Prøv avisen

Flere bander skaber mere uro i fængslerne

Store dele af hovedstaden er nu en såkaldt visitationszone. Det samme gælder kvarterer i det vestlige Aarhus og gjaldt indtil for nylig også dele af Høje-Taastrup på den københavnske vestegn. Billedet her er fra Odense, hvor Black Army i 2014 holdt 1-års fødselsdag, og Fyns Politi i den forbindelse indførte en visitationszone i området omkring festen. Foto: Ole Frederiksen/ritzau

De verserende bandekonflikter eskalerede i sidste uge med flere skudepisoder i København. Siden årtusindskiftet er det danske bandemiljø blevet stadig mere fragmenteret, og det har ifølge Kriminalforsorgen ført til en forråelse i fængslerne

Den 25. september 1997 satte rockerne Bent Svane Nielsen fra Hells Angels og Jim Tinndahn fra Bandidos sig bag tre mikrofoner og foran TV-Avisens kameraer. I årene inden var bomber blevet sprængt og mennesker skudt, men nu erklærede de to topfigurer i rockermiljøet, at den slags skulle være slut. Bandidos og Hells Angels ville samarbejde om at standse den såkaldte ”store nordiske rockerkrig”.

Konflikten var ovre, men Bandidos og Hells Angels levede videre, og her 20 år senere har politifolk, fængselsbetjente og kriminologer også skullet lære sig navne som ”Black Army”, ”Satudarah” og ”Loyal to Familia”. Sidstnævntes etablering i Aarhus, vinterens bandeopgør i Odense og sidste uges adskillige skudepisoder i København vidner om, at bandekonflikter langtfra kun er stof til historiebøgerne.

I weekenden bad Københavns Politi unge mænd om at passe godt på sig selv, når de færdes på Nørrebro i København, og søndag aften blev området overvåget fra oven af et fly fra Hjemmeværnet.

Store dele af hovedstaden er nu en såkaldt visitationszone. Det samme gælder kvarterer i det vestlige Aarhus og gjaldt indtil for nylig også dele af Høje-Taastrup på den københavnske vestegn.

Konflikterne på åben gade har fået megen opmærksomhed, men også inden for murene giver det mere mudrede bandebillede store udfordringer. Det fortæller Thorkild Fogde, der i dag er direktør for Kriminalforsorgen, men som tidligere direktør i Københavns Politi også har stor erfaring med politiindsatsen på gadeplan.

”Kigger vi tilbage på ’den store nordiske rockerkrig’ i 1990’erne, var kriminalitetsbilledet dengang centreret omkring de her to ret fasttømrede rockergrupper, som stod i et indbyrdes modsætningsforhold, og som begge havde nogle meget faste og hierarkiske strukturer. Det billede har gradvist forandret sig over de seneste 20 år, sådan at vi i dag har et langt mere fragmenteret kriminalitetsbillede,” siger Thorkild Fogde.

Et meget godt billede på bandernes fragmentering ses på den københavnske vestegn. Nok blev visitationszonen i Høje-Taastrup ophævet for snart en måned siden, men ifølge vicepolitiinspektør Peter Malmose fra Vestegnens Politi er der stadig et ”tocifret antal rocker-bande-grupperinger her på Vestegnen, og en lang række af dem eksisterer i bedste velgående andre steder”.

Og bandekonflikterne lever videre, selvom medlemmerne kommer væk fra gaden og ind bag tremmer. Thorkild Fogde fra Kriminalforsorgen mener, at der er sket en forråelse af fængselsmiljøet i takt med det stigende antal bander i Danmark.

”Det er ikke nyt med hårde kriminelle i fængslerne. Det har vi været vant til at håndtere med Hells Angels og Bandidos, der bestemt heller ikke er Guds bedste børn. Men de nye bandemedlemmer er måske mere let antændelige, og der opstår lettere konflikter,” siger han.

”Jo flere forskellige grupperinger du har, jo mere indbyrdes konkurrence opstår der. Og det giver en forråelse over for de ansatte, fordi man som bandemedlem skal føre sig frem og vise, at man er en hård hund og tilhører en hård gruppe – og en af de måder, man gør det på, er ved at opføre sig dårligt over for fængselspersonalet,” siger Thorkild Fogde.

Der er med hans ord flere ”territorier, der skal grænses af,” og det skaber ”ufred og uro i fængslerne, for man kan ikke få et stabilt forhold til de enkelte grupperinger, når magtforholdene hele tiden skifter”.

I søndags fortalte formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, til Danmarks Radio, at bandekonflikterne sætter hans medlemmer under stort arbejdspres. Thorkil Fogde fortæller da også, at ikke kun det stigende antal bander, men også deres langt løsere organisering skaber udfordringer. Det gør det nemlig sværere for ordensmagten at finde ud af, hvem der er ledende eller blot menige bandemedlemmer.

”I rockergrupperne har man jo titler som ’rockerpræsident’. Den slags er sværere at finde rundt i (hos banderne, red.), for de er væsentligt mindre disciplinerede og har ikke så meget styr på tropperne, som de havde i gamle dage. Det er det, man uden for fængslerne ser ved, at der foregår tilfældige skyderier. Men man ser det også inde i fængslerne, hvor venskaber og uvenskaber opstår og forsvinder igen. Der er personer, der tidligere kunne sidde på samme fængselsafdeling, men pludselig ikke kan være på samme afdeling, fordi der ude i samfundet er udbrudt en ny konflikt mellem deres grupperinger,” siger Thorkild Fogde, der vurderer, at det hele er blevet mere ”ustabilt”.

Der skiftes rygmærker med større hast end tidligere, og en konflikt ude i virkeligheden slår med ”et splitsekund” igennem i fængslerne. Thorkild Fogde mener derfor, at der er behov for endnu mere samarbejde mellem Kriminalforsorgen og politiet om at dele viden og informationer om de enkelte bandemedlemmer.

”Det kræver en ret stor viden om de mennesker, vi har med at gøre, for at vi kan træffe de rigtige afgørelser på et sagligt grundlag. Det at man siger, at man er medlem af ”Loyal to Familia”, er langtfra ensbetydende med, at man faktisk er det. Der er også en del wanna-be -bandemedlemmer i fængslerne, som gerne vil give indtryk af, at de er sejere, end de egentlig er. Så nogle gange kan det være temmelig vanskeligt at finde ud af, hvor folk hører til i hierarkiet, og hvor farlige de er,” siger han.

Paradoksalt nok viste en rapport fra Justitsministeriets forskningskontor sidste år, at antallet af opgjorte rocker- og bandemedlemmer i 2016 var det laveste siden januar 2010, selvom flere bander har fået fodfæste i Danmark.