Prøv avisen

68-generationen fortæller gerne deres livshistorie

”For det meste er det 68- generationen, der ønsker at få udgivet erindringer i mindre oplag. Der kommer flere til hvert år. Denne gruppe ’yngre ældre’ synes ofte, at det er fantastisk, at man – ud over livshistorien – kan få sine budskaber i livet ud på print,” siger Torben Kahr. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Den nye generation af ældre er mere tilbøjelige til at indspille, publicere eller på anden måde dele deres erindringer end tidligere generationer. Det skyldes blandt andet, at det i dag er langt mere accepteret at være optaget af sig selv og sine individuelle livshistorier fra hverdagen

Alene i Københavns Stadsarkiv kan man bladre sig igennem flere tusinde erindringer fra byens borgere. Ea Anild, der er født i 1948, har skrevet om sine rædselsfulde dansktimer med den sure frøken på Brønshøj Skole, mens Ole Brunbech fra 1957 beretter om knytnæveslag i baggården.

Mange følger deres eksempel og sender livshistorierne ind til stadsarkiverne, som tilgængeliggør erindringerne for alle, medmindre andet er aftalt. Andre deler udelukkende de nedskrevne erindringer med familien eller får professionel hjælp til at indtale dem til en podcast, hvor man kan få sin historie indspillet på en digital lydfil.

Trods fortællingernes forskellighed i form og udtryk er de alle glimt af virkeligheder, der for hovedpersonerne er for vigtige til at blive glemt.

Men hvem er det, der vælger at få sine erindringer gemt? Som følge af en tiltagende interesse har flere højskoler landet over de senere år tilbudt seniorkurser i erindringsskrivning. Det gælder blandt andet Hadsten Højskole i Østjylland, hvor kursusleder Steffen Jonassen oplever, at det – modsat højskolens resterende holds kursister – særligt er mænd på 60-70 år, der vil formidle deres fortællinger videre.

”Der var blandt andet en fyr, der havde sejlet rundt på verdenshavene. De har rigtig meget på hjerte og vil gerne skrive noget, der er værd at læse og give videre til børnebørnene. For det meste er de næsten ikke til at få stoppet igen,” siger Steffen Jonassen.

Selvom der indimellem står en enkelt 90-årig klar ved skranken, mærker direktør Torben Kahr på selvudgiverforlaget Kahrius også, at det er en særlig generation, der som oftest henvender sig, når de vil have erindringer udgivet.

”For det meste er det 68- generationen, der ønsker at få udgivet erindringer i mindre oplag. Der kommer flere til hvert år. Denne gruppe ’yngre ældre’ synes ofte, at det er fantastisk, at man – ud over livshistorien – kan få sine budskaber i livet ud på print,” siger Torben Kahr.

Direktøren har arbejdet i forlagsbranchen siden 1974. Men dengang skulle der minimum trykkes 1000 bøger ad gangen. Nu kan man printe ned til 50 eksemplarer. På grund af de teknologiske begrænsninger tror han derfor også, at tidligere ældregenerationer – hvis de endelig besluttede sig for at nedskrive erindringer – som oftest blot har skrevet til skuffen.

Adgangen til computere og kurser har netop gjort det nemmere for ældre i dag at finde værktøjer til at gemme deres historier med, siger Marie Kirk, postdoc ved psykologisk institut i Aarhus og forsker ved center for selvbiografisk hukommelse.

Den mest centrale forskel i forhold til tidligere er, at det siden 1960’erne er blevet langt mere acceptabelt at være optaget af sig selv og sin historie.

”Før i tiden skulle man være noget helt særligt eller have udrettet et eller andet vanvittigt for at gøre sig fortjent til, at andre kunne have den interesse for én. I dag er det helt legitimt at gribe tilbage i hukommelsen og fortælle sin historie for at forstå, hvorfor tingene skete,” siger Marie Kirk.

Hun fortæller også, at livshistorier er blevet givet videre til yngre generationer i tusinder af år, men at formen har ændret sig, i takt med at måden, hvorpå de ældre er sammen med de yngre generationer, også er blevet anderledes.

”I dag er der et decideret behov for at lave en fortælling med erfaring og viden, som man kan give fysisk videre. Meget af den slags er før i tiden foregået verbalt, når man har tilbragt tid sammen, men det gør man ikke på samme måde i dag,” siger Marie Kirk.