Oppositionens stort anlagte stormløb i den såkaldte kvotekongesag mod statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) løb ud i sandet i dag.
På et samråd i Folketingets miljø- og fødevareudvalg forsøgte politikere fra Socialdemokratiet og den øvrige opposition at få ham til at fortælle nærmere om sine relationer til kvotekonger, det vil sige fiskere med meget store fiskekvoter, og i hvilken grad de relationer havde påvirket regeringens politik på området.
Mistanken var, at især storfiskeren John-Anker Hametner via et gavekort til et sommerhusophold til Lars Løkke Ramussen (V) ved hans 50-årsfødselsdag i 2014 og via donationer til Løkkefonden skulle have haft indflydelse på fiskeripolitikken.
Statsministeren afviste blankt, at hans personlige relationer til storfiskere skulle have haft ”styrende indflydelse” på regeringen. Ligesom han afviste at oplyse nærmere om, hvilke gaver han i øvrigt havde fået, eller hvilke fiskere han og hans hustru, Solrun, havde spist middage med.
Det hører alt sammen til privatlivet, som han som statsminister har ret til.
Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, trak i land efter samrådet. Tidligere på ugen havde han sagt, at han stod tilbage med det indtryk, at ”man har købt sig adgang til indflydelse på regeringens politik” gennem donationer til Løkkefonden, men til Radio 24/syv sagde han i går, at han havde udtrykt sig forkert, og det beklagede han.
Dermed er stormløbet på Lars Løkke Rasmussen reelt slut – medmindre der dukker nye graverende oplysninger op.
Hele sagen efterlader dog et bredere, ubesvaret etisk spørgsmål om forholdet mellem partierne generelt og stærke, økonomiske interesser.
Både Venstre, De Konservative og Liberal Alliance har gennem årene modtaget store beløb fra erhvervsvirksomheder, ligesom Socialdemokratiet har fået penge fra fagbevægelsen. I 2014 oprettede Socialdemokratiet oven i købet selv en erhvervsklub, Erhvervsforum Vækst DK, hvor man for et beløb på 15.000 kroner kunne få adgang til et møde med for eksempel daværende finansminister Bjarne Corydon (S) eller erhvervsminister Henrik Sass Larsen (S).
Historisk har Danmark en stærk tradition for ikke at acceptere korruption, og uden for udvalgsværelset, hvor statsministeren var i samråd, nævnte en forbipasserende politiker, at han havde mødt nogle kolleger fra Brasilien, der havde svært ved at forstå, at en sag om et lån af et sommerhus kunne have noget som helst med korruption at gøre.
Ph.d. Mette Frisk Jensen fra Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet er specialist i dansk korruptionshistorie, og hun betragter det dog som et sundhedstegn, at en sag som den om statsministerens forhold til kvotekongerne ender i et samråd i Folketinget.
Helt tilbage fra 1676 har det været kriminelt for embedsmænd at tage imod bestikkelse, fordi embedsmændene skal være loyale over for kongen.
Korruption er defineret som misbrug af betroet magt til personlig vinding og omfatter dermed andet og mere end bestikkelse.
At der er en voldsom modvilje mod korruption af enhver art, viser sig blandt andet i de regler, der gælder for gaver til embedsmænd i dag, som er meget restriktive.
Hele denne tradition er på spil, når partier tager betaling for, at erhvervs- og organisationsfolk kan mødes med ledende politikere.
Professionaliseringen af politik betyder, at partierne i dag har færre medlemmer.
De får langt flere offentlige midler, men paradoksalt nok er de også blevet mere afhængige af privat støtte, særligt til at føre de stadigt dyrere valgkampe.
Der har jævnligt været debat om den manglende åbenhed om støtten fra erhvervsliv og fagbevægelse til partierne, og partierne til venstre for Socialdemokratiet har brugt kvotekongesagen til igen at efterlyse større åbenhed.
Støtten er ikke i sig selv korruption, men hvis vælgerne skal kunne vurdere, i hvor høj grad partiernes politik er farvet af virksomheders eller organisationers interesser, er der brug for åbenhed om, hvem de er, og hvor meget de giver.
Åbenheden stopper fortsat ved bidrag på under 20.000 kroner om året – men det er et loft, man i nogle tilfælde kan omgå ved at donere via en erhvervsklub.
Så pengenes magt i politik overlevede også dagens samråd.