45-årige Victor fra Nigeria virker målrettet, når han sidder ved et bord i Frelsens Hærs varmestue, Pakhuset, på Christianshavn i København og fortæller, hvordan flaskeindsamlingen på Amager er med til at forsørge hustru og fire små børn i Nigeria. Den muskuløse mand er velsoigneret, iført en ren hvid T-shirt og har en perlerække af hvide tænder.
Det store lokale med aflange borde og røde plasticstole i et af Christianshavns historiske pakhuse har i over 50 år fungeret som varmestue for storbyens udsatte. De seneste fem år er det først og fremmest udenlandske hjemløse, der opsøger lokalerne. På et år kommer mellem 800 og 1000 forskellige mennesker primært fra Rumænien, Bulgarien, Polen og Nigeria. Der er dog også danske og svenske hjemløse blandt de godt 30 mennesker i lokalet denne fredag formiddag.
Ved en buffet serveres chili con carne, spaghetti og almindelig dansk morgenmad. Samtidig kan de besøgende få et brusebad og rent genbrugstøj. Den danske stat yder ikke hjælp til de skønsmæssigt flere hundrede udenlandske hjemløse, der primært findes i København, så private organisationer må træde til. I lokalerne på Christianshavn tilbydes også lægehjælp og en gang om ugen akupunktur, der skal modvirke det hårde liv på gaden.
”Vi forsøger at reducere stress hos de mennesker, der kommer, blandt andet ved at give et varmt måltid mad. For hvis ikke stressen reduceres, kan de ikke magte det hårde liv. Vi har lukket lørdag og søndag, og når vi kommer mandag morgen, møder vi mennesker, der ikke har spist hele weekenden. Vi ønsker at behandle mennesker, så de oplever sig selv som værdige, for mange føler sig stemplet af samfundet,” fortæller lederen af Pakhuset, Arno Steen Andreasen.
Han står i døren til være-stedet hver morgen klokken ni for personligt at give hånd til de fremmødte, så de ”kan føle sig respekteret som mennesker”.
Victor er en af de godt 10 nigerianske flaskesamlere, der er kommet denne formiddag.
Flaskeindsamlingen foregår om natten, og Victor får som de andre flaskesamlere i lokalet næsten aldrig en hel nats søvn, men kun et par timers blunden over et bord eller på en sofa i Pakhuset. De nigerianske flaskesamlere er ifølge Arno Steen Andreasen en meget disciplineret gruppe, og de har sjældent misbrugsproblemer.
Victor kom til København fra Padova i Italien, da skoleferien begyndte. Han fortæller på flydende engelsk, at han er ufaglært, men har afsluttet secondary school i Nigeria, hvilket svarer til folkeskolen. For 18 år siden tog han til Italien for at finde arbejde, og siden har han haft skiftende jobs i byggebranchen. Han har lovlig opholdstilladelse i EU. I øjeblikket er han arbejdsløs, men tjener penge ved at sælge italienske varer i Nigeria. Han besøger sin hustru og fire børn mellem syv og tre år i Nigeria mindst en gang om året. For tre år siden tog han første gang til København, fordi en ven fortalte ham, at det gav gode penge at samle flasker. Hvor meget han tjener, vil han ikke ud med:
”Det er min private hemmelighed, men konkurrencen er hård,” fortæller han.
Victor er kristen, og han ville gerne kunne besøge en af Københavns migrantkirker om søndagen.
”Det er i varmestuen, vi kan tage bad, men varmestuen er lukket om søndagen. Derfor kan vi ikke gå i kirke,” konstaterer han.
Ved et andet bord sidder 40-årige Robert fra Polen og drikker kaffe. Han er en slank mand med nydelig blå skjorte og imødekommende brune øjne. Robert er en af de nye brugere af varmestuen. Han har boet i København og Polen på skift de seneste fem år og har haft vikarjobs på et lager. Han sover på sofaer hos polske bekendte i København. Han fortæller på velformuleret engelsk, at hans tilværelse er svær, blandt andet fordi alkohol har fået for meget magt i hans liv.
”Jeg forlod et godt job som logistikmedarbejder i Polen i 2004. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, så var jeg nok blevet hjemme. Men dengang var jeg opsat på at komme til Irland, fordi jeg kunne tjene meget mere end i Polen. Jeg glemte, at det er dyrt at leve i Irland,” siger Robert, som egentlig var på vej til Finland, da han for fem år siden gjorde holdt i Danmark og aldrig nåede videre.
”Jeg har også prøvet at samle flasker, men det giver ikke rigtigt penge,” siger Robert, der mener, at de afrikanske flaskesamlere uretmæssigt scorer størstedelen af flaskepanten.
Den 49-årige Christy fra Rumænien er høj, solbrun og muskuløs med skaldet isse. Han har været løbende i Danmark i syv år. Han fortæller, at han kommer fra en fattig landsby i Rumænien, hvor hans mor på 81 år stadig bor. Christy forsøger at sende hende penge, når han kan. Christy har arbejdet som ufaglært og landarbejder i en række lande i Europa.
”Jeg betragter ikke mig selv som migrant. Jeg er EU-borger og bruger de åbne grænser i Europa. I Rumænien er arbejdsløsheden meget høj,” siger Christy, som udover de midlertidige jobs samler flasker.
I mange år fandt han gode overnatningssteder i området omkring det gamle Carlsberg bryggeri, men det er ikke længere muligt, så han overnatter i det fri. Om vinteren bruger han de særlige overnatningssteder for migranter. Som rumæner møder Christy flere af de romaer, der rejser til København. Han forklarer, at der er færre romaer denne sommer på grund af den skærpede straf for tiggeri, der blev indført sidste år.
Ved middagstid gør køkkenpersonalet klar til frokost. I et sofahjørne ligger en gruppe nigerianske flaskesamlere og forsøger at få et par timers søvn, inden værestedet lukker klokken 14.
Flere politikere mener, at østeuropæiske og afrikanske hjemløses problemer bør løses i deres respektive hjemlande. Den betragtning er Pakhusets leder, Arno Steen Andreasen, ikke enig i.
”Vi har fået et grimt menneskebillede, hvis vi siger, at det kun er danskere, der skal hjælpes. Mange af vores brugere er ganske almindelige mennesker, der er taget herop for at skaffe penge til deres familie. De tager det initiativ, vi ellers hylder, for at komme ud af fattigdommen, og de lever et hårdt liv på gaden,” siger han.
Migrantforsker Kristine Juul fra Roskilde Universitet, der har interviewet 20 vestafrikanske flaskesamlere i København, peger på, at de repræsenterer en ny form for ”hypermobil og cirkulær migration”, hvor mennesker flytter sig alt efter, hvor der er penge at tjene.
”Deres mål er ikke at få ophold i Danmark, men at forsørge familien i Nigeria. Det er folk, som tidligere har haft jobs og et velfungerende liv i Sydeuropa, men i mange tilfælde mistede de deres job i forbindelse med krisen i 2008, der gik hårdt ud over byggesektoren. Ved at samle flasker kan de i nogle tilfælde lave en lille opsparing, så de for eksempel kan kickstarte en forretning, hvor de sælger ting i hjemlandet. På den måde er der tale om en meget billig form for u-landshjælp,” siger Kristine Juul.
Ved en computer bagest i lokalet sidder Victor fra Nigeria og surfer på nettet. Han rejser snart tilbage til Italien. Om han kommer til København næste år, ved han ikke.
”Kun Gud ved det,” siger han.
De interviewede i artiklen optræder efter eget ønske kun ved fornavn.