Flemmings eng

Det danske landskab Flemmings eng nord for Frederikshavn er et lysende eksempel på, at man sagtens kan opretholde og genskabe de "gammeldags" enge med alt, hvad dertil hører af fabelagtig natur

Bekkasinerne er blevet lige så fåtallige som de gode enge. Men de rigtige steder kan man stadig opleve vadefuglen. -
Bekkasinerne er blevet lige så fåtallige som de gode enge. Men de rigtige steder kan man stadig opleve vadefuglen. -. Foto: Jakob Dall.

I min barndoms dal på Nordbornholm var der stadig enge med alt, hvad der hører sig til af gule kabbelejer, duftende krusemynte, engnellikerod, engkarse, sommerfugle, viber og så videre.

Engene havde en særlig stemning, så selvom min barndoms enge nu er forsvundet ligesom mange andre steder i Danmark, besynger vi stadig glæden over engens herligheder. For eksempel med Jeppe Aakjærs ord fra digtet "Pigerne på engen" fra 1911:

Nu er dagen fuld af sang,
og nu er viben kommen.
Bekkasinen dagen lang,
håndterer elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget strå,
plukke, plukke siv ved å,
plukke, plukke blomster.

"Bekkasinen dagen lang håndterer elskovstrommen". Hvad siger det unge mennesker i dag? Ingenting! Min 19-årige søn og hans gymnasiekammerat mente, at det var det rene volapyk. Eller måske var en bekkasin en gammeldags brændeovn, foreslog de, da de havde surfet lidt på nettet.

De ved ikke, at ordene handler om en vadefugl på frierfødder. Det er ikke spor mærkeligt. De har næsten ikke lært noget om natur i skolen, og de har sikkert aldrig hverken hørt eller set en bekkasin i naturen. Bekkasinerne er nemlig blevet lige så fåtallige som de gode enge.

Men de rigtige steder kan man stadig opleve den lille vadefugl over engen. Man hører den højt over engen, før man ser den. Lyden minder om en hest, der vrinsker, hvilket har givet fuglen tilnavnet "horsegøgen", det vil sige "hestegøgen". Når man hører lyden og ser med missende øjne op i den lyse himmel, kan der gå lang tid, før man får øje på den lille fugl. Men så pludselig dukker den op i lysflimmeret. Den flyver tavs og i rasende fart frem og tilbage over himlen, men med jævne mellemrum foretager den dyk fra skiftende retninger. Og det er under dykkene, den vrinsker - nogle gange klart og tydeligt, andre gange svagere - alt efter, om vinden bærer lyden til eller fra.

Jo - den håndterer elskovs-trommen, gør den. For lyden, som fremkommer, når fuglens stive halefjer vibrerer under de hurtige dyk, skal imponere bekkasinhunner. Fuglens højlydte vrinsk er direkte adgangsbillet til sex og succes.

Det var netop med en bekkasin på himlen, jeg for flere år siden for første gang tilfældigt stiftede bekendtskab med Flemmings eng. Engen ligger tæt på landevejen mellem Jerup og Ålbæk nord for Frederikshavn i Nordjylland. Min interesse blev vakt af tusindvis af blomstrende orkideer, der skiltede med deres fede, violette blomsteraks derude på engen.

Engene viste sig at være et eldorado af blomsterliv. Der voksede det hele. Majgøgeurt, kødfarvet gøgeurt, plettet gøgeurt, bakkegøgelilje, hjertegræs, trævlekrone, engnellikerod, engtroldurt, engblomme, vandnavle, engkarse, kabbeleje, guldblomme, kærtidsel, almindelig fredløs, mynte, bukkeblad og til min store glæde: Masser af djævelsbid.

Djævelsbidplanten har blomster, der minder om blåhat eller skabiose. Men farven er mere ovre i det lavendelblå, og blomsterhovederne er mere kugleformede. Og så blomstrer den sent på året fra sidst i juni til langt hen på efteråret, indtil frosten kommer.

Med lidt øvelse kan man før blomstringen kende djævelsbidplanterne på deres rosetter af friskgrønne, spatelformede og glatte blade, der har påfaldende lyse midternerver. Planten har fået sit diabolske navn, fordi pæleroden er underligt afstumpet nedadtil. Graver man planten op, ser det ud, som om en eller anden skabning har bidt roden af nedefra. Og under jorden kan det ikke være andre end Djævelen.

