Fire årtier med fest, musik og frivillighed

Roskilde Festival blev grundlagt i 1972 ud fra hippie-idealer om frihed, fred og kærlighed, men i lige så høj grad baseret på lokal frivillighed. Den kombination har skabt et kulturelt flagskib med en unik stemning, som gennem fire årtier har draget Claus Vittus og Claus Niller, der var med første gang på Dyrskuepladsen

Fra den 30. juni til den 2. juli 1972 blev den første musikfestival på Dyrskuepladsen i Roskilde holdt. Her optrådte blandt andre den skotske folkesanger Alex Campbell, som ses på billedet. Siden er festivalen vokset og er Nordeuropas største kultur- og musikfestival.
Fra den 30. juni til den 2. juli 1972 blev den første musikfestival på Dyrskuepladsen i Roskilde holdt. Her optrådte blandt andre den skotske folkesanger Alex Campbell, som ses på billedet. Siden er festivalen vokset og er Nordeuropas største kultur- og musikfestival. . Foto: .

Den 30. juni 1972 troppede en forventningsfuld Claus Vittus på 13 år op på Dyrskuepladsen lidt uden for Roskilde med telt og øl under armen. Sammen med cirka 15.000 andre musikbegejstrede hovedsageligt unge blev han vidne til en historisk begivenhed på dansk grund, der har præget det danske samfund og den nordiske ungdomskultur sidenhen.

LÆS OGSÅ: Roskilde Festival gav millionoverskud

Den nyfødte festival var inspireret af store festivaler som amerikanske Woodstock fra 1969 og præget af 1960ernes ungdomskultur med beat-og rockmusik, alkohol, stoffer samt ukonkrete hippiebudskaber om frihed, fred og kærlighed. Men værdier om frivilligt arbejde og filantropi fik mindst lige så stor og afgørende betydning for festivalens succes. Kombinationen af disse verdener gjorde stort indtryk på den unge Claus Vittus, der vendte tilbage til festivalen og er kommet der næsten alle årene siden, først som gæst, siden gennem 23 år som journalist for Danmark Radio.

Det er lykkedes at skabe et unikt alternativ til samfundet udenfor. Man kan tale om en kort flugt fra virkeligheden. Men det er en virkelighedsflugt med god samvittighed, fordi det er mere end god musik, øl og fest. Der er en enorm lokal opbakning, en filantropisk tanke og en grænsesøgende kultur med højere standarder end nogen andre steder. Det hele smitter af på folk, der kommer der, siger Claus Vittus, der i dag er 53 år og husker sin første festival tydeligt.

I 1972 var der én scene og cirka 25 orkestre på Fantasy Festival, navnet på foreløberen til Roskilde Festival . Til sammenligning kommer der i dag næsten 100.000 mennesker på festivalen, der har omkring 175 bands til at optræde på otte scener.

Festivalen varer i dag ni dage og byder på blandt andet digtoplæsning, gadeteater og meget andet, der gør festivalen til mere end en musikoplevelse.

Selvom man aldrig har været på Roskilde Festival, er der tale om en tilbagevendende årlig begivenhed, det er vanskeligt som dansker helt at komme uden om. Om få måneder spreder festivalen atter toner og glæde langt ud over de 166.000 kvadratmeter jord på Dyrskuepladsen i Roskilde.

Aviser og tv-programmer vil som altid blive fyldt med interview med musikere og direkte transmissioner fra festivalpladsen. Det enorme orange scenetelt, som blev købt af det engelske orkester The Rolling Stones i 1978, er festivalens vartegn og er blevet et ikon i dansk kultur.

Roskilde Festival er Nordeuropas største kultur- og musikfestival og på verdensplan en unik kulturbegivenhed, fordi den modsat andre festivaler af den størrelse er baseret på frivillighed og filantropi.

Uden de mange foreninger og omkring 30.000 frivillige, der hvert år stiller op og leverer en enorm arbejdsindsats, ville festivalen slet ikke eksistere, og ville ikke kunne skabe den særlige ånd, som blandt deltagere betegnes som Roskilde-ånden.

Festivalen blev faktisk grundlagt allerede i 1971 af to gymnasieelever fra Roskilde. Men den endte i økonomisk katastrofe og havde ikke de højere tanker om sig selv ud over at være en lang fest med koncerter. I 1972 overtog den nyoprettet forening Roskildefonden bestående af blandt andet en række pædagoger fra omegnen resterne af festivalen fra året før. De søsatte en af de helt centrale årlige populærkulturelle begivenheder i Danmark, der aldrig er blevet alvorligt truet trods et støt stigende udbud af kulturoplevelser og år med regnskyl, ulykker og svingende opbakning. I 2000 døde ni unge mænd foran netop sumbolet på den store fest, Orange Scene, til en koncert med det amerikanske rockorkester Pearl Jam.

