Paradigmeskift, øde ø og procesrisiko.
Det var nogle af nøgleordene for den finanslovsaftale, regeringen i går eftermiddag indgik med Dansk Folkeparti. Selv forklarede finansminister Kristian Jensen (V), at det i år havde taget længere tid end forventet, fordi der faktisk er tale om tre aftaler og ikke en. Nemlig en ”markant stramning af udlændingepolitikken”, en ”stor pensionsreform”, som sikrer, at 1,1 million pensionister får mere ud af deres pension i fremtiden, samt en aftale om velfærdsforbedringer og en sænkning af skatter og afgifter.
Interessen samler sig i første omgang om det paradigmeskifte i udlændingepolitikken, som Dansk Folkeparti har gjort til omdrejningspunkt for årets forhandlinger.
Partierne er blevet enige om, at afviste kriminelle asylansøgere i fremtiden skal placeres på ”en øde ø”, Lindholm i Stege Bugt, og dermed ikke længere i udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland.
Desuden skal flygtninge i fremtiden have at vide fra dag et, at målet er, at de skal vende hjem igen, og den hidtidige integrationsydelse kaldes i fremtiden en hjemvendelsesydelse. Ifølge både finansministeren og Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, strammes reglerne på udlændingeområdet så meget, at regeringen løber den tidligere meget omtalte procesrisiko. Det vil sige, at den risikerer at få de nye regler underkendt eksempelvis af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Partileder Kristian Thulesen Dahl lagde ikke skjul på, at hvis Dansk Folkeparti ”havde haft 90 mandater”, ville partiet være gået længere, men man havde bøjet sig for at nå et kompromis.
Om stramningerne reelt betyder, at flere flygtninge sendes hjem, vil først vise sig et godt stykke ude i fremtiden. For regeringen og Dansk Folkeparti har det afgørende været at nå et resultat forud for næste folketingsvalg, og derfor har forhandlingsklimaet i modsætning til de foregående år været præget af stor forligsvilje, og man har omhyggeligt undgået at lække detaljer fra forhandlingerne undervejs. Det er umiddelbart den største succes for partierne.
Selve ordet ”øde ø” har været ladet med symbolværdi, siden den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen i 2000 foreslog det som en løsning for afviste asylansøgere. At det nu gennemføres, kan blive en vigtig brik i de borgerliges kamp med Socialdemokratiet om at signalere den hårdeste udlændingepolitik.
Tilsvarende er der også stor symbolværdi i den anden store aftale i finanslovsforliget – pensionsreformen. Regeringen og Dansk Folkeparti vil ophæve satspuljeaftalen, der har kørt siden 1990, og som alle Folketingets øvrige partier bortset fra Enhedslisten hidtil har været med i.
Satspuljen er blevet kaldt for ”de svages finanslov”, fordi der hvert år er blevet afsat penge til forsøg og særlige forbedringer på social- og sundheds-området. Pengene er skaffet ved, at alle modtagere af overførselsindkomster har fået lavere lønstigninger end de erhvervsaktive. Den mekanisme har netop Enhedslisten kritiseret igen og igen, fordi man ”fodrer hunden med dens egen hale”.
Ved at opsige aftalen får regeringen nu mulighed for at opfylde Dansk Folkepartis krav om, at pensionister skal have lov at beholde deres pensioner fuldt ud, i stedet for at penge trækkes ud til satspuljen. Samtidig vil man indføre en personlig pensionsordning for andre modtagere af overførselsindkomster, for eksempel kontanthjælpsmodtagere.
Sagen er bare, at der er tale om meget små økonomiske forbedringer. Tag for eksempel pensionsopsparingen: På arbejdsmarkedet generelt sparer lønmodtagere typisk 10-15 procent eller mere op til pension hvert år. Bidraget fra satspuljen er kun på op til 0,3 procent årligt. Hvis det skal batte noget som pensionsopsparing for de mest udsatte, skal der en del mere til.
Derudover indebærer aftalesystemet på Christiansborg, at opsigelsen af satspuljeforliget først træder i kraft efter næste valg, det vil sige tidligst i 2020. Desuden fortsætter den eksisterende satspulje på omkring 15 milliarder kroner som hidtil. Opsigelsen af forliget betyder alene, at der ikke komme nye penge til.
Med tiden kan det betyde, at der bliver færre penge til forsøgsordninger på social- og sundhedsområdet. Alligevel ligner det en vindersag efter den skarpe kritik, Rigsrevisionen jævnligt er kommet med i forhold til administrationen af puljen og den store svindelsag i Socialstyrelsen. Politisk har regeringen og Dansk Folkeparti nu den fordel, at de kan plante splid hos partierne til venstre for midten om, hvad der skal ske med satspuljen, hvis der bliver rødt flertal efter valget. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, mener, at der er ”fornuftige takter” i omlægningen, mens Enhedslisten stadig er imod, at de udsatte skal ”have regningen for at rette fejlen”.
På skatte- og afgiftsområdet pralede Liberal Alliance i går med, at det var lykkedes at gøre øl, lystbåde og fly billigere. I alt sænkes afgifter for 400 millioner kroner. Det er set fra en liberal synsvinkel ikke noget prangende beløb i forhold til et statsbudget på 1100 milliarder kroner for 2019. Men på stengangen i Finansministeriet glædede de borgerlige forhandlere sig over, at der trods alt blev råd til lettelser, og at det ikke kom til at gå den modsatte vej, og måske er der også en vis symbolværdi i, at lystbåde bliver billigere.
Bedre end meget andet illustrerer det hovedmålet for dette års finanslovsforhandlinger – at få en aftale i hus. Den har symbolske gevinster på alle hylder, men de helt store forandringer er der ikke tale om. Mest påfaldende er, at der ikke er blevet enighed om en reform af sundhedsområdet, som ellers har været regeringens projekt for efteråret. De forhandlinger er nu udskudt til efter nytår.