Djævelsbid er værtsplante for larverne af en meget sjælden og smuk sommerfugl, der hedder hedepletvinge. Faktisk er larverne så kræsne, at de ikke vil æde andet end djævelsbidblade. Denne kræsenhed er sommerfuglens skæbne, for både enge og hedeoverdrev med djævelsbid er blevet en stor mangelvare i vor tid. Så fra at have været ganske almindelig i det 19. århundrede, er hedepletvingen i dag en stor sjældenhed. Den findes nu kun ganske få steder i Nordjylland.

Derfor var jeg vild af begejstring, da jeg nogle uger senere opdagede, at engen nærmest myldrede med hedepletvinger. Det var et hidtil ukendt levested, og dermed med ét en forbedring af den fine sommerfugls muligheder for at overleve i det moderne Danmark.

Men hvad var historien bag den vidunderlige eng? Området viste sig at være fredet, fordi en lokal naturforkæmper og botaniker i 1970'erne havde opdaget engen og siden fået den fredet efter en lang og sej kamp. Manden bag fredningen er den nu 69-årige, tidligere vicepræsident i Danmarks Naturfredningsforening, Flemming Thorning-Lund.

Blandt folk, der holder af botanik og den vilde flora og i kredse, der arbejder med naturbeskyttelse, er Flemming kendt og afholdt for sin enorme viden og sit store og smittende engagement, når det gælder natur og planter.

Tusindvis af mennesker har nydt godt af hans fortælleglæde som underviser og rejseleder i ind- og udland. Og i Danmark kan vi - hele den danske befolkning - glæde os over mange fredninger, som Flemming har været med til at få gennemført for at sikre stumper af det naturrige Danmark, der var så meget af en gang.

Fredning af enge, heder eller overdrev er som regel ikke blot et spørgsmål om at lade disse områder være i fred. De fleste enge er opstået i et møde mellem natur og mennesker, der har ryddet de fugtige arealer for træer og buske og siden brugt naturen til høslæt og græsning - uden at gøde, sprøjte eller dræne, vel at mærke. Sådan drev vi engene gennem århundreder. Men da vi i løbet af det 20. århundrede begyndte at bruge kunstgødning og at kunstvande, holdt engdriften stort set op. Den gamle engdrift blev urentabel, så engene groede til i krat og skov, blev drænet og opdyrket, eller de fik en ordentlig omgang gødning, så alle de sarte engplanter blev udkonkurreret af tæt og frodigt græs til ensilageindustrien.

Den nænsomme drift med høslæt og græsning er helt afgørende for den gode blomster- og dyrerige eng. Så da Flemming efter en ihærdig kamp fik overbevist fredningsmyndighederne om at få engen fredet i 1982, var det med nøje bestemmelser om arealernes fremtidige drift.

Siden har myndighederne drevet engen med høslæt eller let kreaturgræsning sent på sommeren. Derfor er engen i dag er én af Danmarks allerbedste med titusindvis af orkideer, viber, bekkasiner og et mylder af farvestrålende sommerfugle. Den er en faktisk endnu flottere i dag end dengang i 1970'erne.

Da Jeppe Aakjær skrev sit digt om pigerne på engen, var det en hyldest til livet og de mange pragtfulde enge, der lå og bød sig til for folk og fæ i lavninger og langs åer og søer overalt i landskab. I dag er de enge næsten væk.

Derfor er Flemmings eng nord for Frederikshavn vigtig. Den er nemlig et lysende eksempel på, at man sagtens kan opretholde og genskabe de "gammeldags" enge med alt, hvad dertil hører af fabelagtig natur.

Hvis vi vil, kan vi få masser af sådanne enge tilbage, så de atter bliver en dejlig del af Danmarks natur og landskab. Det vil gøre Danmark rigere.

indland@kristeligt-dagblad.dk

Flemmings eng nærmest myldrer med hedepletvinger, som ellers er en stor sjældenhed. -
Flemmings eng nærmest myldrer med hedepletvinger, som ellers er en stor sjældenhed. - Foto: Flemming Thorning-Lund.
Engene er et eldorado af blomsterliv. Her ses bakkegøgeliljen. -
Engene er et eldorado af blomsterliv. Her ses bakkegøgeliljen. - Foto: Flemming Thorning-Lund.