Festivalen har rejst sig flere gange, og årsagen til den mangeårige succes er ud over en ambition om altid at være grænsesøgende og tilbyde de nyeste navne inden for rytmisk musik fra hele verden den lokale forankring.

Den oprindelige tanke, som blandt andre Leif Skov, mangeårig festivalleder, stod for, var at give noget tilbage til gavn for især Roskilde og omegn, men også humanitære og kulturelle formål i hele verden. Det skulle ske gennem et stærkt sammenhold baseret på et godt samarbejde med det lokale foreningsmiljø.

Roskildegenserne skulle lige vænne sig til den nye store begivenhed i deres baghave. Men deres opfattelse af Roskilde Festival blev hurtigt mere positiv, efterhånden som flere lokale foreninger fik mulighed for at udføre forskellige arbejdsopgaver på festivalen og på den måde sikre midler til deres forskellige områder. I 1972 var der én forening, der udførte frivilligt arbejde på festivalpladsen. I 1978 var der 25, og i dag er der over 200 idræts- og kulturforeninger.

I dag er der idrætshaller, spejderklubber og foreningshuse fra Næstved til Kalundborg, der bliver støttet af festivalen, der har doneret mere end 180 millioner kroner til humanitært, kulturelt og almennyttigt arbejde i ind- og udland. Siden er det også blevet til en højskole grundlagt på grundtvigianske værdier.

Mange af de frivillige er kommet på festivalen mange år i træk. De er festivalens rygrad, fastslår Claus Niller, rektor på Roskilde Katedralskole og medlem af Roskilde Kulturservices bestyrelse, der ansætter de cirka 50 mennesker, der holder styr på de mange foreninger og frivillige.

De frivillige føler, at de har en nøgleposition i festivalen, og at de anerkendes for det. Uden dem eksisterer festivalen ikke. Og den følelse er helt afgørende. Derfor vender de tilbage år efter år. Det er en opbygget identifikation, som gælder liv og død. Og det er værdier, der gennemstrømmer hele festivalen og gæsterne, siger Claus Niller.

Han var selv på festivalen i 1972, en oplevelse der skulle komme til at præge resten af hans liv.

Jeg var 18 år, og det var som en åbenbaring. Det var en fantastisk oplevelse, der fik mig til at komme tilbage hvert år siden både som gæst drevet af stor musikinteresse og som frivillig. Når jeg i dag viser ministre og kulturordførere rundt på festivalen, bliver de dybt imponeret over størrelsen på begivenheden. Og over hvor roligt og afslappet det kan lade sig gøre at pille en ny by op og ned igen på 14 dage, siger Claus Niller.

Claus Vittus har oplevet, når festivalen afviger fra den tradition og ånd, der gør begivenheden unik. Det skete allerede ved første besøg i 1972.

Den sidste morgen blev vi vækket af larmen fra lokale motorcykeldrenge, der var sat til at patruljere hegnet. De væltede vores telt, og det var en ærgerlig kontrast. Senere i 1970erne hyrede man Hells Angels til at forvalte sikkerheden. Når der ikke er regler, er det afgørende, at folk forvalter deres opgave med respekt for foretagenet. Ellers ramler det hele. Efter ulykken i 2000 hyrede festivalen et vagtselskab udefra til at stå for scenesikkerheden. Og de forstod heller ikke ånden og fællesskabet. Det er helt afgørende, siger Claus Vittus.

Festivalen holder i dag kurser for de frivillige for at give dem en introduktion til kernen i festivalens succes, fortæller han. Og så længe den kerne lever videre, vil der også være en Roskilde Festival som et dragende alternativ til resten af året, mener Claus Vittus.

Claus Niller tror også på festivalen som en bærende kulturbegivenhed i fremtiden til glæde for nye generationer af unge, men også for de mange, der bliver grebet af Roskilde-ånden. Der er trods alt gået flere millioner mennesker gennem portene til festivalen gennem tiden.

Festivalen fastholder nogle værdier og tanker og bidrager til en selvrealisering for alle deltagere. Det er vigtigt i en tid, hvor de store festivaler styres af kommercielle kræfter, siger Claus Niller.

k.dk

I Gjøl Kirke i Aabybro i Nordjylland er der i denne uge blevet ringet med kirkeklokken for sidste gang med håndkraft. Et nyt system vil fremover få klokken til at kime med fuldautomatik. - Foto: Scanpix.
I Gjøl Kirke i Aabybro i Nordjylland er der i denne uge blevet ringet med kirkeklokken for sidste gang med håndkraft. Et nyt system vil fremover få klokken til at kime med fuldautomatik. - Foto: Scanpix.
Hvis en brutalitetskultur udvikler sig i kraft af fri abort, ville det have vist sig allerede nu, skriver Ricardt Riis.
Hvis en brutalitetskultur udvikler sig i kraft af fri abort, ville det have vist sig allerede nu, skriver Ricardt Riis. Foto: Roskilde Festival.