Finansminister afviser højere Dong-bud

Bjarne Corydon afviser, at et dansk pensionsselskab bød et højere beløb end Goldman Sachs

Det er forkert, at et dansk pensionsselskab blev fravalgt som ny medejer af Dong til fordel for Goldman Sachs, selv om pensionsselskabet bød højere end den amerikanske investeringsbank.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) til Ritzau, efter oplysninger om at PensionDanmark skulle have givet et højere bud på aktieposten i Dong.

- Det er forkert. Det bedst samlede tilbud, er det tilbud, som vi har taget, siger Bjarne Corydon.

Han afviser at komme nærmere ind på de bud, som staten har modtaget i salgsprocessen.

- Vi kan ikke tillade os at gå ind og diskutere andre bud. Det er fortrolige og markedsfølsomme oplysninger, som vi ikke kan diskutere i offentligheden.

- Men der er ikke skyggen af tvivl om, at vi naturligvis har taget det bedst samlede bud, siger Bjarne Corydon.

Det er Information, der skriver, at PensionDanmark skulle have afgivet et bud på aktieposten i Dong.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Torben Möger Pedersen, administrerende direktør i PensionDanmark, til Information.

I alt betaler amerikanerne otte milliarder kroner for en ejerandel på cirka 19 procent af Dong. Desuden indskyder ATP 2,2 milliarder kroner, mens PFA køber aktier for 800 millioner kroner.

Baseret på de beløb kan den samlede værdi af Dong fastsættes til 31,5 milliarder kroner.

Men værdien af Dong er betydelig højere, har flere kritikere hævdet, forud for, at aftalen med Goldman Sachs skal vedtages torsdag i næste uge.

Enhedslisten har derfor bebudet, at det vil forhale processen, og Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl skriver på Facebook, at han forlanger et klart svar fra Bjarne Corydon til de nye oplysninger.

- Der er mange mystiske ting omkring salget af Dong. Men tingene må frem i lyset, inden Folketingets Finansudvalg skal færdigbehandle sagen, skriver Thulesen Dahl.