Som bedsteforælder ser man ind i den sidste fase af sit liv, og tidshorisonten er pludselig ikke længere så lang. For mange bliver børnebørn derfor det, som giver livets efterår mening.
Det siger professor i socialpsykologi og forfatter til en række bøger om familieliv, Per Schultz Jørgensen.
”I børnebørn ser man livets fortsættelse,” siger han.
Forskning viser da også, at det kan være livsforlængende at bruge tid med sine børnebørn. I et studie fra 2018 påviste forskere, at man kan tilegne sig fem ekstra år, hvis man bruger tilstrækkeligt med tid sammen med sine yngre slægtninge.
Men hvad stiller man op, hvis ikke børnebørnene som forventeligt dukker op?
Mens statistikkerne ikke skelner mellem årsagerne til barnløshed, viser tal fra Danmarks Statistik, at mellem 10 og 14 procent af danske kvinder forbliver barnløse. Andelen af mænd er en smule større.
”Flere vælger ikke at få børn, og færre får to, tre eller flere børn. Derfor må flere forvente ikke at blive bedsteforældre, eller at få blot et enkelt eller to børnebørn,” siger Per Schultz Jørgensen.
Samme tendens ser Marion Thorning, der er konfliktmægler, sundhedsplejerske og forfatter til en række bøger om forholdet mellem børn og deres forældre.
”For øjeblikket er der rigtig mange mennesker, hvis familie kun består af én person – dem selv. Og det er noget, der bliver mere og mere af. Der er en stor gruppe, som bliver nødt til at lære at leve deres liv uden børn og på sigt også uden børnebørn,” siger hun.
Det er ellers en udbredt fortælling i den ældre del af befolkningen, at børnebørn er livets ultimative dessert, og familien er en meget stærk kulturel faktor i vores samfund. Særligt giver det høj status at være bedsteforældre, siger Anne Leonora Blaakilde, aldringsforsker på Roskilde Universitet.
”Børnebørn er noget, der bliver snakket om, når man er sammen med sin omgangskreds, og derfor kan det være en eksklusionsfaktor ikke at kunne være med i samtalen,” forklarer hun.
Netop det oplevede Marianne og Peter Kondrup fra Løjt Kirkeby i Sønderjylland, da de indtil for nylig var barnebarnsløse .
”Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville være med, når vores venner fortalte om deres børnebørn,” siger Peter Kondrup.
Efter at have mødt hinanden på lærerseminariet i Silkeborg i 1980, besluttede parret sig for at få børn. Flere år i venteposition og en abort senere blev de forældre til Julie, som vedblev at være enebarn. På grund af parrets egne udfordringer, var de bekymrede for, om datteren skulle igennem det samme. Af og til faldt samtalen på, om de på et tidspunkt ville være så heldige at blive bedsteforældre.
”Vi var ikke ved at gå i panik, men mange i vores omgangskreds og alle mine søskende er blevet bedsteforældre før os, så på den måde har vi haft det tæt inde på livet”, siger Marianne Kondrup.
Bekymringen forsvandt den 25. september i år, da barnebarnet Ingeborg kom til verden. I modsætning til Peter og Marianne Kondrup, står John og Anni Nielsen fra Haarby på Fyn i en helt anden situation. I dagens Kristgeligt Dagblad fortæller de om livet uden børnebørn og savnet efter noget, der aldrig bliver.
Og det kan også give anledning til stor sorg, hvis ikke man får børnebørn, fortæller Per Schultz Jørgensen.
”Når man nærmer sig den sidste fase i sit livsforløb, skal man forsone sig med alle de ting, man ikke nåede,” siger familieforskeren og tilføjer:
”Her bliver børnebørn et meget forsonende og væsentligt element i ens livsglæde de sidste år.”