”Hvorfor skal sundhedsvæsenet i Grønland være afhængigt af de dyre tilkaldevikarer fra Danmark, som kun er her få måneder.” Sådan lyder spørgsmålet fra en midaldrende kvinde på det tv-transmitterede valgmøde i idrætshallen i byen Qaqortoq (tidligere Julianehåb, red.) i Sydgrønland. En fisker mener, at danske firmaer løber med gevinsten på forarbejdelsen af den grønlandske fisk. Han vil vide, hvad politikerne kan gøre ved det.
Qaqortoq med 3200 indbyggere mærker nogle af de problemer, der præger Sydgrønland. 500 borgere er flyttet væk, og affolkningen er et stort problem. Der er brug for flere arbejdspladser, og kommunens borgmester opfordrer i valgkampen det kommende grønlandske landsstyre til at lempe myndighedernes krav til minedriften, fordi to mineprojekter i området nu har stået stille i flere år.
Desuden har borgmesteren sendt et skarpt opråb til politikerne i Nuuk om trafiksituationen i Sydgrønland, som hun anser for katastrofal, fordi der kun er en helikopter i området, ligesom skibstrafikken er upålidelig. Politikerne i det grønlandske landsting, Inatsisartut, har ganske vist besluttet at bygge nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i Vestgrønland. En beslutning, der er blevet kritiseret for at være dybt økonomisk uansvarlig af danske økonomer. Foreløbig er finansieringen af de 3,6 milliarder, som lufthavnene skønnes at koste, slet ikke på plads.
I transmissionen fra den godt fyldte sportshal, som Kristeligt Dagblad har fulgt via internettet, diskuterer politikere fra Grønlands syv partier erhvervsudvikling, fiskeri, sundhedsvæsen og så det emne, der er den underliggende dagsorden i næsten alle politiske debatter: Hvordan Grønland med 56.000 indbyggere kan skabe en mere selvbærende økonomi, der på sigt kan bane vejen for et selvstændigt land og uafhængighed af bloktilskuddet på årligt godt 3,6 milliarder kroner fra Danmark.
For fem år siden håbede en del grønlændere, at løsrivelsen var lige om hjørnet på grund af flere lovende mineprojekter. Men selvom der i øjeblikket er flere forsøg på at udvinde mineraler, er drømmen om at tjene penge på minedrift stadig fugle på taget.
”Det er først og fremmest dagligdagsproblemer, der optager almindelige grønlændere. Fiskeriet, folkeskolen, bolignød, infrastruktur, de sociale problemer og folks ønsker om at få bedre hjælp fra det offentlige,” fortæller Kuupik Kleist, der var landsstyreformand fra 2009 til 2013 og repræsenterede det venstreorienterede parti Inuit Ataqatigiit i Folketinget fra 2001 til 2007.
Den tidligere politiker, som i dag driver et privat konsulentfirma, har i en klumme i den grønlandske avis Sermitsiaq, beskrevet, hvilke emner, politikerne efter hans opfattelse bør diskutere.
Kuupik Kleist mener først og fremmest, at partierne bør forholde sig til, hvordan Grønland kan blive økonomisk selvbærende, hvordan de sociale forhold kan forbedres, og hvad der kan gøres for at få de mange grønlændere på offentlig forsørgelse over i produktive erhverv. Desuden efterlyser Kuupik Kleist, at Selvstyret lancerer en plan for, hvordan Grønland kan hjemtage de 32 større og mindre sagsområder, der stadig styres fra Danmark. Selvstyret har bemyndigelse til at overtage dem, men har ikke råd til det.
Kuupik Kleist efterlyser også, at politikerne forholder sig til den affolkning, der betyder, at mange veluddannede grønlændere rejser til Danmark. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtaler i journalisten Martin Breums nye bog ”Hvis Grønlands river sig løs”, at han er bekymret for, om en polariseret og emotionel debat om Grønlands løsrivelse suger energien fra debatten om, hvordan Grønland bliver et mere bæredygtigt samfund økonomisk og socialt. Så langt vil Kuupik Kleist ikke gå, men han medgiver, at der er brug for, at Grønlands politikere opstiller mere præcise mål for den økonomiske og sociale udvikling.
”Vi ønsker alle selvstændighed. Vi skal ikke sætte dato på løsrivelsen, men jeg synes, at politikerne skal drøfte mere konkret, hvad der kan gøres for at sikre et økonomisk og socialt bæredygtigt samfund,” siger Kuupik Kleist.
Selvom det i høj grad er jordnære spørgsmål, der præger valgkampen, så er journalist og kommentator ved den grønlandske avis Sermitsiaq, Noah Mølgaard, ikke i tvivl om, at temaet selvstændighed fylder mere under denne valgkamp end tidligere.
