Prøv avisen
100 år efter Første Verdenskrig

Her er fire effekter af Første Verdenskrig

I vores moderne verden kan man på en lang række områder trække linjer tilbage til Første Verdenskrig. Illustrationer: Morten Voigt

I vores moderne verden kan man på en lang række områder trække linjer tilbage til den blodige krig med de vidtrækkende konsekvenser, som brød ud i 1914 og sluttede med en våbenstilstand fire år senere

Nutidens konflikter i Mellemøsten, på Balkan og i Ukraine

Ifølge Adam Paulsen, lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, er det nærmest malplaceret at tale om en afslutning på Første Verdenskrig. Så når man nu markerer 100-året for freden, er det mest med franske og britiske øjne, historien ser sådan ud.

”Mellem 1918 og 1923 var Europa fortsat den voldeligste og farligste region i verden med adskillige borgerkrige og en særdeles blodig krig mellem Grækenland og Tyrkiet, som varede til 1922,” siger Adam Paulsen.

Han tilføjer, at paradoksalt nok fremstår Første Verdenskrig i dag mere aktuel, mindre afsluttet end Anden Verdenskrig. Siden Murens fald har der ikke været noget stort udestående fra Anden Verdenskrig, hvorimod mange af de problemer, som fulgte i kølvandet på Første Verdenskrig og havde været frosset ned til og med den kolde krig, har vist sig igen.

”I Mellemøsten skabte Frankrig og Storbritannien stater som Syrien, Jordan og Libanon i ruinerne fra Det Osmanniske Rige helt uden at skele til lokale religiøse og etniske spørgsmål og konflikter. Dermed lagde de sporene til de fejlslagne stater og politiske konflikter, som præger regionen i dag,” påpeger han.

Adam Paulsen tilføjer, at ikke kun Mellemøsten-konflikten, men også 1990’ernes katastrofe på Balkan har et spor tilbage til den måde, grænserne blev draget på i 1918. Da kejserriget Østrig-Ungarn gik under, blev en del af dets territorium til den sammenbragte stat Tjekkoslovakiet, en anden til ”den mærkelige konstruktion af et kongerige bestående af serbere, kroater og slovenere”, som han beskriver Jugoslavien. I dén ende af Europa slikker man endnu sårene efter den krig, som sammenlægningen kostede.

”Også konflikten mellem Ukraine og Rusland går tilbage til 1918, da idéen opstod om en selvstændig ukrainsk nation. Ukraine blev hurtigt opsuget i Sovjetunionen, men modsætningerne fra dengang foregriber nutidens konflikt om Krim-halvøen,” forklarer han.

Sønderskudte ansigter førte til moderne plastikkirurgi

I omfang og alvor overgik de skader, soldaterne fik under Første Verdenskrig, stort set alt, der tidligere var set. Ansigter, der kiggede op over skyttegravskanten, blev sønderskudt. Bomber fyldt med granatsplinter sprængte næse, øjne, kæber og selve kødet af ansigterne.

I den franske forfatter Marc Dugains roman ”La Chambre des Officiers” (da. Officersgangen) fanger en fransk officer sit eget spejlbillede i et vindue på et parisisk hospital og brækker sig spontant, da han for første gang ser sine skader:

”Jeg er i den fase, man kalder ’tørringsfasen’, jeg har ingen bandager på overhovedet, og jeg ser således genskæret af en mand, hvor der i midten af ansigtet er et tunnelagtigt hul med flossede kanter.”

På militærhospitalet Val de Grace skal hans ansigt rekonstrueres, ganske som det skete i virkeligheden. For krigens voldsomme ansigtsskader lagde grunden til den moderne plastikkirurgi.

Lægen Harold Gillies var blandt pionererne inden for rekonstruktion af krigsskadede ansigter, skriver National Army Museum i London. I 1917 fik Gillies etableret verdens første hospital dedikeret til at behandle denne type skader, The Queen’s Hospital i Sidcup, England. Han fandt teknikker til at transplantere hud på måder, der formindskede risici for afstødelse og infektioner.

Han udviklede blandt andet sine metoder på en ung soldat, som blev såret i Slaget om Jylland i 1916. Soldaten Willie Vicarage var blevet så forbrændt, at hans ansigt var stivnet til en maske af arvæv, og han kunne hverken lukke øjne eller mund. Kirurgen løsnede levende væv i en strimmel fra soldatens bryst. Hudstrimlens langsider syede han sammen i en slags tube, der mindskede risiko for infektion og øgede blodgennemstrømning. Strimlens anden ende blev syet fast nær såret i soldatens ansigt. Først da blev den skåret løs fra brystet, tuben åbnet og huden transplanteret ind over skaden.

