Findsen-sag kan skade 20 års kamp for åbne efterretningstjenester

Sagen mod chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste kan blive enden på den åbenhed, efterretningstjenesterne har eksperimenteret med i 20 år. Det vil udfordre regeringens forhold til støttepartierne

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste siden 2015, Lars Findsen, sidder fængslet og er sigtet for forbrydelser mod staten.
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste siden 2015, Lars Findsen, sidder fængslet og er sigtet for forbrydelser mod staten. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

At chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste siden 2015, Lars Findsen, sidder fængslet og er sigtet for forbrydelser mod staten, er svært at begribe for tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen.

I en en kronik i dagbladet Politiken mandag anklager han direkte statsminister Mette Frederiksen (S), hendes departementschef Barbara Bertelsen samt fire andre topministre i regeringens sikkerhedsudvalg for at ”skyde gråspurve med kanoner”.

Sikkerhedsudvalget bliver inddraget, når Justitsministeriet og PET lægger op til at føre en så alvorlig sag om rigets sikkerhed.

Opsigtsvækkende peger Hans Jørgen Bonnichsen på, at hvis regeringen havde ønsket det, kunne den have løst sagen på en langt mere diskret måde end med en sigtelse, som i yderste konsekvens kan sende Lars Findsen 12 år i fængsel. Og nok så alvorligt for Danmark: Kaste endnu mere internationalt lys på skandalen, som vil skade landets udenrigs- og forsvarspolitiske interesser.

Han nævner konkret, at hvis Lars Findsen har forbrudt sig alvorligt mod sin tavshedspligt, kunne man enten have forfremmet eller forflyttet ham til en stilling som ”kommitteret i et mørkt kontor”. Sådan plejer man at håndtere sager med højtstående embedsmænd inden for sikkerheds- og efterretningsområdet, der ikke længere kan bruges.

En diskret håndtering sikrer dels, at efterretningstjenesten ikke kompromitteres i det internationale samarbejde, dels at man fortsat har jobmæssig kontrol med dem, der ligger inde med sprængfarlig efterretningsviden.

Problemet med den diskrete løsningsmodel er, at den skurrer fælt i et nutidigt, retspolitisk veltrimmet øre. For det kan vel ikke passe, at en efterretningschef ikke skal straffes, hvis vedkommende har begået en grov ulovlighed, som ligefrem truer landets sikkerhed?

Spørgsmålet illustrerer den afgrund, der ligger mellem fine retspolitiske idealer og ønsket om i det hele taget at have et spionvæsen. Hovedparten af dets aktiviteter er jo ulovlige – det er spionage mod andre lande, som Bonnichsen understreger over for Kristeligt Dagblad.

Af samme grund har efterretningsarbejde historisk været omgærdet af et kolossalt hemmelighedskræmmeri. Siden Murens fald har offentligheden og pressen dog gradvist fået mere at vide – i 2002 udgav Politiets Efterretningstjeneste sin første offentlige årsberetning, og i 2004 begyndte Forsvarets Efterretningstjeneste at fremlægge offentlige, årlige risikovurderinger.

Åbenheden er bare risikabel. En chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, der siger noget til en journalist, som andre i hans eget system eller i regeringen betragter som en sikkerhedsbrist, er ilde stedt. Især da, hvis regeringen som den nuværende allerede har et anspændt forhold til forsvaret og dets ledelse.

I 2020 påpegede Forsvarets Efterretningstjeneste for eksempel, at der var en risiko for, at børn i de syriske fangelejre ville komme under Islamisk Stats indflydelse og kunne blive opfostret til terrorisme. Vurderingen kom offentligt frem, og det passede mildt sagt regeringen skidt. Støttepartierne brugte udsagnet i kampen for at få danske IS-kvinder og deres børn bragt til Danmark fra lejrene. Det blev regeringens hidtil alvorligste nederlag, og Bonnichsen har i dag let ved at få øje på et eventuelt hævnmotiv hos regeringstoppen over for FE-chefen.

Hvis det er grunden til, at sagen ikke er blevet håndteret diskret, løber regeringen imidlertid en meget stor risiko – skrevet med det forbehold, at offentligheden endnu ikke ved, hvad Lars Findsen reelt er sigtet for. Alt er hidtil foregået bag rettens dobbeltlukkede døre.

En anden sag mod tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET, Jakob Scharf – også for brud på tavshedspligten – endte i 2020 i Østre Landsret med en frifindelse for 27 af 28 rejste anklagepunkter og en mindre bøde for det sidste forhold.

Falder Lars Findsens sag til jorden på samme vis, vil det være et eklatant regeringsnederlag. Regeringen risikerer derefter at blive trukket gennem endnu en stor undersøgelseskommission a la minksagen af et flertal i Folketinget.

Ender det med en hård dom, vil det på den anden side være en bombe under efterretningstjenesternes eksperimenter med åbenhed. Både nuværende og tidligere medarbejdere vil formentlig tænke sig om mere end to gange, før de for eksempel taler med pressen. Hvad de ellers fra tid til anden kan have en interesse i for at få bestemte informationer ud.

Et mere lukket efterretningssystem med tavse medarbejdere vil nok passe den siddende regering godt, men støttepartierne vil være kritiske.

Tidligere udenrigsminister og formand for Udenrigspolitisk Nævn, Martin Lidegaard (R), er allerede nu bekymret for, hvad sagen vil betyde for Danmarks forhold til andre lande. Til dagbladet Politiken siger han, at det bliver en stor opgave at rydde op i det og genvinde respekten.

Da det nuværende kontrolorgan for efterretningstjenesterne, Tilsynet med Efterretningstjenesterne, blev oprettet i 2013, talte især Enhedslisten meget for endnu bedre kontrol og mere indsigt med tjenesternes arbejde. SF kæmpede for det samme på de indre linjer og var som daværende regeringsparti med i den politiske aftale.

Så sagen kan drive en alvorlig kile ind mellem regeringen og dens støttepartier om rammerne for efterretningsvæsenet.