Prøv avisen

Flere børn er i institution længere tid end deres forældre er på job

Med en institutionsuge på 40 timer eller mere tilbringer mange børn dermed længere tid i institutionen, end den typiske fuldtidsansatte tilbringer på arbejdet. Modelfoto Foto: Ulrik Jantzen

Ny undersøgelse viser, at næsten 40 procent af de yngste bliver passet otte timer eller mere hver dag. Eksperter er enige om, at det er for meget

Otte timer eller mere. Det er, hvad 38 procent af danske børn tilbringer i dagpleje, vuggestue eller børnehave hver dag. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad blandt 999 forældre til børn mellem nul og fem år.

Med en institutionsuge på 40 timer eller mere tilbringer mange børn dermed længere tid i institutionen, end den typiske fuldtidsansatte tilbringer på arbejdet. Det er alt for meget, siger børneeksperter, der vurderer, at dage på højst fem til seks timer er rimelige, når det gælder de helt små børn.

”Otte timer i en institution er alt for lang tid for et lille barn,” siger Stig Brostrøm, professor i småbørnspædagogik ved DPU, Aarhus Universitet.

”Ikke mindst fordi, vores daginstitutioner er plaget af højt lydniveau og en lav normering, og pædagogerne derfor ikke kan skabe det rum for pauser og ro, som børnene har brug for. Dagene bliver for hektiske, og det kan måles i et forhøjet stressniveau hos børnene. Vi ved ikke, hvad det betyder på længere sigt, men sund fornuft siger os, at det selvfølgelig er urimelige vilkår for børnene,” siger Stig Brostrøm.

En egentlig reduktion af de lange dage i institutionen kræver et arbejdsmarked med bedre mulighed for deltids- og fleksarbejde, siger familie- og arbejdslivsforsker ved Roskilde Universitet Thomas P. Boje, der henviser til undersøgelser, som viser, at 70 procent af danske forældre ønsker at gå ned i tid, mens deres børn er små.

Familie- og Arbejdslivskommissionen anbefalede allerede i 2007, at der burde skabes bedre betingelser for at skifte mellem fuldtids- og deltidsarbejde, men selvom antallet af børn, der tilbringer mange timer i institution, kun er steget siden, har kommissionens anbefalinger endnu ikke ført til egentlige politiske initiativer.

Det skaber ikke mindst frustration hos småbørnsforældrene selv, siger Dorthe Boe Danbjørg, formand for Forældrenes Landsforening, der er træt af, at nutidens forældre hænges ud som egoister.

”Faktum er, at langt de fleste forældre slår knuder på sig selv og hænger i en klokkestreng for at få enderne til at mødes. Samtidig er der mange, der rent faktisk ønsker at gå ned i tid, men enten ikke kan få en deltidsstilling eller - som systemet er indrettet nu - ikke har råd. Det er ganske enkelt ikke muligt for mange familier. Og for de enlige forsørgere kan det selvsagt slet ikke lade sig gøre,” siger Dorthe Boe Danbjørg.

Lektor ved VUC i Roskilde Lone Nørgaard, der er forfatter til bogen ”Børn, løgn og kvinder - et opgør med ligestillingsbegrebet”, er ikke uenig i, at der er behov for et mere fleksibelt arbejdsmarked, men understreger samtidig, at det først og fremmest er forældrenes ansvar, at børn ikke tilbringer for mange timer i institution.

”Jeg tror ikke et øjeblik på, at langt de fleste ikke har mulighed for at flytte i en mere beskeden bolig eller til et mindre attraktivt kvarter og dermed købe en af forældrene fri i de første sårbare år, hvor vi ved, at børnene har brug for en nærværende voksen og trygge rammer. Når man vælger at få et barn, må man gøre sig klart, at man også vælger noget fra. Det er der desværre alt for få, der gør sig klart. Det er synd for børnene,” siger Lone Nørgaard.