Granatchok og andre psykiske krigsskader

For 3300 år siden opsøgte en syrisk soldat en læge med klager over søvnløshed, mareridt og depression. Han havde kæmpet i Irak og kunne nu hverken passe job eller familie. Beretningen er blandt de første, der er, om psykiske krigstraumer. Og der skulle gå årtusinder, før Første Verdenskrig producerede lidelsen i så ufatteligt et omfang, at den endelig blev bredt anerkendt som en medicinsk tilstand.

”Granatchok” kaldte militærlægen Charles Myers den, og i 1917 var den ifølge BBC årsag til en tredjedel af alle hjemsendelser af britiske soldater.

”Jeg så mit første tilfælde af granatchok, en fyr, som lå, græd og rystede som et espeløv,” vidner en soldat, der kæmpede på Vestfronten, på Imperial War Museum i Londons hjemmeside, og en anden forklarer om traumernes langvarige effekt på adfærd og personlighed:

”Altså, en person med granatchok, han kan være meget stille, og han kan være meget voldelig; han kan finde på at gøre hvad som helst.”

Fingerede disse mænd deres tilstand, eller var den reel? lød spørgsmålene blandt andet dengang. Men:

”Militærlægerne fandt hurtigt ud af, at alle havde et punkt, hvor de knækkede: stærk eller svag, modig eller fej – krig skræmte hvem som helst fra forstanden,” skriver BBC.

Siden har forskning bevist den pointe. Psykiske krigsskader ”er en ikke-reducerbar omkostning ved krigens natur”, som én af verdens førende forskere på området, Charles Marmar fra New York University’s Langone Medical Center Psychiatry Department, sagde til Kristeligt Dagblad sidste år.

I Danmark rapporterede 14 procent af veteranerne fra et kampudsat hold i Afghanistan-krigen om et højt niveau af posttraumatiske stresssymptomer 6,5 år efter, at de kom hjem. Blandt amerikanske veteraner fra Vietnam-krigen har op til 30 procent af veteranerne haft symptomer.

Propaganda blev sat i system

Allerede den 2. august 1914, dagen efter krigsudbruddet, rapporterede tyske regeringskilder om et uhyrligt bombeangreb på Nürnberg, som skulle være foretaget af soldater fra franske og britiske kolonier. Angrebet fandt aldrig sted. Oplysningen havde til formål at skaffe befolkningens opbakning til krigen.

Da den britiske regering erfarede, at tyskerne arbejdede med at påvirke opinionen, oprettede man Wellington House, det britiske kontor for krigspropaganda. Den 2. september 1914 samlede kontorets leder, Charles Masterman, i al hemmelighed en række kendte forfattere, herunder skaberne af ”Sherlock Holmes” og ”Klodernes kamp”, Arthur Conan Doyle og H.G. Wells, for at få råd om, hvordan man kunne påvirke briterne til at støtte krigsførelsen.

Ifølge militærhistorikeren Stephen Badsey i artiklen ”Propaganda: Media in War Politics” var det ikke så meget direkte falske nyheder, bureauet udsendte. De store britiske aviser havde tilpas megen magt til, at propagandaen – og regeringscensuren over for informationer, regeringen ikke ønskede ud – blev til i forhandling med de ledende redaktører.

I Tyskland opstod Zentralstelle für Auslandsdienst 5. oktober 1914. Fra dette og andre kontorer udgik rosenrøde beskrivelser af krigens gang – som ikke mindst hen mod slutningen totalt vildledte befolkningen. I det senere tyske naziregime blev vildledningen sat yderligere i system.

Der går en linje fra Wellington House og Zentralstelle für Auslandsdienst til alle senere forsøg fra regeringer på at kontrollere, hvad befolkningen får at vide om, og hvad de mener om krigsførelsen og til nutidens ministerielle informationskontorer og spindoktorer i al almindelighed.

Ifølge lektor Adam Paulsen fra Syddansk Universitet var folkestyret og dermed magthavernes behov for at have befolkningen bag sig direkte årsag til propagandaen og til, at krigen ikke var til at stoppe:

”Med Første Verdenskrig var krigen ført ind i demokratiseringens og massemediernes tidsalder, og man kunne ikke, i takt med at dødstallene steg til det ubærlige, trække sig ud af krigen igen. Tidligere førte man kabinetskrige, som kunne afsluttes igen i kulissen. Denne gang spillede ansigtstabet i forhold til det, man havde bildt befolkningen ind, en hovedrolle, som gjorde, at krigen kom ud af kontrol.”