Løkkes offensiv ser ud til at prelle af på Mette Frederiksen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i snart fire uger været i offensiven og forsøgt at indhente tabt terræn. Omvendt har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ført en defensiv valgkamp, vurderer eksperter

Løkkes offensiv ser ud til at prelle af på Mette Frederiksen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Det siges om Lars Løkke Rasmussen, at han er stærkest med ryggen mod muren. At statsministeren, når bunden er tæt på at være nået, og personsager eller ringe valgresultater bliver en trussel mod hans politiske karriere, for alvor finder kampgejsten og sin indre politiske håndværker frem. Den snart overståede valgkamp har bekræftet fortællingen om en Venstre-formand, der aldrig giver op. Meningsmålingerne har hele vejen igennem givet rød blok et forspring, som synes næsten umuligt at hente, men statsministeren ser ikke ud til at have resigneret. Det vurderer de eksperter, der over for Kristeligt Dagblad sætter ord på de to (realistiske) statministerkandidaters kampform, dagen før folketingsvalgets afholdelse.

”Lars Løkke Rasmussen har været angrebslysten og forsøgt at være meget offensiv hele valgkampen igennem, både i tv-duellerne og med nogle opsigtsvækkende politiske udspil,” siger Kasper Møller Hansen, valgforsker ved Københavns Universitet.

Han henviser til, at statsministeren allerede i valgkampens første uge lancerede et velfærdsløfte på 69 milliarder kroner og sidenhen lod 2000’ernes skattestop genopstå. Dertil kommer samtalebogen ”Befrielsens øjeblik”, hvor statsministeren lufter tanken om en SV-regering, der skal isolere yderfløjene i dansk politik.

”Han har helt klart satset undervejs, men det er ikke så mærkeligt, for han har fra begyndelsen været bagud. Selv valgdatoen på grundlovsdag er et sats, fordi europa-parlamentsvalget så kom midt i folketingsvalgkampen,” siger Kasper Møller Hansen.

I valgkampens ellevte time er spørgsmålet så, om statsministerens kampiver har virket. Her er svaret tvetydigt. Nok fik Venstre et flot europa-parlamentsvalg, og partiet ser i visse målinger ud til at udnytte rygstødet til at få en lille fremgang ved folketingsvalget. Det vurderer Flemming Juul Christiansen, lektor med speciale i dansk politik ved Roskilde Universitet:

”Men blå blok gik samlet set tilbage ved EU-valget og ligger fortsat langt bagud i meningsmålingerne. Så selv hvis Venstre som parti går frem, rækker det næppe til at genvinde regeringsmagten.”

I den sidste tv-dyst mellem Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der blev sendt søndag aften på DR1, gik statsministeren igen hårdt til Socialdemokratiets formand. ”Den første statsminister i mit politiske liv, der vil gøre Danmark fattigere,” sagde han og angreb samtidig S-formanden på ydelsesniveauet af overførselsindkomster til ikke-vestlige indvandrere.

Nok havde Mette Frederiksen sine egne esser parat i debatten, navnlig Venstres manglende økonomiske plan, men overordnet set har S-formandens valgkamp været afdæmpet. De første dage holdt et maveonde hende væk fra partilederdebatterne på tv. Siden har vælgerne mødt en tilbageholdende Mette Frederiksen.

”Det mest iøjnefaldende ved hendes valgkamp er, at den har været meget forsigtig. Socialdemokratiet er foran med 10 mandater med fem minutter igen, så det ville være tåbeligt at gå til angreb og satse hele butikken. Strategien er defensiv, men det er også klogt,” siger Kasper Møller Hansen.

Socialdemokratiet er dykket en smule ifølge det seneste gennemsnit af meningsmålingerne, og partiet ligger på nogenlunde samme niveau som ved sidste folketingsvalg. Omvendt går SF og Radikale frem, hvilket besværliggør eventuelle regeringsforhandlinger efter grundlovsdag. Det kunne måske få Mette Frederiksen til at gå lidt mere offensivt til værks i valgkampens allersidste dage. Det ser dog ifølge Kasper Møller Hansen ikke ud til at være tilfældet.

”S-ledelsen ændrer ikke planen. Seneste eksempel er mailen fra Henrik Sass Larsen til partiets ordførere, som nærmest allerede er blevet legendarisk. Der skal ikke jokkes i spinaten, det er tydeligt,” siger han om en lækket e-mail, hvor den socialdemokratiske gruppeformand dikterer, at udmeldinger fra S-ordførere skal klappes af med ledelsen, inden de ender i medierne.

Mette Frederiksen har derudover draget stor fordel af, at Venstres måske farligste valgkampsvåben, udlændingekortet, ikke har samme effekt som tidligere.

”Her er Lars Løkke Rasmussen hæmmet på to fronter: Socialdemokratiet vil føre stort set den samme politik som Venstre, mens Stram Kurs gør det illegitimt at trække udlændingespørgsmålet for hårdt op,” siger Flemming Juul Christiansen.

Samlet set går vi derfor mod en valgaften, hvor Mette Frederiksens defensive strategi ser ud til at have virket. Selv ikke forslaget om en differentieret pensionsalder, som Socialdemokratiet ikke har udrullet yderligere i den fire uger lange valgkamp, har ramt S-formanden som en boomerang.

”Mette Frederiksen er sluppet overraskende godt fra at lægge et ukonkret pensionsudspil frem. Hun er blevet kritiseret for det af sine modstandere, men samtidig har socialdemokraterne taget ’ejerskab’ over nedslidningsdiskussionen. Det har ikke skadet hende eller partiet,” vurderer Kasper Møller Hansen.