Flemming Rose om JP-exit: Hvornår skal du sige til din kone, at du vil skilles?

”Menneskeliv er vigtigere end principper”, skrev JP/Politikens daværende bestyrelsesformand, da han valgte at indskrænke journalist Flemming Roses ytringsfrihed. En falsk modsætning, siger Flemming Rose

”Tolerance er noget, man skal lære,” mener Flemming Rose.
”Tolerance er noget, man skal lære,” mener Flemming Rose. . Foto: Sigrid Nygaard/Dagbladet Information/Polfoto.

Han er blevet beskyldt for meget, journalisten og forfatteren Flemming Rose.

”Jeg blev kaldt nazist, racist og islamofob og spiste angiveligt muslimer til morgenmad,” som han selv sagde i et interview, han gav til Berlingske i foråret 2015.

Men manden, der som Morgenavisen Jyllands-Postens kulturredaktør i 2005 fik til opgave at eksekvere – og senere forsvare – publiceringen af de 12 Muhammed-tegninger, er aldrig blevet beskyldt for ikke at stå fast ved sine principper.

Hvad offentligheden imidlertid ikke vidste, var, at Flemming Rose i sine sidste år på Morgenavisen Jyllands-Posten måtte leve med en indskrænkning af det for ham altafgørende princip for en journalist og redaktør: Sin ytringsfrihed.

Med udgivelsen af Flemming Roses nye bog, ”De besatte”, får omverdenen blandt andet indsigt i den af den daværende JP/Politiken-bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl dikterede ”håndfæstning”, der dikterede hvad Flemming Rose ikke måtte kommentere og skrive om.

”Det var den ultimative pris. Ikke, at jeg ikke kunne tale om tegninger, for det var jeg selv træt af, men at jeg ikke kunne tale om frihed og tolerance i et multikulturelt demokrati. Det er i virkeligheden den diskussion, som interesserer mig,” siger Flemming Rose.

At han for eksempel ikke måtte kommentere religiøse spørgsmål, finder han fuldkommen begrænsende, deres betydning for international politik taget i betragtning. Men som Jørgen Ejbøl, der i dag er næstformand for JP/Politikens Hus, skrev i forbindelse med sin ”håndfæstning” af Flemming Rose: ”Menneskeliv er vigtigere end principper”.

En manipulerende modsætning, mener Flemming Rose.

”Jeg mener, at principper oftere er en forudsætning end en modsætning for liv,” siger han.

”Principper er regler, som vi lever efter for at kunne leve fornuftigt sammen. Du må ikke lyve eller slå ihjel. Du skal behandle andre, som du selv gerne vil behandles og ikke bruge vold. Hvis der ikke er principper, er der anarki. Så er det magtens ret og ikke rettens magt, og så er det den stærke, der vinder.”

Du medgiver, at bladhusets øverste ledelse står med et tungt ansvar for medarbejdernes sikkerhed. Hvordan vil du mene, at de helt konkret kunne have sikret medarbejdernes sikkerhed uden at forgribe sig på din ytringsfrihed?

”Jeg er jo ikke sikkerhedsekspert. Det hører med til historien. Men jeg satte mig ned og læste den amerikanske sikkerhedsekspert, Bruce Schneier, som har skrevet en fantastisk bog, ”Data and Goliath”. Og han siger, at sikkerhed altid er relativt i forhold til noget. Hvis du vil have absolut sikkerhed, så lever du i en politistat. Og det skal man bare være klar over. Jørgen Ejbøl spillede hele tiden sikkerhedskortet. Også internt, når han ville have sin vilje.”

Igen er diskussionen principiel. I bogen ”De besatte” skriver Flemming Rose, at principper giver ”fast grund under fødderne i en omskiftelig” verden og er grundregler, som det giver mening at respektere, ”selv om det ikke ubetinget er til ens fordel”. Det er derfor, han er modstander af den såkaldte ”imamlov”, der i kølvandet på TV-dokumentaren ”Moskeerne bag sløret” kriminaliserede visse ytringer fra religiøse forkyndere.

Flemming Rose fortæller dog i ”De besatte”, at han i 2011 blev truet med fyring af daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl, hvis han stillede op som vidne i en amerikansk retssag, der blandt andet drejede sig om et planlagt terrorangreb på Morgenavisen Jyllands-Posten. Flemming Rose afstod fra at vidne.

Forbryder du dig så ikke mod dine principper, når du vælger ikke at møde op i retsstatens navn og agere vidne i USA?

”Jo, det kan man godt sige. Men loyalitetsargumentet vejede tungere i det tilfælde, apropos deres mange beskyldninger om, at jeg var illoyal,” siger Flemming Rose.

”Det hører så med til sagen, at jeg på det tidspunkt rent faktisk ikke kendte til diskussionen om vidnepligt. Jeg boede i Rusland i forbindelse med diskussionen om anonyme vidner i rockersager. Det læste jeg først op på bagefter, hvor det rent faktisk viste sig, at Jyllands-Posten på lederplads har vendt sig mod anonyme vidner og kaldt det en glidebane for retsstaten,” siger Flemming Rose. ”Det blev jeg først klogere på bagefter.”

Hvad tænkte du bagefter?

”At det helt klart er i strid med retsstatens principper. Helt klart,” siger Flemming Rose, der fastholder, at ”jeg blev ramt af det her loyalitetsargument”.

”Du kender det også i et ægteskab eller et nært forhold, hvor nogen spørger, ’hvordan kunne du gøre det mod mig’ eller ’hvor er du illoyal’? Hvad skal man sige? At være illoyal er det samme, som at blive beskyldt for forræderi. Det er en enorm ubehagelig beskyldning at få, især fra mennesker, som man har været noget igennem sammen med. Det blev jeg helt klart fanget af,” siger Flemming Rose, der fra 2011 i stigende grad begyndte ”at definere de der røde linjer”.

”Altså, hvornår skal du sige til din kone, at du vil skilles, hvis der er små børn i ægteskabet? Hvornår siger du, at nok er nok?”

Det blev det i efteråret 2015. At Morgenavisen Jyllands-Posten internt bøjede sine principper i tilfældet Flemming Rose, har han kaldt en sejr for jihadisterne.

”Det er lykkedes dem at få den øverste ledelse i JP/Politikens Hus til at lukke munden på mig, så jeg til sidst forlod virksomheden. Det er da en kæmpe sejr for dem.”

At principper er så svære at efterleve, illustrerede Flemming Rose i sin bog ”Tavshedens Tyranni” fra 2010 med Martin Luthers ageren under Reformationen, der begyndte for 500 år siden.

”Da Luther er ’underdog’, da han gør oprør, så taler han for religionsfrihed og tolerance. Men lige så snart han selv får magten, er han lige så intolerant som dem, han selv blev undertrykt af tidligere. Så tolerance er noget, man skal lære,” siger Flemming Rose, der ikke mener, at mennesker er født med ”evnen til at være tolerante”.

”Mangfoldighed er enormt smertefuldt. Hvis du tager tiden omkring Reformationen og den måde, en religiøs tolerancedoktrin bliver til på, så begynder det jo med, at katolikker, lutheranere og calvinister slår hinanden ihjel i titusindvis. På et tidspunkt finder man ud af, at nu har man slået hinanden nok ihjel og må finde en måde at håndtere det”.

Opskriften på tolerance er endnu ikke fundet i det 21. århundredes stadig mere multireligiøse Europa. Og Flemming Roses udkigspost er ikke længere Morgenavisen Jyllands-Posten.