Prøv avisen

Finkultur skal gøres folkelig

En række af landets store formidlere af finkultur går i øjeblikket i offensiven for at bygge bro til det mere folkelige publikum

Klassisk dannelse skal ud til flere danskere. Det mener en række kulturinstitutioner, der nu tager nye midler i brug for at få flere til at forstå den rigdom, der ligger i vores kulturelle rødder.

Det Kongelige Teater og Danmarks Radio er blandt de store institutioner, der i øjeblikket gør en ekstra indsats for at skabe kontakt til den del af befolkningen, der ellers ikke ser sig selv som store forbrugere af finkultur.

DR 1s kommende fredagssatsning Maestro vil for eksempel forsøge at få den klassiske musik ud til en bredere del af befolkningen, og i en ny kampagne fra Det Kongelige Teater er en række af forestillingerne bogstaveligt talt stemplet velegnet for begyndere i teatrets nye løssalgskatalog.

Vi vil gerne hjælpe og guide folk, der aldrig har været i teatret, gennem vores store repertoire inden for opera, skuespil og ballet. Det kan være svært at vide, hvor man skal begynde. Og vores stempel skal ses som en hjælp til det publikum, forklarer Det Kongelige Teaters PR-ansvarlige, Louise Pedersen.

Hun peger for eksempel på Tosca af Puccini som et godt sted at begynde, fordi operaen er kort og dramatisk med genkendelige melodier.

DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, er enig i, at man skal nå folk, hvor de er for at få dem med på mere. Men der er også brug for, at skoler, biblioteker og DR tager deres rolle som dannelsesinstitution alvorligt.

God kultur er ikke nødvendigvis den kultur, der er mest efterspørgsel på. For kultur er mere end underholdning. Selvfølgelig findes der kulturområder, som er vigtige for vores efterkommere og vores egen selvforståelse, selvom de ikke kan klare sig på markedsvilkår. Derfor bør institutioner også støtte kunst, litteratur, teater, kulturarv og klassisk musik, siger Morten Hesseldahl.

Kunsthistoriker og tidligere rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl mener, at tiltag som de nævnte er en god idé, da der er et behov for kendskab til den klassiske kultur i befolkningen.

Når jeg har holdt foredrag for mennesker uden et særligt forhold til malerier, opstår der ofte og lidt uventet stor lydhørhed over for billedkunst og abstrakt kunst, siger Else Marie Bukdahl, der har savnet bedre formidling af finkulturen.

ohrstrom@k.dk

krasnik@k.dk

liv&sjæl side 11-12