Prøv avisen

Fjern husfælderne: Sænk risikoen for fald

En stor del af faldulykker blandt ældre sker i badet ifølge tal fra Ulykkes Analyse Gruppen. (Arkivfoto) Foto: Erik Luntang/Ritzau Scanpix

Mange faldulykker sker i boligen. Men ved at tænke over belægning, underlag og lys kan du reducere risikoen derhjemme.

Har du boet i din bolig i mange år, er du sikkert tæt knyttet til lokalområdet og har dit netværk i nærheden.

Og så har du måske også lyst til at blive i parcelhuset eller lejligheden, når alderen så småt begynder at trykke.

Det kan dog kræve nogle tilpasninger for at sikre, at hjemmet ikke er fyldt med fælder, som kan føre til en faldulykke.

En analyse fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital viser, at en femtedel af dem, der snubler, falder inde i boligen.

Tallene dækker over dem, der i løbet af de seneste fem år har været i kontakt med hospitalet.

- De store grupper af skader er hoftebrud, brud på underarm og håndled, fortæller overlæge Jens Lauritsen fra Ulykkes Analyse Gruppen og tilføjer:

- De ældre snubler særligt i opholdsrummene og i badet. Så der er grund til at være opmærksom overalt i boligen.

Nogle af de hyppige årsager til fald i omgivelserne er dårligt lys, dørtrin eller andre niveauforskelle, løse tæpper eller glat underlag ifølge Lægehåndbogen

- Der kan være risiko for at falde, allerede inden man når hoveddøren. Tænk over, at belægningen er jævn, stabil og ikke kan blive glat, siger Tine Nielsen, som er fagekspert i arkitektur og bygningslovgivning hos Bolius.

Hun tilføjer, at der ikke må være snublekanter på fliser, og at vandet let skal kunne løbe fra, så de ikke bliver så glatte.

Derudover skal der være ordentligt lys - gerne noget, der tænder af sig selv, når du bevæger dig op mod huset.

- Det skal lyse ned på stien eller gangen. Der kan ligge en gren, og som ældre er man ofte ikke hurtig nok til at fange sig selv, hvis man er ved at snuble over noget, siger hun.

Det kan være værd at overveje, om dørtrinene på et tidspunkt skal af.

Når du træder ind i boligen, skal du være opmærksom på glatte underlag. Det kan eksempelvis være terrazzogulv i opgangen.

Der, hvor du kommer ind, skal der gerne være en skridsikker måtte, så du ikke risikerer, at gulvet bliver glat af våde sko.

På badeværelset skal du også sikre, at gulvet ikke er for glat.

- Det kan være med skridsikre fliser, eller man kan give fliserne en skridsikringsbelægning, så de får en mere nubret overflade, forklarer Tine Nielsen.

- Det er også vigtigt, at der er noget at gribe fat i. Og sådan et håndtag skal sidde ordentligt fast i væggen, for det er en stor belastning, når man er ved at falde og griber ud.

- Det er altså ikke nok, at ens søn tilbyder lige at skrue noget op. Det kan blive endnu mere farligt, hvis ikke det er egnet til det, siger hun.

/ritzau fokus/