I forsommeren 2017 blev landsstyreformand og leder af det regerende Siumut-parti, Kim Kielsen, udfordret ved et formandsvalg af den tidligere grønlandske udenrigsminister, Vittus Qujaukitsoq. Qujaukitsoq erklærede, at Grønland godt kunne undvære bloktilskuddet fra Danmark. Han tabte formandsvalget og dannede siden partiet Nunatta Qitornai (Vort Lands Efterkommere). Det ny parti opstiller også den kontroversielle grønlandske politiker og tidligere formand for Grønlands landsstyre Aleqa Hammond, der blev ekskluderet fra Siumut i 2016 efter en sag om bilagsfusk og i dag er løsgænger i Folketinget.
”Selvstændighed er et af de store emner på valgmøderne og på Facebook. Det har styrket diskussionen, at Grønland har en forfatningskommission, der skal udstikke retningslinjerne for en fremtidig grønlandsk forfatning,” siger Noah Mølgaard.
Han betragter Aleqa Hammond som valgets store joker, for den 52-årige tidligere landsstyreformand har traditionelt haft et godt tag i vælgerne i modsætning til Vittus Qujaukitsoq.
Adjunkt i kulturhistorie og afdelingsleder ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, Ebbe Volquardsen, er heller ikke tvivl om, at selvstændighedsdebatten fylder mere denne gang end ved tidligere valgkampe.
”I 2009 handlede valget om en ny start i forbindelse med indførelsen af selvstyret, siden har der været en valgkamp om udvindelse af råstoffer, en valgkamp om den økonomiske krise, og nu er der en fjerde valgkamp, hvor temaet i høj grad er selvstændighed,” siger Ebbe Volquardsen.
Han forklarer, at debatten handler om at komme ud af det ensidige afhængighedsforhold til Danmark, og at løsrivelse er endemålet for næsten alle politiske partier i Grønland.
”Men spørgsmålet er, hvor hurtigt vejen til selvstændighed skal gå. Nogle partier ønsker hurtig selvstændighed. Andre er mere afventende og mener, at mange ting skal på plads forinden,” siger Ebbe Volquardsen. Han fremhæver, at Hans Enoksen fra partiet Naleraq foreløbig er den eneste grønlandske politiker, der har sat dato på og foreslået, at løsrivelsen sker i 2021 i forbindelse med markeringen af 300-året for præsten Hans Egedes ankomst til Grønland. Vittus Qujaukitsoqs nye parti ønsker også at sætte fart på selvstændighedsprocessen ved at overtage flere sagsområder fra Danmark.
”Når man læser de danske medier kunne man tro, at selvstændigheden ifølge grønlandske politikere var nært forestående. Men jeg har ikke hørt en eneste udtalelse fra Vittus Qujaukitsoq eller Aleqa Hammond om, at selvstændighed er lige om hjørnet. Selvom de to politikere nok vil skærpe retorikken over for Danmark, så ligger deres holdninger ikke voldsomt langt fra Siumuts,” vurderer Ebbe Volquardsen.
Han henviser til, at den nuværende grønlandske regering har taget store symbolske skridt i retning af selvstændighed med oprettelsen af en forfatningskommission og vedtagelsen af et regeringsgrundlag, der blandt andet fastslår, ”at Grønland uigenkaldeligt er på vej mod selvstændighed”. Til gengæld er der ikke sket noget konkret i forhold til at hjemtage flere sagsområder fra Danmark.
”Klimaforandringerne og de dermed øgede muligheder for minedrift og sejlads har øget Danmarks interesse for Grønland. Der er stort set ingen i Grønland, der ikke ønsker et samarbejde med Danmark. Men man ønsker at diskutere, hvordan samarbejdet mellem Grønland og Danmark skal være fremover. Om Rigsfællesskabet skal bestå, eller om der skal være en ny model, hvor uafhængige stater som Grønland, Danmark og Færøerne alligevel har et samarbejde på forskellige områder,” siger Ebbe Volquardsen.
Set fra kontoret i det moderne universitet i udkanten af Nuuk, er det mest ødelæggende i debatten, når danske politikere afviser ønsket om selvstændighed.
”For det ønske eksisterer blandt 90 procent af den grønlandske befolkning på en eller anden måde. Hver gang ønsket afvises som lidt latterligt i Danmark, er det min opfattelse, at de radikale kræfter får medvind, og så kan det ske, at uafhængigheden kommer for tidligt, uden at landet er forberedt,” mener Ebbe Volquardsen.