I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på valget og livet i det moderne Grønland. De næste artikler i serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.
Hvilke emner fylder for dig ved valget?
Det gør fiskeriet. Priserne på hellefisk og fiskernes indtjening er faldet med 20 procent under corona. Som fisker er et af mine vigtigste ønsker, at en ny regering vil sænke afgifterne på hellefisk, så vi ikke bliver så hårdt ramt af indtægtsnedgangen. Over 90 procent af Grønlands eksport kommer fra fiskeriet og for at være helt ærlig, så tror jeg, at hellefisk fra Nordgrønland er en af landets vigtigste eksportvarer efter rejer. Jeg har to kuttere og seks ansatte. Min tredje kutter begynder fiskeriet til sommer. Nedgangen rammer også mine ansatte. Derfor er det afgørende at få fjernet den fire procents afgift på hellefisk, som Selvstyret har pålagt os. Den kommende fiskerilov er også vigtig. Der er for mange små jollefiskere, som fisker deres kvoter alt for hurtigt. Det er vigtigt, at vi finder en mere bæredygtig og langsigtet måde at drive jollefiskeriet på. Som ejer af fartøjer forsøger jeg at fiske bæredygtigt. Jeg har ikke besluttet hvem, jeg stemmer på. Men det skal være én, der gør noget for fiskeriet.
Hvad håber du på efter valget?
Jeg er meget glad for, at regeringen har besluttet og allerede er begyndt at forlænge landingsbanerne i lufthavnen i Ilulissat, så vi om nogle år kan flyve ud af landet her fra byen. Det vil betyde meget for eksporten af fisk. Der er udfordringer med sociale problemer i Grønland, men jeg fokuserer på fiskeriet, fordi det er det, jeg har forstand på. Jeg ved ikke nok om sociale problemer til at have en mening om det.
Hvilke drømme har du for fremtiden?
Jeg håber først og fremmest, at vi kommer helskindet ud af corona. Turismen er gået i stå, og det mærker vi især i Ilulissat. Min familie har otte værelser, hvor de indkvarterer turister. Men det seneste år har de kun fået afbestillinger. De har ansøgt om at få kompensation fra Selvstyret, men hidtil uden held. Hotellerne i Grønlands største turistby er tomme, og befolkningen er hårdt ramt. Jeg håber, at vi kommer ud af krisen, og at turisterne vender tilbage. Jeg drømmer om, at Grønland en dag bliver selvstændigt, men det skal ikke ske i morgen. Vi skal have økonomien til det, og derfor er fiskeriet så vigtigt.