i Folketinget. Ud fra de foreløbige meldinger at dømme tyder det på, at Socialistisk Folkeparti vil kræve bedre normeringer i dagsinstitutionerne, end der er lagt op til i finansloven. Enhedslisten vil blandt andet kræve flere penge til kvindekrisecentrene, mens Det Radikale Venstre kan tænkes at ville kræve flere penge til de videregående uddannelser, end regeringen har lagt op til.

Ud over opbakningen fra regeringens støttepartier vil der ofte også blive indgået delforlig med andre partier i det danske samarbejdende folkestyre om specifikke dele af finansloven. I så fald er der tale om delforlig inden for rammen af finanslovsforslaget, hvor man eventuelt bliver enige om at tage penge ét sted fra og give til et andet område.

Selvom det, der kan ommøbleres i den årlige finanslov, er så mange gange mindre end det, som ligger fast, er forhandlingerne om finansloven meget vigtige. For regeringen er det vigtigt at få finansloven på plads, således at linjen fra finanslovforslaget følges. For støttepartierne er det vigtigt at få en så høj betaling som muligt for, at de holder regeringen ved magten. For dem kan der opnås megen støtte og anerkendelse i baglandet, hvis det lykkes at få et to eller trecifret millionbeløb i kroner til bestemte formål, som anses for vigtigt.

Herudover kan der selv med meget små finanslovsbevillinger opnås store symbolpolitiske sejre for støttepartier, hvis de lanceres rigtigt som en del af støttepartiets overordnede fortælling. Dansk Folkeparti var i 2000’erne danmarksmestre i at få småbeløb på finansloven til Fregatten ”Jylland”, Jellingstenene og lignende til at trække overskrifter.

Det skal yderligere med, at det lokalt kan spille en stor rolle, hvis det lykkes for det lokalt valgte folketingsmedlem at få støtte med nogle få millioner kroner til museumsprojekter, havneanlæg, kystsikring eller erhvervsforsøg som led i finansloven. Vedkommende folketingspolitiker kan blive den lokale helt i skysovs, hvis det lykkes vedkommende på denne måde at ”bring back the bacon”, som den slags kaldes i amerikansk politik. Forudsætningen herfor er naturligvis, at folketingspolitikeren kommer fra regeringspartiet eller et af støttepartierne.

Det er i denne uge, at de såkaldte sættemøder foregår i forbindelse med finansloven. De består i, at de politiske partier i Folketinget ét for ét møder op i Finansministeriet for at fremlægge deres krav til, hvad de mener, finansloven bør indeholde, ud over hvad der allerede står i forslaget hertil. Selvom alle partier pr. tradition møder op, er forventningen klart, at regeringens overordnede forlig om finansloven bliver med støttepartierne. Kun enkelte gange har en socialdemokratisk regering lavet forlig om finansloven med et eller flere borgerlige partier, og det er aldrig sket lige efter, at man har overtaget regeringsmagten.

Peter Nedergaard er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.