Prøv avisen

Fiskeriminister smider garnet ud over egen forvaltning

Eva Kjer Hansen (V) efter Folketingets åbning, tirsdag 2. oktober. Hun søsætter nu den tredje undersøgelse på lidt over et år. (Arkivfoto). Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Tredje undersøgelse på et år skal afdække en lang række fejl og sager om svig på fiskeriområdet.

Regeringen smider nu snøren i vandet for at få fat på de rådne fisk i fiskeriforvaltningen. Det bliver den tredje undersøgelse på lidt over et år.

Den skal afdække, hvordan en lang række fejl og sager om svig kunne opstå. Den følger i kølvandet på sagen om kvotekonger - storfiskere, der sidder på mange kvoter.

- Vi skal tage ved lære af de fejl, der måtte være blevet begået.

- Der har tilsyneladende været en forvaltningskultur, hvor man ikke synes, at det har været nødvendigt at efterleve de forskellige regler på området, siger fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V).

Både Rigsrevisionen og Kammeradvokaten, som er statens primære advokat, er kommet med alvorlig kritik af forvaltningen på fiskeriområdet.

En minister fik frataget området, ledende medarbejdere er blevet flyttet fra området, der er etableret en selvstændig fiskeristyrelse og indsat en ny ledelse. Desuden er der indledt tjenstlig forhør af to ansatte, og en række politianmeldelser har fundet sted.

- Vi mangler at få svar på, hvordan det kunne ske, hvordan det kunne komme så vidt. Undersøgelsen skal afdække forholdene og forhåbentlig give os svar på, hvad der er begået af fejl, så vi kan undgå, at det bliver gentaget, siger hun.

Undersøgelsen fokuserer på manglende kontrol og kompetencer samt organisatoriske svagheder og ledelsesmæssige aspekter.

- Den kritik, der har været fra blandt andet Rigsrevisionen, har været så barsk, at nu er vi nødt til at være rigtig grundig i forhold til at sikre, at vi fremadrettet får en ansvarlig forvaltning, siger hun.

Rigsrevisionen har gransket, hvordan Fiskeristyrelsen forvalter tilskud fra EU. Trods to tidligere undersøgelse mener ministeren, at der er behov for en tredje.

- Den skal bruges til, at vi får lært af, hvad der er sket, og det er meningen, at vi skal endevende det hele, så vi kan se på, hvad der måtte være af organisatoriske svagheder, siger hun.

Undersøgelsen forventes afsluttet i midten af 2019. Fiskeriministeren afviser, at det er for at komme på den anden side af et valg.

- Regeringen agter bestemt at sidde med ansvaret efter det tidspunkt også, jeg har faktisk presset på for at få en hurtig proces, siger Eva Kjer Hansen.

Efter en hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriet blev fiskeriområdet i begyndelsen af august sidste år flyttet fra daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Nu hører fiskeriområdet under Udenrigsministeriet. Her sidder Eva Kjer Hansen som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

/ritzau/